Danmark er så småt begyndt at genåbne, men kaffebaren mangler endnu at slå døren op. Så Ugens Kurt er interviewet on location: KVIK Lillebælt på Vejlevej, hvor indehaver og fæstningsdreng, Lasse Thomsen byder på kaffe i dagens anledning. Et halvt liv med køkkener er gået og der står 50 år på cv’et nu.

Lasse Thomsen kom til verden den 20. februar 1970 på Fredericia Sygehus. Alt var idyl, da livet udfoldede sig ved højhusene på Lumbyesvej 4. 

“Mor var uddannet laborant, men gik hjemme, da vi var små. Det var rart, hyggeligt og trygt. Hun vendte så tilbage til arbejdet som laborant, da vi blev teenagere. Far havde ansvaret for forhandlere af den daværende landsdækkende avis Aktuelt. Han havde kontor hjemme, men var også ofte væk i flere dage, når forhandlere skulle besøges.”

Lumbyesvej var et dejligt sted at vokse op som barn. Der var masser af børn, og altid nogen at lege med.  Om sommeren kunne vi spille fodbold på græsarealerne, og kedede man sig skulle man ikke ud, men bare to etager op, så var der legekammerater. Om vinteren kunne vi kælke på de store bakker ved højhusene. Det var en god tid,” siger Lasse Thomsen.

Skoletiden gik på Markholt-Olesen Realskole.

“Vi hørte egentlig til Alléskolen, da jeg skulle starte i skole. Men vi boede tættere på Skjoldborgvejens Skole, så min mor forsøgte at få min lillebror og jeg indskrevet der. Det kunne min mor dog ikke blive enige med kommunen om, så det endte med, at vi blev meldt ind på Markholt-Olesens Realskole i midtbyen. Det var en lille privatskole med små klasser. Alle kendte hinanden, og der var massevis af opmærksomhed, så man kunne ikke gemme sig. Når man havde idræt, foregik det i kastellet med jakkerne som stolper, når vi spillede fodbold,” siger Lasse og fortsætter:

“Det gjorde naturligvis også, at man kendte alle – både lærere og elever. Jeg har mange gode minder fra min skoletid. Jeg ved ikke om det var tiden, eller om det var fordi det var en privatskole, men jeg husker, at vi tiltalte lærerne ved deres efternavne. Jeg havde f.eks. Fru. Jacobsen til matematik.”

“Skolen blev senere slået sammen med Fredericia Realskole – det skete da nogle lærere brød ud og stiftede Lillebæltsskolen,” tilføjer Lasse i fortællingen om grundskoleårene.

https://gardeniablomster.dk/

Tiden gik og livet var fuld af oplevelser i hele Fredericia. I lilleputårene blev der trillet fodbold ved FfFerne i Madsby, men det var badminton, der for alvor fangede Lasse.

“Jeg spillede på førsteholdet i de fleste af ungdomsårene i EGIF – og i de sene teenageår endte jeg også på seniorførsteholdet.  I min tid blev det til Danmarksserien, men senere gik det jo rigtig godt for klubben, da man ramte divisionerne,” fortæller Lasse.

Familien flyttede i 1985 fra lejligheden på Lumbyesvej til hus i Erritsø, da mor begyndte at arbejde igen, og ungdomsårene tog for alvor fart i Erritsø. Konfirmationen foregik dog i Christianskirken, da religionsunderviseren fra Markholt Olesen – Pastor Mølgaard – var præst her. Det gav så bekendte og venner fra den del af byen også. Og generelt tog det med at lære mange mennesker at kende fart for Ugens Kurt.

“Jeg fik mange venner i Erritsø. Jeg kendte allerede mange via sporten, da jeg både spillede badminton og fodbold i EGIF, men havde også mange venner fra min opvækst i Fredericia. Jeg husker også, at vi kom i Huset i Kongensstræde. Jeg tror, jeg lavede mit eget lysshow, da jeg gik til elektronik. Det var bare noget man skulle, og så gav det adgang til festerne. Dem var der mange af. Vi gik jo også til alkoholfri halbal i Erritsø Hallen, selv om de vist ikke var helt alkoholfri, som jeg husker det. Senere lærte vi at arbejde. Jeg fik job på rørfabrikken Tarco i Erritsø som arbejdsdreng. Min mor arbejdede også der. Vi lærte meget via det job, og vi fik et stort ansvar. Nogle gange kalkede vi vægge i en hal, men andre gange hjalp vi til med ting, de fastansatte arbejdede med. Det var vildt spændende, og en god arbejdsplads” fortæller Lasse.

Fra 1986 til 1989 var det Fredericia Gymnasium, der kaldte. En tid som Lasse aldrig glemmer. Minderne står stadig i kø, også den dag i dag, hvor hans ældste datter går på gymnasiet.

“Det var helt suverænt at gå på gymnasiet – både fagligt og socialt. Jeg har faktisk lige været derude med min datter, som går i 1.g – meget er forandret, men hold da op sikke nogle forhold de har, og Viggo – min gamle historielærer, han er der stadigvæk. Jeg husker også gymnasiet for lancier og meget andet. Jeg var også med til at arrangere de populære skiture, hvor vi sendte flere busser af sted til Østrig, og de blev så populære, at Handelsskolen også ville være med. Det var sne, sjov og massevis af gode timer,” fortæller Lasse.

Efter gymnasiet havde han et halvt år som slangetæmmer i civilforsvaret, og afsonede sin værnepligt. Han ville have været til Aalborg, men der var ventetid – og så meget tid havde han ikke.

“Jeg kunne først komme ind i Aalborg til foråret, men det ville jo kræve to sabbatår, så jeg fik plads som slangetæmmer i Haderslev. Det gjorde ikke noget. Vi lærte meget – ja, jeg tænker faktisk, at vi lærte nogle mere brugbare ting, når man lever i fredstid. Vi blev røgdykkere, redere og mange andre gode ting. Vores fællesskab og sammenhold var stærkt og vi lærte at tage ansvar og passe på hinanden,” lyder det fra Ugens Kurt, der også tjente penge, når ikke pligten og studierne kaldte. “Jeg arbejdede stadig på Tarco i ferierne og havde derudover vagter som postbud om lørdagen, og endelig var jeg bartender på Syv’eren, som jo var et af in-stederne dengang.  En fantastisk tid, og dengang var der jo massevis af steder at tage hen til, når man skulle i byen – lidt trist at de unge i dag ikke har samme muligheder i byen.”

Efterfølgende tog Lasse en HA på handelshøjskolen i Kolding, hvilket gav en boglig ballast, der klædte ham på til fremtidens job. Han ville have læst videre til Cand. Merc, men han endte med at vælge et job.

“Studiet var spændende nok, men det var bøger, bøger og flere bøger. Jeg boede i en ungdomsbolig på Frejasvej, og så kørte vi ellers til Kolding. Det var studier og fritidsarbejde for at tjene penge. Ellers gik livet med at passe sin sport og gå i byen med vennerne,” fortæller Lasse og fortsætter:

“Jeg havde en ide om et sabbatår efter HA’en, hvorefter jeg overvejede at bygge videre på uddannelsen med en Cand. Merc. Men sådan gik det ikke. Martin Bjeld og jeg arbejdede og sparede sammen i et halvt år, og til sidst havde vi råd til en jordomrejse med rygsæk. Jeg var skoletræt, så friheden ved at rejse var fantastisk. Jeg husker, at det var første gang jeg skulle flyve, og første tur var så en 11 timers tur til Los Angeles. Her havde vi i øvrigt en vild oplevelse, da vi overnattede i Hollywood under det store jordskælv i 1994. Motorvejsbroer og parkeringshuse styrtede sammen, og der ville have været tusindvis af døde, hvis ikke jordskælvet var sket klokken 4.30 om morgenen. Vi havde heldigvis tanket vores bil, så vi kørte tre timer mod danskerkolonien Solvang, hvor vi kunne få fyldt tanken op igen. Der var ingen strøm på vejen – alt var ramt af jordskælvet – og hele LA blev erklæret i undtagelsestilstand af præsidenten. Vi startede i USA, og derefter gik den over Hawaii, Fiji, New Zealand og Australien, hvorefter vi sluttede af i Asien,” siger Lasse og fortæller videre om sin begejstring for at rejse.

“Det var helt klart der, at jeg fik sulten på at rejse. Jeg elsker at rejse og deler heldigvis begejstringen med resten af familien, så vi rejser meget. Det er måske sat på en pause nu pga. Coronakrisen, men heldigvis nåede jeg lige at få opfyldt en gammel drøm om at stå på ski i Canada inden Coronakrisen for alvor satte ind. Faktisk var vi derovre, da Danmark lukkede ned d. 11. marts, men vi nåede heldigvis at komme tilbage inden alting gik i stå,” fortsætter Lasse.

Hvorfor er du glad for at rejse?

“Det at opleve, det at mærke og det at se, hvordan verden er så forskellig. Det får mig også til at sætte pris på det, vi har i Danmark. Jeg kom hjem i 1994, og planen var at læse Cand. Merc. Men jeg endte med at kigge efter et job i stedet. Jeg var kørt træt i bøgerne. Jeg gik egentlig efter et marketingjob, men de gode jobs hang ikke på træerne på det tidspunkt.  Jeg så, at KVIK søgte salgstrainees. Jeg havde svært ved at forestille mig jobbet – vi havde jo ikke rigtig køkkenbutikker i Fredericia på det tidspunkt, men jeg gav det en chance. Jeg ville også gerne prøve at bo i en anden by. Jeg blev ansat og startede i Aarhus, men jeg var der kun i seks måneder, inden jeg endte hos Preben som ejede Kvik i Vejle. Her tog det fart, og jeg lærte meget om fast inventar, byggeri, installationer, salg og meget mere. Preben var en fantastisk læremester. Samtidig mødte jeg min nuværende hustru, Lotte, som indledte forholdet med at fortælle mig, at hun havde fået job i en bank – i København. Så måtte jeg jo flytte med. Jeg var ellers flyttet fra Aarhus til Fredericia, fordi jeg arbejdede i Vejle, men kærligheden fik mig til at flytte med til København. Kvik fandt et job til mig i deres store butik på Gl. Kongevej, hvor jeg solgte københavnerkøkkener i stor stil. Der prøver man lidt af hvert. Fra 4. sals-køkkener til gas, skæve vinkler, bordplader der skal hejses op med kran og så videre. Det var både sjovt og lærerigt.”

Lasse gjorde det godt, og fik derfor lov at starte en butik op fra bunden i Roskilde, hvor han fik hans første ledererfaring. Han var bare 27 år, men det gik godt, og butikken voksede over forventning.

“Jeg lærte meget om mig selv og ledelse. Det gav andre aspekter af livet. Det var spændende, og det gik virkelig godt. Det gik faktisk så godt, at de begyndte at lægge mærke til mig på hovedkontoret. Kvik havde på det tidspunkt introduceret sine XL-skabe, og der var derfor en opgave i at få solgt restlageret af de udgåede skabe. Dette skete på lagersalg fordelt i landet, og det blev en kæmpe succes. Ja, vi taler om trafikpropper, så det var svært at lade sådan en succes stoppe, da restlageret var solgt. Jeg fik derfor til opgave at undersøge, om vi kunne videreføre succesen og sætte det i system. Lige en opgave for mig, da jeg jo havde “læst videre”, som Knud Troelsen (grundlægger og daværende ejer af KVIK) formulerede det. Jeg skiftede rollen ud som butikschef med at lave en markedsundersøgelse indenfor gør det selv-området, og udarbejdede dernæst en plan for, hvordan vi kunne gribe det an. Knud kaldte alle forhandlere sammen på fabrikken i Kibæk, og det blev vedtaget, at vi skulle i gang. Konceptet fik navnet KVIK Lagersalg, for at understrege forskellen til vores Kvik Køkkencenter-koncept. Knud gik derefter på talerstolen og proklamerede, at vi var klar til at levere om tre måneder,” fortæller Lasse og uddyber:

“Så fik vi travlt. Vi havde ingen organisation til det, ingen lokaler og ingen salgssteder. Jeg blev spurgt om jeg ville bygge konceptet op, men jeg havde ingen erfaring med indkøb, logistik og produktion, og det var nok heller ikke her min interesse lå. Samtidig boede jeg stadig i København, og det var tydeligt, at man som ansvarlig skulle bo tæt på fabrikken for at få det op at køre. Vi havde heldigvis en dygtig kollega på fabrikken med de rette kvalifikationer, og så blev han direktør for selskabet. Jeg fik i stedet ansvaret for salg og markedsføring, herunder opbygning af et landsdækkende net af lagersalg og udarbejdelse af alt salgsmateriale, markedsføring osv. Det var en travl tid, men også en sjov og lærerig tid hvor man følte sig som iværksætter. Vi byggede på kun 18 måneder hele 25 lagersalgsbutikker op, blandt andet i Fredericia. Kvik havde nu to koncepter. På de gule lagersalg praktiserede vi netto-tankegangen, hvor det meste var overladt til kunderne selv, men prisen var til gengæld helt i bund. I de røde køkkencentre var servicen anderledes i top, udvalget var større men produkterne også dyrere.”

I 1999 flyttede Lasse og hustruen tilbage til Fredericia. Kvik ejede stadig mange butikker selv, men indtjeningen i egne butikker var ikke god.

“Jeg var frisk på nye udfordringer efter at have bygget Lagersalgskæden op fra bunden. Jeg blev derfor hentet over i retailselskabet, som drev vores koncernejede butikker i de større byer – først som regionschef og efterfølgende som direktør. Ud over ansvaret for den løbende drift i butikkerne, lød opgaven også på åbning af nye butikker, samt flytning og ombygning af eksisterende butikker. Det var et stort ansvar som 30-årig, at have ansvaret for over 100 medarbejdere fordelt over hele landet og en omsætning på et 3-cifret millionbeløb. På det tidspunkt var franchise-kæder begyndt at dukke op mange steder, og ideen om selvstændige forhandlere i et stramt styret koncept tiltalte også KVIK, hvor man besluttede sig for at satse på denne konceptform. 

Vores egne butikker skulle derfor sælges til franchisetagere, og min opgave blev derfor at deltage i salget af butikkerne og sikre den bedst mulige drift i perioden. Det var min primære opgave i de par år, hvor jeg var med i direktionen. Samtidig nærmede Knud Troelsen sig de 60 år, og begyndte at tænke på tiden efter KVIK. Enten skulle KVIK sælges eller børsnoteres. Vi lavede derfor en 5-års plan som skulle gøre KVIK klar til næste step, og i den forbindelse fik vi i ledergruppen lov til at købe os ind i selskabet. Det var en god følelse at have en andel i det, man arbejdede for hver dag, og det var nok her min smag for at være selvstændig blev grundlagt.  I 2002 var mange af butikkerne solgt fra, og jeg havde gjort mig selv arbejdsløs. Jeg blev i stedet kædechef og konceptansvarlig, og var i perioden 2002-2005 med til at forme grundstenene til det koncept, vi kender i dag,” forklarer Lasse.

I 2005 købte svenske Ballingslöv aktierne i KVIK, og det resulterede i en pose penge til alle i ledergruppen. Men de mistede samtidig følelsen af at arbejde for sig selv, og det havde Lasse fået smag for. Han begyndte derfor at kigge sig om efter nye udfordringer.

Frank Jochumsen fra Fredericia drev på det tidspunkt KVIK-butikker i Fredericia, Kolding og Vejle. Han døde pludselig, og uden at det lå i kortene endte Lasse med at købe butikkerne.

“Det var trist og fuldstændig uventet. Jeg havde kendt Frank helt fra barnsben, da min mormor var nabo med Franks forældre, og jeg havde selv været med til at starte Frank op med lagersalget i Fredericia fem år tidligere, og havde solgt den koncernejede butik i Kolding til ham i 2002. Jeg var med til begravelsen, kun en uge før min hustru og jeg skulle giftes, så det hele var lidt surrealistisk. Vi blev gift og tog til Kreta på bryllupsrejse, og her blev jeg så ringet op af vores daværende direktør og spurgt om, jeg var interesseret i at købe butikkerne. Jeg havde jo givet udtryk for at jeg ville have nye udfordringer, og butikkerne lå jo ”i min baghave”.

Jeg tog en hurtig beslutning og skød de penge, jeg havde tjent på aktiesalget ind i de tre butikker. Det var forfra med mange ting. Nye medarbejdere, butiksombygninger, voldsom vækst og ja mange timer. Jeg skulle være synlig leder på fire adresser, da vores administration og samleværksted lå adskilt fra butikkerne. Jeg fik virkelig min sag for. Det lykkedes faktisk fint, og væksten de første år var høj, men jeg fik et dejavu fra min retailtid med koncernens egne butikker. Jeg kom også frem til, at jeg som leder fungerer bedst, hvis jeg er sammen med mine medarbejdere, og efter 3 år mistede jeg troen på, at det var det rigtige at have alle tre. Jeg ville hellere have én fantastisk butik end tre middelmådige, hvorfor jeg først solgte butikken i Vejle i 2009. Derefter drev jeg butikkerne i Kolding og Fredericia i et par år, inden jeg i 2011 også valgte at sælge butikken i Kolding, for at koncentrere mig om butikken i Fredericia. Den beslutning har jeg aldrig fortrudt, og det har været dejligt at komme tættere på både medarbejdere og kunder,” slutter Lasse.   

I dag er det også Fredericia, der er basen for Lasse Thomsen, når han sammen med sine medarbejdere leverer køkkener, bad og massevis af andre løsninger til kunderne i hele Lillebæltsområdet. 25-års jubilæet med KVIK blev markeret i efteråret, og på den måde har KVIK og køkkenbranchen været omdrejningspunkt for Lasses arbejdsliv i mere end halvdelen af livet.

Hjemme nydes livet med hustruen Lotte, hvor børnene er vokset. Amalie på 16 går i gymnasiet, og Caroline på 13 går i 7. klasse på Erritsø Fællesskole Afd. Bygaden. Sportsligt er det slut med fodbold og badminton, da knæet ikke kan holde til det, derimod er det mountainbiken, der kalder på Lasse.

“Det er mere mig. Præcis som jeg aldrig endte med at bruge skiene til langrend, så bruger jeg heller ikke min cykel på landevejen. Der er noget ved mountainbiken, der minder mig om slalom. Det er fart, men også teknik. Det er forhindringer, du skal forbi, og du er ”på” hele tiden. Det er lige mig. Det var faktisk også sportsligt, at jeg mødte Lotte. Vi fandt hinanden i Fredericia Helsecenter. Der kom vi meget i vores unge dage, så det er helt vemodigt at se, at bygningerne for nylig er blevet revet ned” siger Lasse med et smil.

KVIK Lillebælt er i dag en solid forretning med gode loyale kunder på både privat og erhvervssiden. Erhverv udgør næsten halvdelen af forretningen, og man er markant større på erhverv end de gennemsnitlige KVIK-forretninger i resten af Europa.

“Der er ingen tvivl om, at byens håndværkere og udlejere bakker op om os, og det er vi meget taknemmelige over,” siger Lasse.

Vi slutter interviewet – det er blevet tid til et skypemøde for Lasse. Coronatidens nye dille. Jeg takker for kaffen og Lasse ønsker mig en god dag.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer