Forside Fredericia Ugens Kurt: Mette Bjeld

Ugens Kurt: Mette Bjeld

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Mette Bjeld har i over et år skrevet ugentlige klummer om en række forskellige emner, og nu er det hendes tur til at komme i den varme stol som Ugens Kurt på Fredericia AVISEN.

Mange læsere kender nok Mette Bjeld fra bybilledet eller fra hendes klummer her på Fredericia AVISEN. I klummerne deler hun ud af livserfaringer – og ofte har der også sneget sig et træningstip eller to ind.

Vi havde aftalt at mødes klokken tolv på den populære kaffebar i Jyllandsgade, og vi ankom samtidig lige lidt før tolv. En Café Latte til Mette, “selvom det er ekstra kalorier” og en sort kaffe til undertegnede, man skulle jo nødigt blive sat til at lave burpees på en solrig fredag.

Erritsø, skoleskift og sekretærjob

Vi starter samtalen med at spole tiden tilbage til Mettes barndom i Erritsø.

“Det startede her i Fredericia, jeg har boet her hele mit liv med undtagelse af tre år i Malmø. Samme hus, samme forældre hele tiden. Meget almindeligt – eller det er jo nok lidt specielt i de her moderne tider”, siger Mette med et grin.

“Jeg startede på Bakkeskolen, men måtte skifte på grund af en dårlig lærer. Da jeg startede på Erritsø Centralskole opdagede jeg hurtigt, at jeg ikke havde lært så meget. Jeg var ret langt bagud. Men jeg fik en rigtig hønemor af en lærer, Fru Pihl, hun fik mig med igen. Jeg havde så også en matematiklærer der fortalte mig, at jeg aldrig ville blive til noget, men altså her er jeg nu”, fortsætter hun.

“Derfra tog jeg på handelsskolen. Jeg var festudvalgsformand, det var mega godt, for så fik man et par fritimer. Motion var ikke noget vi gjorde os i, vi festede bare. Jeg fik da heller ikke det bedste resultat, men jeg bestod”, fortæller Mette og fortsætter:

“Derfra gik jeg i lære som sekretær hos Elsam Projekt, men efter at være faldet i søvn bag computeren flere gange fandt jeg ud af, at det ikke var det her jeg ville. Jeg var der i min læretid og tre måneder efter, og så sagde jeg stop. Både min søster og min mor er sekretærer, så jeg tror egentlig det var grunden til mit valg”.

Spillehal, optikforretning og børn

“Derfra fik jeg job i en spillehal, Front Point hed den. Jeg anede simpelthen ikke hvad jeg ville. Jeg endte hos NetOptik, en optiker hernede i byen. Jeg blev butikschef og fik ansat to rigtig gode optikere. Det var virkelig et godt job”, forklarer hun.

“Vi havde det virkelig godt sammen. Vi kendte hinanden, vidste hvornår hinanden skulle bruge hjælp uden at sige noget. Vi supplerede hinanden virkelig godt. Vi sprøjtede briller ud af døren på grund af vores gode samarbejde”, siger Mette og tager en tår af sin kaffe.

“Men vi fik en ny chef, og han var meget chef-agtig. Det er ikke rigtig mig. Oveni det var der udfordringer da jeg ventede mit andet barn, Rasmus. Jeg blødte, og da jeg endnu engang blødte måtte jeg til lægen, der bad mig om at sygemelde mig. Det tog chefen ikke særlig godt, og kaldte mig en masse grimme ting. Så i stedet for at fortælle hvornår jeg var tilbage igen afleverede jeg min opsigelse”, fortæller hun.

Nu er der kommet børn ind – hvornår kom din mand ind i billedet?

“Han kom før børnene”, siger Mette med et grin og fortsætter: “Vi mødte hinanden i et fitnesscenter. Han stod faktisk med en anden, men jeg gik hen til ham og sagde, at han skulle altså følge mig hjem. Det gjorde han så, utroligt nok”, fortæller hun og fortsætter:

“Og ja så er det holdt ved. Han lærte mig hurtigt at kende, allerede da vi skulle spise rundstykker fik han skældud for at krumme for meget. Han ville heller ikke gå hjem, og jeg sagde til ham, at han da gerne måtte blive at sove, men at han skulle holde sig i sin egen side af sengen. Det var anderledes end han var vant til, tror jeg”.

“Så fik vi Mads i 1999 og lidt over to år senere i 2002 fik vi så Rasmus. Vi købte hus på Sandbakken i Erritsø lige før Mads blev født, og har siden boet i Malmø og nu på Øster Voldgade” lyder det videre.

Springet som selvstændig med to små børn

“Efter at have afleveret min opsigelse begyndte jeg at læse til massør hver lørdag under min barsel. Det passede med at Martin kunne passe drengene imens jeg var i skole. Og så når der var middagslur lavede jeg lektier”, fortæller Mette.

“Faktisk havde jeg også kunder under barslen, det kan være lidt svært med en lille nyfødt. Det er ikke altid hans middagslur var så lang som håbet, så det var næsten foden på vuggen imens jeg masserede kunder”, siger hun med et stort grin.

Hvordan var springet til at blive selvstændig?

“Da jeg fandt ud af, at det ikke var hos optikeren jeg ville være begyndte jeg at regne på hvad det ville koste mig at gå selvstændigt. Det ville kun være 700 kroner i forhold til at være på dagpenge, det kunne jeg sgu godt klare tænkte jeg. Så havde Martin et job som ingeniør, så han tjente lidt flere penge. Vi havde en opsparing der kunne dække det første halve år, så vi ikke skulle gå fra hus og hjem”, forklarer Mette og fortsætter:

“Men allerede efter tre måneder tjente jeg næsten det dobbelte, og der var plus på kontoen. Det var her jeg virkelig mærkede, at det var det her jeg gerne ville”.

Flere lag blev lagt på

“Efterfølgende har jeg taget en række uddannelser. Som massør arbejder man ofte fra 7-18, og det er altså et djævlehårdt arbejde. Så jeg ville supplere så jeg ikke ødelagde mig selv”, fortæller hun og fortsætter:

“Så udover at være massør er jeg Columna terapeut, idrætsskadeterapeut, kranio sakral terapeut og akupunktør. Det var egentlig også fordi, at jeg var træt af at sende folk til kiropraktor hele tiden. Og selvfølgelig også for at hjælpe mine kunder endnu bedre”.

Nyt kapitel, ny sport

“Vi flyttede til Malmø i 2012, fordi Martin blev headhuntet til et job deroppe. Jeg tror faktisk det var godt for mig. På det tidspunkt var Zumba på sit højeste – og jeg underviste meget i det, så jeg var nærmest ikke hjemme. Oveni det var der tre ugers ventetid i klinikken, så det gjorde det ikke bedre. Med børn på 10 og 13 år hang det ikke sammen, så det var godt for mig at trække stikket”, fortæller Mette.

“Og indenfor kort tid i Sverige begyndte jeg på triatlon, for jeg duer ikke til at sidde stille. Jeg fandt ud af, at det der triatlon faktisk er meget sjovt, og noget jeg egentlig er rimelig god til. Så siden har jeg udviklet mig stille og roligt, selvom der er et godt stykke vej endnu”, fortsætter hun.

Hvad er målet for fremtiden?

“Jeg har en drøm om, at tage til Hawaii i 2020 for at lave en Ironman. Men hjelmen skal spændes lidt mere, feltet bliver bedre år for år”, fortæller Mette.

Hvad er det der driver dig ud på de lange distancer?

“Det er faktisk det at give hi-fives til tilskuerne ude på ruten der holder mig i gang. Mine fedtede fingre fra gels skal allerhelst klappe så mange børn i hånden som muligt på ruten”, siger hun og fortsætter:

“Jeg tilmelder mig heller ikke løb hvor der ikke er tilskuere, det kan jeg ikke. Jeg tilmelder mig kun løb hvor jeg ved at der er tilskuere, fordi det for mig handler om at have en fest med tilskuerne, og det er det der trækker mig i gennem”.

Alle har dårlige dage

Når man følger Mette Bjeld, så kan man ofte tænke at hun er et stort overskudsmenneske, der aldrig er sur – men sådan er det ikke helt i virkeligheden.

“Jeg har også dage hvor jeg tænker, at jeg hellere må gå i seng fordi verden ikke er tjent med mig og mit humør. Men ofte kan man altså beslutte sig for at være positiv i stedet for at finde de trælse ting frem”, lyder det fra Mette.

“Det har jeg måske lidt lettere ved end andre, det ved jeg ikke. Jeg prøver også selv at søge folk der giver god energi, for det giver noget til mig”, fortsætter hun.

“Hvis jeg er rigtig træt af situationen, så tænker jeg på folk i kørestol. Jeg kan stadig en masse ting selvom jeg har ondt i baglåret. Det er ikke pædagogisk pænt for dem der sidder i kørestol, men det hjælper altså mig rigtig meget”, slutter Mette.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia
Annonce