Han er 40 år og gift, han har været i felten som udsendt i Irak og Afghanistan. I dag har han kronisk posttraumatisk stress syndrom (PTSD) og bruger tiden på sønnen Tristan, hans kone, løb og Krigsveteranlandsholdet i fodbold. Ugens Kurt er Lars Christian Stæhr Wolff.

Efteråret har for alvor ramt Fredericia. På den korte gåtur fra  vores kontor i Riddergade til Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade kunne jeg mærke kulden. Indenfor på kaffebaren sad Lars allerede klar. Som altid havde Lars shorts på, da han føler sig mest komfortabel i det, og det knap så varme vejr var heller ingen hindring for, at Lars skulle have en iskaffe med karamel. Selv fik jeg varmen med en helt traditionel sort kaffe.

På kaffebaren var også FC Fredericias anfører, Christian Ege Nielsen. Som fast stadiongænger bemærkede Lars det, og talte lidt med Ege, og så var det tid til at høre om Lars’ liv, der startede på den københavnske vestegn. 40-årig Lars blev født d. 2. januar 1980 på Glostrup Amts Sygehus, og boede på Hvissingevej med hans forældre indtil han var to år, hvor de flyttede til Vigersted, der ligger nær Ringsted.

»Det var en tryg barndom, hvor vi var en middelklassefamilie. Vi manglede ikke rigtig noget, og det har altid ligget mine forældre på sinde, at vi skulle have det trygt. Vi skulle ikke blive glade af materielle ting, men af kærlighed,« siger Lars.Inden vi for alvor gik igang med at snakke fortalte Lars, at han er Brøndby-fan. Med en opvækst på Vestegnen giver det god mening.»Min far tog mig med på stadion i 1986, så har det stået på lige siden. Det har været en fast bestanddel af mig, og jeg startede også til fodbold, og spillede på et rimeligt niveau indtil jeg kom i militæret,« siger Lars.

Hvordan var skoletiden?

»Det var kedeligt. Jeg ville spille fodbold i frikvartererne, og jeg er aldrig kommet let til det, men jeg kæmpede mig til en 9. og 10. klasses eksamen,« siger Lars og fortsætter:»Jeg var meget optaget af fodbold, og var ikke med til festerne, da vi nåede til den alder. Jeg blev lidt mobbet med det, og fik nok af det og sagde til mine forældre, at jeg ikke ville gå der mere. Jeg kom på privatskole, og tog 10. klasse på Strib Idrætsefterskole. Det modnede mig helt vildt.«

Efter endt efterskoletid kom Lars igen hjem, og han endte med at spille for Køges ynglingehold.

»Jeg spurgte om jeg kunne komme til prøvetræning. Efter en måned kom jeg på førsteholdet, og spillede med Martin Retov, der nu er assistenttræner i Brøndby. Søren Larsen var også på holdet. Til en træning et par dage før en kamp, så var der ti minutter til træning. Vores venstre back var skadet, og jeg stod til at skulle spille pladsen. Tredjevalget på venstre back gik ind i en tackling og stemplede mig, og det gav et brud på anklen. Jeg var ude i fire måneder, men kæmpede mig tilbage og fik 12 kampe inden, at vi rykkede op som senior. Martin Retov, Søren Larsen og Lars Møller var de eneste, der kom på kontrakt på seniorholdet. Resten kunne spille for Serie 2-holdet, men det gad jeg ikke og tog derfor hjem til barndomsklubben og spillede Sjællandsserie.«

Som 20-årig startede Lars’ militærkarriere. Han blev værnepligtig, men faktisk var det slet ikke planen.

»Jeg trak et frinummer og ville ikke ind, da  jeg var millitærnægter. Så pressede min far mig. Min far havde været inde ved Forsvarets Sanitetsskole (FSU) på Jægersborg. Han sagde, at jeg skulle aftjene værnepligtig . Det fortryder jeg ikke i dag. Jeg nåede at være der i ti måneder. De tre måneder var på Jægersborg, og så røg jeg på  Sergentskolen i Aalborg, hvor jeg gennemførte GSU (Grundlæggende Sergent Uddannelse). Jeg kom tilbage til min deling, men der var ikke noget at lave, og derfor kom jeg i Momentstyrke og gjorde min værnepligtige tid færdig,« siger Lars og kommer ind på tiden efter værnepligten:

»Jeg søgte arbejde hos et entreprenørfirma, hvor de rev en rockerborg ned i Sydhavnen og fik det. Det var ikke helt mig, så jeg søgte ind ved GHR 1, sjællandske telegraf kampagne, i Slagelse, men da jeg skulle til optagelse der, rykkede det til Fredericia. Det var i 2001, og siden har jeg boet i Fredericia.«

Hvordan var Fredericia dengang?

»Det var en smuk by, som jeg var fascineret af , når jeg løb på volden og langs stranden. Mange jeg arbejdede sammen med sagde, at det var kedeligt, men jeg følte mig tilpas. Der var ikke nogen københavnerattitude her, og alle var lige. Det var roligt, og det kunne jeg godt lide.«I forbindelse med, at Lars flyttede til Fredericia fortsatte han med art spille fodbold, og spillede i flere af de nærliggende klubber.»Jeg startede med at spille i Middelfart i Fynsserien. Jeg kom i førsteholdstruppen uden at spille kampe for dem, men jeg havde svært ved at indordne mig under træneren og skiftede derfor til F’erne, hvor jeg spillede i Serie 1. Der fik jeg spillet førsteholdskampe og så nåede jeg at spille lidt i KFUM inden, at jeg blev udsendt til Irak,« siger Lars.

Lars var en del af hold 2, der var afsted fra 2003-04, og selvom det kan virke voldsomt at få opkaldet, at så er det nu. Så var Lars og delingen klar på det.

»Vi var meget afklaret, fordi vi havde trænet med den gruppe og var sammentømret i 1-2 år. Pludselig kom der et statement fra Aalborg, der ikke kunne stille holdet og chefen kendte dem, så de sagde vi kunne stille med vores deling. Den der havde det sværest var min far, min mor var herovre en uge inde og var med til at gøre det sidste klar til mig. Vi talte om tingene, og hvad der ventede mig, og jeg skrev det brev man skulle skrive. Så tog vi afsted og var syv måneder der,« siger Lars.

Lars kalder det en god tid i Irak, bortset fra en enkelt episode, hvor han blev overfaldet og var tæt på at gå bort.

»Jeg var kolonnefører for delingen. Vi havde en sergent, der havde svært ved at køre med, og jeg tog derfor hendes tjans. Vi kørte et sted hen og jeg sagde, at det eneste vi skulle have styr på var at tom emballage skulle af, og det nye skulle fastspændes så vi kunne gå til frokost. Jeg ordnede transportdokumentet som altid, og vi var klar til at gøre tilbage efter halvanden time. Vi kørte hjem, og procedure var, at vi skulle køre alle køretøjer ind samtidig så vi ikke blev udsat for snigskytter.«

»Jeg så, at hele konvojen holdt i maingaten. Jeg tjekkede derfor, hvad der skete. Der var en Overkonstabel, der sagde, at pågældende person ikke gad at høre efter og var kørt over for at tanke. Jeg sagde, at jeg nok skulle tage den med ham og fortalte ham, at han skulle indordne sig. Han var ikke tilfreds og var helt oppe at køre. Jeg tænkte, at jeg ville tale ham ned, men det kunne jeg ikke.«

»Efter et stykke tid var vi omme bag en lastvogn. Han kunne ikke lide, at andre kunne se os, og så sagde han, at han ville klappe mig en. Pludselig løb han og slog ud efter mig. Jeg ville parere slaget, men jeg fik ikke gjort det nok, da jeg fik en på tændingen. Jeg ville ikke slå efter ham, da jeg så ville blive sendt hjem, og jeg forsvarede mig derfor kun. Vi lå på jorden, og han lå og slog løs på mig indtil, at en kammerat kom og hev ham væk. Han hev ham væk ,ved at at tag fat i overfaldsmands bælte, men pludselig knække  det, og så fik han fat i mig igen. Der tog han kvælertag og jeg var væk i 20-25 sekunder, men så tabte han sine briller og så kunne han ikke se noget. Jeg nåede at tænke, at jeg skulle dø, og havde han ikke tabt brillerne var det sket,« siger Lars og fortsætter:

»Jeg gik direkte over til Sergenten og sagde, hvad der var sket. Jeg var helt oppe at køre og rasende. Han (overfaldsmanden, red.) kom løbende, og jeg troede, at han skulle have skideballe. Så begyndte delingsføreren at spørge om, hvorfor vi to skulle slås. Jeg blev sur og sagde, at jeg ikke havde gjort noget. Han blev bedt om at gå over på sit værelse, og nogen timer efter blev vi kaldt itl briefing, hvor han røg i den røde stol og blev stablet til.«

»Inden vi blev udsendt blev det sagt, at han var psykopat, men der havde de sagt, at han var en god soldat og han derfor skulle med. Jeg er bare glad for, at det ikke skete for min fører. Han blev sigtet for grov vold, men det værste var faktisk, at da missionen var slut, at så havde den nye chef havde valgt ham til at skulle hente os som straf. Jeg sagde, at jeg ikke ville køre med ham og ville slå ham ihjel. Jeg fik lov til at flyve videre til København, hvor mine forældre kom og hentede mig.«

»Da jeg kom tilbage i kompagniet efter nogle måneder hjemme var han der stadig. Jeg sagde, at det enten var mig eller ham. Han havde været så tæt på at tage livet af mig, og var ikke blevet fyret. Han endte med at ryge over til et kompagni, som vi samarbejdede med. Han endte med at få 3000 kroner i bøde og fem års karantæne, og så var sagen ligesom lukket ned, fordi det ikke skulle frem, at danske soldater slås i udsendelsesområder. Han skulle have været mentalundersøgt inden, at han blev sendt afsted.«

»Efter et halvt års tid blev jeg ringet op og spurgt om jeg ville ændre forklaring, fordi han påstod, at jeg havde skubbet ham. Jeg sagde, at jeg stod ved hvad jeg havde sagt, og sagde, at sagen skulle lukkes ned. Den dag i dag har jeg det sådan, at det der har gjort mig syg er, at jeg gik op ad ham og tænkte på om han kunne finde på at gøre det igen. Alt er blevet politianmeldt, og jeg har fået lavet en skadesrapport, så der er ikke noget at komme efter. Jeg er skuffet over mit eget regiment, der var så large overfor ham.«

Efter udsendelsen til Irak har Lars efterfølgende været i den afghanske by Kabul fra 2005-06.

»I Afghanistan kom daværende oberst og jeg tænkte, at jeg skulle have en snak. Da jeg så sagde hvad der var sket så sagde han, at jeg kunne genoptage sagen, men jeg kunne ikke engang overskue mine egne erstatningskrav,« siger Lars, der også nåede at arbejde på Grønland:

»I 2007 blev jeg bedt om at komme til at andet kompagni. Jeg havde omkring 3-4 hold konstabelelever til fysisk træning. De synes, at det var en god idé med min baggrund, hvor jeg havde taget kurser indenfor det. Jeg blev spurgt om jeg ville til Grønland og jeg sagde ja. Deroppe kunne jeg mærke, at det gjorde noget godt med frisk luft og højt til loftet. I en lang periode gik jeg ikke til psykolog, fordi jeg havde det godt. Jeg fik tilbuddet om at blive der i to år, men jeg sagde nej, og det fortryder jeg. Min ex synes det var lang tid, og derfor besluttede vi, at jeg ikke skulle,« siger Lars og fortsætter:

»Lige indtil omkring det sidste hold knækkede jeg lidt og blev sat ned i tid og røg ned i 30 timer. Det begyndte at krakelere indenfor den her machoverden og kommunen ringede, da de kunne se, at jeg var blevet sat ned i tid. Jeg spurgte hvad de ville, da det undrede mig, når jeg havde et job og jeg fortalte så hvad der var sket. Kommunen ville have mig ned til en snak om arbejde, selvom jeg ikke helt forstod hvorfor. Jeg tog ind til Jobcentret til en samtale i arbejdstiden, og gik selv op ad trapperne. 12 damer sad i et rum og talte, og så sagde jeg, at en af dem ville tale med mig. Vi gik ind i et rum, og jeg sagde det skulle stoppe, fordi jeg var i job.«

»Jeg kunne tage uddannelsen på tre år, og blev optaget på Jellings Pædagogseminar. Alt gik fint i de første 8-9 måneder, men så kom der prøver. Jeg blev overophedet batterimæssigt over en opgave. Jeg var i tvivl om nogle ting, og så knækkede filmen. Jeg kastede rundt med ting, og min ex blev bange. Vi kontaktede min fagforening, der havde et forløb, som hed livlinen og de kunne rykke ud, hvis man havde en traumatisk oplevelse. Hun kom kørende fra Esbjerg, og var hos os i tre timer. Det var virkelig dejligt, at hun kom. Dagen efter talte jeg med hende om hvad der skulle ske, og der fortalte hun, at hun havde afmeldt mig fra studiet, fordi jeg skulle have ro og mit PTSD var i udbud.Jeg vidste slet ikke hvad det var, og min ex var gravid. I sommeren 2011 fik vi vores søn Tristan, og der var jeg lige knækket. Jeg har i dag et godt forhold til ham, og også et godt samarbejde med min ex.«

»Jeg gik sygemeldt til slutningen af 2012, hvor jeg startede på arbejde og blev skilt fra Tristans mor, fordi jeg skulle bearbejde mit PTSD. Det er i det hele taget fint nok. I 2014 og mødte jeg min nye kone og lige derfra har det været en rejse. Der har været bump, men det har heldigvis været med en stigende kurve,« siger Lars.

I dag er Lars meget aktiv med løb, og det startede i 2013.

»I 2013 kom jeg med omkring Team Veteran og løb maraton i Washington. Det er en rigtig givende tid. Jeg løb mit første marathon og tænkte, at det var første eneste og sidste gang. Jeg mødte en veteran på hjemmet, og sagde, at han skulle til New York og løbe. De kom ikke til at løbe, da det blev aflyst, men man kunne løbe i centralpark. Jeg blev spurgt om jeg ville komme med derover og jeg tænkte det kunne være fedt. Jeg var ikke i god form, men jeg tænkte, at jeg ville melde mig til konceptet. Jeg endte med at løbe mit andet marathon i København, og da jeg kom var det sådan, at jeg tænkte over hvad jeg ville med mit liv.«

»Jeg satte et mål om at løbe 100 maraton inden, at jeg bliver 50 år. I 2017 var jeg i USA igen, hvor jeg løb mit nummer 50, men så spillede jeg fodbold med drengene fra Vordingborg. Der var DM i Fredericia, og så rev jeg akillescenen over og var ude i et års tid. Jeg havde fået at vide, at jeg ville være heldig, hvis jeg skulle løbe fem kilometer efter et år, men jeg begyndte i stedet at løbe halvmarathon, hvor jeg har sat som mål at løbe 100 i 2022. Sidste søndag løb jeg mit nummer 60 til Randers Fjord.«

Før sommerferien i år tog Lars’ liv en ny drejning. Han havde i nogen tid hjulpet sønnen Tristans fodboldhold i EGIF Fodbold, og nu er han blevet fast træner for holdet.

»Det er sådan noget som det, der holder mig oppe. Jeg havde været hjælpetræner for dem i nogle måneder, og blev spurgt om jeg ville være det fast. Det giver god kvalitetstid med min søn. Han synes, at det er stort, at det er far, der træner dem. Jeg har faktisk altid været modstander af, at man træner ens barn, fordi det kan give forfordeling. Jeg har derfor valgt, at han behandles ligesom alle de andre. Det har så medført, at Tristan har sagt, at jeg er en hård træner til min ex, men det er rigtig dejligt at tilbringe tid med ham og drengene,« siger Lars, der også har et andet projekt kørende:

»Jeg er meget aktiv omkring Krigsveteranlandsholdet i fodbold. Det er et projekt, der betyder meget for mig. Jeg synes, at det er rigtig fedt at være en del af. Lige på det punkt har Corona været god, da vi har brugt tiden på at bygge konceptet rigtig godt op,« slutter Ugens Kurt, Lars Christian Stæhr Wolff.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer