Forside Erhverv Ugens Kurt: Lise Møller

Ugens Kurt: Lise Møller

DEL
Lise Møller fra Kop & Kande. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt er Lise Møller, som mange kender fra Kop & Kande i Midtpunktet. Lise Møller arbejdede 24 år i Imercokæden, inden hun sammen med Helle Høyer kastede sig ud på den tynde is, som selvstændig. Det har hun dog ikke fortrudt.

Klokken er lidt i ni, og det er ikke kun vinden, der har fart på i dag, det har Lise Møller også, som imidlertid hurtig finder plads i sofaen på Kurt’s Kaffebar. Vi bestiller to kopper sort kaffe hos Maria, og kaster os ud i dialogen om Lises liv.

Lise Møller er resultatet af en hjemmefødsel i Erritsø, hvor hendes forældre, der begge var lærere på Bakkeskolen, så Lise komme til verden i 1969. Og lige præcis fødsler og børn bliver også en del af fortællingen i denne Ugens Kurt. Men vi starter med forretningen.

“Jeg føler mig simpelthen amputeret i dag. Helle skulle jo være med,” siger Lise indledningsvis. Jeg fortæller, at det kan hun helt sikkert være en anden gang.

De to indehavere af Kop & Kande; Helle Høyer og Lise Møller har også arbejdet sammen i mange år.

“Først var vi kolleger gennem 13 år i Imerco, hvor vi begge blev udlært under Familien Gaasvig. Dengang lå butikken i Købmagergade. Helle stod faktisk i lære før mig, rejste ud og kom tilbage. Senere blev butikken overtaget af Hr. og Fru. Gaasvigs svigersøn – og så rykkede butikken jo til Danmarksgade, som mange sikkert husker. Jeg var i øvrigt højgravid, da vi flyttede butikken – og da jeg fødte var Danmark blevet Europamestre i fodbold aftenen før. Jeg lå på Sygehuset i Fredericia sammen med Klaus, og fra vinduerne kunne vi høre byen i ekstase og jubel”. Vi afbryder Lise – så I så ikke kampen?

“Nej, vi så ikke kampen – hverken Klaus eller jeg, men vi fik Christian.”

Efter 24 år i Imerco-kæden ville Lise noget andet, så hun tog kontakt til sin ven og kollega Helle Høyer.

“Jeg har altid elsket det nære og familiære, som der lå i butikken, og derfor ville jeg også noget andet. Jeg kontaktede Helle, som på det tidspunkt, arbejdede for en engrosvirksomhed. Hun lyttede, men det gode sikre job, var jo godt, men da engrosvirksomheden, så skulle rykke til Viborg, slog vi begge til, og åbnede så Kop & Kande i Vendersgade i oktober 2010, og det var en fantastisk beslutning.

Hvorfor?

“Vi kom tilbage til det nære, vi fik indflydelse og frihed. Det betyder meget for mig. Det var et kæmpe spring for os at blive selvstændige, men vi har ikke fortrudt,” siger Lise.

I startede op få år efter Finanskrisen, var det ikke hårdt?

“Det sagde mange faktisk til os, men det betød jo bare, at vi kunne starte på en frisk, og ikke havde været med, da det suste nedad, så i vores univers kunne det kun gå en vej,” fortæller Lise.

Lise er gift med Klaus Møller, og sammen har de to børn, Rikke og Christian. Lise og Klaus mødte hinanden på Børsen i Fredericia, hvor Klaus var dørmand. I dag er de begge selvstændige. Klaus har Automester i Erritsø på Gammel Landevej. Kombinationen mellem børn og livet som selvstændig har fungeret godt for Lise.

“Vores børn var 14 og 18 år, da jeg blev selvstændig. Så selvom de første år som selvstændig absolut har været de hårdeste, har det passet godt med, at børnene også havde mange interesser”.

Sønnen Christian er i dag en ung tandlæge og datteren Rikke, der også har hjulpet og stadig hjælper i butikken i ny og næ, skal læse til lærer nu. Dermed går hun i bedsteforældrenes fodspor, men at være skolelærer, var ikke noget for Lise.

“Jeg har altid elsket at lege butik. Jeg legede butik med min bror og søster, så kunne de komme og købe ting i min butik. Jeg elskede det,” fortæller Lisee.

Den vej gik det så for Lise, som efter handelskoletiden og læretiden i Imerco, var udlært.

Lise Møller voksede op i Erritsø, først på Landlystvej og senere på Lunddalvej i Fredericia og opvæksten har hun mange positive minder fra.

“Det var bare en dejlig tid. Jeg husker det som rart og fuld af positive oplevelser. Det var godt at vokse op i Erritsø i en glad og positiv tid. Der var et meget afslappet i forhold til børns hverdag, kontra i dag, hvor det virker noget mere hektisk. Nu havde jeg også en mor og far, der var skolelærere, så de var tidligt hjemme ved os. Det var dejligt”.

Altid Fredericia

Lise Møller har altid boet i Fredericia, og sådan fortsætter det også. De har netop solgt familiens hus på Irisvej til søn og sivgerdatter. Nu skal Lise og Klaus Møller i gang med endnu et husprojekt. Men det har aldrig ligget i kortene at flytte fra byen.

“Jeg har altid nydt Fredericia – og ser man på byen i disse år, så er det jo fantastisk. Byen er inde i en positiv udvikling – fra at være en stille og rolig by, til at være en by, som lever, en by som byerne omkring os bemærker. Det er godt gået – og ser man på det cafeliv, der er skabt, så er det helt vildt,” siger Lise og fortsætter:

“Jeg har det godt i Fredericia. Jeg har min familie og venner, som jeg elsker at bruge tid på – og nu, hvor butikken har nogle år på bagen, så er der også blevet lidt mere plads til weekendfri og familietid, end tidligere. Det skyldes i høj grad også, at vi har fået et dygtigt personale, som gør det godt i butikken. Det gør alt nemmere og Fredericia er et godt match for os.”

Hvad bringer fremtiden?

“Vi er absolut stadig selvstændige, og vi er nok på samme sted, selvom der sker meget i byen i disse år. Vi ligger godt med en god parkeringsplads lige udenfor døren. Vi har nogle gode lokaler, et godt lagerrum, så selvom vi nogen gange mangler plads, så arbejder vi på gode løsninger,” fortæller Lise.

Og dit samarbejde med Helle – det virker stærkt og som et venskab?

“Vi supplerer hinanden godt – vi har hver vores ansvarsområde – og bruger hinanden til at blive bedre. Det er også det, der gør, at jeg synes, det er fedt at gå på arbejde. Jeg har en at sparre med. Det hele går super godt og går op i en højere enhed. Vi er utrolig gode venner, og det smitter af på alle. Det får vi at vide”, fortæller Lise og uddyber:

“Vi har en god fornemmelse af, at vi har et godt humør og at det er dejligt at komme ind i vores butik. Vi bruger meget tid på at pleje vores kunder. Vi kender mange rigtigt godt udover handlen, og vi taler meget sammen hen over disken.”

“Og tilbage til Fredericia-spørgsmålet, så har jeg fundet mig godt tilpas. Jeg er nok tryghedsnarkoman. Jeg elsker familie og venner, og det bruger jeg min fritid på.”

Vi slutter med fødselerne. Lise er blevet farmor til Clara på fire måneder, og det er bare stort. Nu skal prinsessen vokse op i det hus, som har været farmor og farfars de sidste 22 år.

“Det er dejligt. Vores søn og svigerdatter overtager, som sagt, vores hus – og vi går i gang med et nyt kapitel i uge 42 på Elsesvej.”

Når Lise ikke arbejder 45-50 timer i butikken, så bliver der også tid til lidt skovfitness, hvor man mødes omkring de forskellige skove i Fredericia, Volden, Stranden og lignende for at lave øvelser og løb. Lise Møller har også spillet håndbold i Erritsø gennem en årrække.

Lise slutter af med at fortælle mere om Helle og deres hverdag.

“Det føles nok ikke som arbejde. Vi er hinandens bedste venner og det vi laver sammen, er vi glade for. Så det går også, når vi næsten bor hernede i højsæsonen november og december,” slutter Lise.