Han har siddet i den varme stol i et år, hvor han helt uventet fik borgmesterposten i Fredericia Kommune. Ugens Kurt landede på forsiderne af de danske aviser, og har som ærke-fredericianer gennem 20 år kastet sig ind i kampen om den lokale vision for Fredericia.

Når han går gennem gaderne, er der en del, der genkender ham. Det er svært at undgå, når man har haft den korteste borgmestertid i mands minde i en by med knap 50.000 indbyggere. Men det er med oprejst pande at Kenny Bruun Olsen fortsat er med i spidsen af Venstres byrådsgruppe, for han har ikke tænkt sig at lade ambitonerne for fremtidens Fredericia ligge.

»Jeg har altid været Fredericia-dreng og er da født indenfor voldene. Så hele byen er i mit væsen, og efter jeg blev politisk aktiv, er det for mig helt selvskrevent at engagere mig i byens ve og vel«, siger Kenny.

Han ankommer 5 minutter før tid til Kurs Kaffebar, hvor han straks hilser til højre og venstre på folk han kender. Som oftest er han ‘lige ud af posen’. Han spørger ind til ting og vil vide noget.

Kenny Bruun Olsen er født i august 1962 i centrum af Fredericia. 3 år senere flytter familien ud til Skanseparken, hvor Kenny vokser op. Det blev en pænt stor familie med 5 børn i alt, så han fik 4 søskende. Han mor var hjemmegående, mens hans far var maskinarbejder på Voss.

»Jeg kommer faktisk fra det man kunne kalde en arbejderfamilie. Politik fyldte ikke ret meget i mit barndomshjem, og mine forældre kom i kirken hver søndag. De stemte heller ikke på socialdemokratiet, selvom næsten alle andre gjorde det dengang. Måske var de lidt mere til den blå side«, fortæller Kenny.

Han fandt selv ud af, at han var til den blå side. For ham var det noget med at tage ansvar for ens eget liv, der fyldte enormt meget i ham. Han mener også at det er derfor, han sprang ud som selvstændig senere i livet eller flyttede tidligt hjemmefra. I skolen gik det fint. Han havde ikke langt til Skansevejens skole, der dengang var meget stor med 1187 elever. Kenny var glad for at gå der, men han tog alligevel de sidste to år på en efterskole i Kolding, hvor han sluttede af med en 10. klasse:

»Jeg fik så meget ud af at gå på efterskole, så det var jeg vanvittigt glad for. Jeg synes at alle unge skulle prøve det, for man udvikler sig meget sådan et sted. Det gav mig ihvertfald et stort fundament, som jeg har brugt resten af mit liv«.

I 1979 var han færdig med skolen. Hans far satte sig ned og snakkede med ham, og sagde:

»Du ligner en der kan noget med teknik, Kenny«.

Det syntes Kenny lød rigtigt, og det blev sådan. Han kom i lære som elektriker, hvor han var på bryggeriet. Det var en spændende tid, og han havde allerede forlængst fundet ud af at køre på en knallert der både var boret, hakket og den slags. Elektrikerfaget var han glad for, og det var også et erhverv der er og bliver, hvor det er.

I fritiden begyndte Kenny at interessere sig for musik. Det gik han enormt meget op i. Dengang var han 14 dages lønnet, og den første uge efter lønudbetaling, så blev der købt plader og spist godt. Det kneb mere med den anden:

»De der plader var rasende dyre. Og så kom jeg også på Stargrillen, hvor vi var enormt glade for flippermaskinerne. Så efter en uges tid, var det vand og mel. Faktisk kan jeg huske engang, hvor jeg var sulten, men ikke havde en krone. Så det endte med verdens tykkeste pandekage. Jeg havde ikke nogen ovn. Kun en stegepande og en kogeplade. Så pandekagen blev lavet, og den var godt nok hård, men spist blev den altså«, griner Kenny.

Musikken fyldte så meget at han også begyndte at spille i et band. Først spillede han guitar, men så bagefter bass hvor man kunne være lidt mere anonym. Bandet spillede blandt andet på Generalen. Kenny var ikke specielt begejstret for at stå på scenen, hvor de spillede rock og pop. Men han gjorde det.

Da han er 21 år gammel møder han pludselig en pige, der er lidt yngre. De finder ud af at det er de to, og allerede da han er 23 år gammel bliver de gift. Det har de været lige siden. I alt er det blevet til 35 år som mand og kone, og dertil er der kommet 5 børn.

»Jeg vil så sige, at når man når til nummer 5, så skal man altså have en større bil«, siger Kenny.

Men han er glad for sin familie, og det er tydeligvis her, han henter sit overskud. Også til udfordringerne, og dem er der kommet nogle af undervejs. En af dem var da han som 34 årig kom ud for en ulykke, der krævede at han måtte gennem en revalidering. Han fik skåret scener og nervebaner over. Det endte med at han udbyggede sin elektrikeruddannelse, så han også blev installatør og stærkstrømstekniker.

»Det giver nogle gode kvalifikationer, så man kan stå for projektledelse og ikke nødvendigvis med det tungeste arbejde. Efter at jeg havde været elektriker i mange år, blandt andet ved ABB, så kom jeg på nye eventyr«, fortæller han. Ved siden at hans arbejde, familie og interesse for musik, kom han også til at være aktiv indenfor menighedsarbejde. For nogle år siden da Sct. Michaeliskirken havde stort jubilæum, fik han mulighed for at tage imod dronningen, og det synes han var en stor dag.

Men det store politiske eventyr startede egentlig ret beskedent i 2003. Indtil da havde han ikke været specielt politisk, men det skulle ændre sig markant. Det hele startede dog lidt tidligere, nemlig i 2001:

»Da Anders Fogh kom til magten i 2001, blev jeg virkelig grebet af det. Det talte til mig, og jeg begyndte at tænke mere over det politiske og hvad der driver vores samfund rundt. Jeg tænkte over at melde mig ind i partiet, men først nogle år senere kom det til at ske ved en tilfældighed. Jeg var ude i messecentret, og der havde Venstre en stand sat op. Så jeg meldte mig ind«.

Kenny Bruun Olsen blev hurtig grebet af politik og allerede i 2005 stillede han første gang op til kommunalvalget i Fredericia Kommune. Det blev til 109 stemmer, og han blev 3. suppleant. Men han kom ind i Venstres bestyrelse i Fredericia, og her lærte han alle partifolkene at kende. På det tidspunkt lå det ikke i kortene at Fredericia kunne få et politisk systemskifte, men det ændrede sig markant da den lokale partiforening fik den fremadstormende og unge Thomas Banke ind:

»Thomas ville noget, og han kunne formulere sig. Så da vi nåede til sagen om skibsværftet, kom der pludselig vind i sejlene«, siger Kenny.

Den vind endte med en sand paladsrevolution, hvor Venstre fik magten i en af landets mest ærkesocialdemokratiske kommuner. Før den tid havde det nærmest været utænkeligt at socialdemokraterne ikke sad på magten, forklarer Kenny Bruun Olsen. Det var også svært for Venstrefolkene at tro på det, indtil de pludselig stod med resultatet i hånden:

»Det var helt vildt. Jeg mener virkelig – helt! Da vi fik magten og kommer ind og bryder socialdemokraternes monopol, er alt bare euforisk. Uffe Steiner (A) og Jane Findahl (F) forstod nærmest ingenting, da vi bagefter sad med dem i opposition. Det havde de ikke regnet med. Så der var meget nyt i det, også for mig«.

Kenny Bruun Olsen kommer ind i kommunalbestyrelsen for første gang, og på samme tid som Venstre får borgmesterposten i Fredericia Kommune. Meget skulle læres, og meget skulle udtænkes. Det var nye tider for Fredericia og Venstre i Fredericia. Set i bakspejlet er der dog også ting, som han fortryder rent politisk:

»Måske skulle vi have været bedre til at række ud til oppositionen. Men når man pludselig får magten efter en evighed med det samme styre, så vil man noget nyt. Det var jo det, vi var gået til valg på. Omvendt, så tror jeg Jacob Bjerregaard har haft et solidt grundlag gennem årerne, fordi han har rakt ud til oppositionen og fået mange inddraget i de politiske beslutninger. Vi gik nu med oprejst pande dengang, og jeg synes faktisk også at Thomas Banke gjorde det rigtig godt som borgmester, indtil problemerne pludselig dukkede op«, siger Kenny stilfærdigt.

Det var netop den daværende borgmesters personlige problemer, der kastede Kenny Bruun Olsen ind i løvens hule og han fik smidt borgmesterkæden om halsen, næsten før han kunne nå at bøje hovedet. Da Thomas Banke måtte forlade posten ledte Venstre efter en ny borgmesterkandidat i deres rækker, og valget faldt på ham. De fleste troede det skulle være Peder Hvejsel, men han pegede på – Kenny Bruun Olsen. Nu var det Kenny, der endte med opgaven. Fra landsledelsen havde man også sendt en konsulent, der var med til at vurdere spørgsmålet. Og her blev resultatet at Kenny havde opbakning i Venstre og var kvalificeret. Nu manglede han kun familien:

»Jeg gik hjem til min kone og sagde, at det var sådan landet lå. Jeg kunne blive borgmester«.

For ham var det vigtigt at familien bakkede ham op. Hans kone var ikke specielt begejstret for ideen, men hvis Kenny gerne ville være borgmester, så skulle han det. Så han endte med at sige ja.

»Så begyndte det jo. Ja, allerede før problemerne med Thomas Banke, så var ‘de røde’ jo enormt gode til at skyde os ned. Jeg vidste heller ikke noget om at forhandle dengang jeg lige var kommet ind i byrådet, så der var meget vi fik lov til at gå og slås med. Der er heller ikke meget man ved, når man kommer ind første gang. Husk på at vi overtog magten under finanskrisen. Vi røg direkte ud i en økonomisk krise på verdensplan, nationalt og lokalt! Kommunen havde nærmest ikke opdaget at vi manglede en del penge. Så enten fandt vi nogle penge ved at spare – eller også blev vi sat under administration. Vi sparede faktisk 360 millioner kroner. Det er derfor, vi i dag har en solid økonomi i Fredericia Kommune«, mener Olsen.

Første dag han skulle møde op på kommunen som borgmester var det dog ikke økonomien, der fyldte i hans hoved. Tumulten for Venstre havde været stor. De lokale problemer havde fået landspolitisk opmærksomhed og Kenny var valgt som manden, der skulle genskabe ro og fremtid. Dagspressen og de landsdækkende tv-stationer havde kørt løs og nu sad Kenny Bruun Olsen i spidsen for Venstre-holdet, der havde været gennem den store tur i vaskemaskinen. Hvordan kunne han løse opgaven så alle blev tilfredse?

»Den første dag som borgmester var helt speciel. Først og fremmest var jeg stolt over, at jeg havde fået opgaven og ansvaret. Dernæst var jeg enormt ydmyg overfor det jeg skulle, så jeg var meget optaget af at få styr på alting. Desværre viste det sig at vi ikke havde ro i blå blok. Det var svært at skabe enighed. Samtidig spøgte alle vennerne fra den borgmester jeg afløste, og i den sidste ende faldt alting jo fra hinanden«, siger Kenny Bruun Olsen.

Mediesagen om Banke blev en negativ ballast, som Venstre i Fredericia skulle slås med. Da Jacob Bjerregaard kom ind på scenen som borgmesterkandidat, fik socialdemokraterne tilført en helt ny energi. Efter et succesfuldt valg som Folketingskandidat kunne Bjerregaard tage til Fredericia og genindtage en af de socialdemokratiske højborge. Da kommunalvalget blev afholdt mistede den blå blok flertallet, og efter kun et år på posten sluttede Kenny Bruun Olsens tid som borgmester.

Det nagede ham i flere år at forløbet blev så kaotisk. Ikke mindst at det ikke lykkedes at holde sammen på den blå blok og valgforbundet. Men han besluttede at gøre rent indeni efter nederlaget:

»En dag satte jeg mig ned og skrev det hele ned. Hvad jeg kunne huske, hvad der var sket og hvem der havde sagt hvad. Det blev til 60 sider. Så sagde jeg til mig selv at nu ligger det her. Og så kom jeg videre«.

Efter nederlaget til Jacob Bjerregaard og socialdemokraterne i 2013 søgte Kenny Bruun Olsen ikke længere lederrollen. Til gengæld ville han bruge sin erfaring til at hjælpe og støtte kommende Venstre-kandidater. Og han fandt i Venstres nuværende borgmesterkandidat noget at tro på:

»Jeg ser i Peder Tind en borgmesterkandidat, der virkelig har evnerne og potentialet. Han har det i sig. Derfor skal han også have opbakning. Jeg tror på det. Vi lider i Fredericia meget under at folk ikke flytter til vores by. Vi har en difference på ca. 4000 pendlere som hver dag kommer fra andre byer og som tager ca. 200 mio. skattekroner med tilbage, dem kunne vi godt bruge. Det er også selvforstærkende når folk flytter væk. Vi falder også i indbyggertal. Det finder jeg helt forkert, når vi er en by der på grund af vores beliggenhed og muligheder burde ligge et andet sted i statistikkerne«, siger Kenny med passion.

For ham er fredericianerne enestående, og han ser borgerne som hjertelige på mange punkter og for det meste som åbne. Den positive ånd vil han gerne have bragt ud til det politiske og de visoner, han ser for Fredericia.

»Vi kan bare se på Børkop, hvor de bygger og bygger. Folk flytter til! Vi er nød til at se på problemet i Fredericia og forsøge at definere en strategi, der kommer til at virke hurtigt. Vi lider under nethandel og at folk gerne kører til Kolding for at handle. Selv sidste år hvor teateret fortsat var vores trækplaster, var der tilbagegang. Så alt i alt skal visionerne frem, og det mener jeg Venstre har. Faktisk tror jeg også på at vælgerne vil tænke det samme. Ved sidste Folketingsvalg var der blåt flertal i Fredericia. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi kan omsætte det til lokalpolitikken. Men ærlig talt, så synes jeg vi er på rette vej. Vi har et virkelig stærkt hold og en fremragende borgmesterkandidat. Vores nye valgforbund med de andre borgerlige politikere er lige præcis det, der skal til for at vi kan lykkes med at få borgerligt flertal i Fredericia en gang til«, slutter Kenny Bruun Olsen.

For manden der ikke var selvskreven til at være hverken borgerlig, politiker eller borgmester, er der slet ingen tvivl om at han i dag som 58 årig er et politisk menneske. Han glæder sig allerede til det kommende kommunalvalg, hvor han tror på fremgang for Venstre. Kenny takker for kaffen, og går over mod rådhuspladsen, hvor han engang har siddet på den øverste post i kommunen. På vej hjem vinker han farvel, mens han smiler og straks støder ind i flere folk, han skal hilse på.

Næste gang der er valg, vil han gerne være den, der hjælper den nye Venstre-borgmester med at få alle de blå visioner til at køre. ■

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer