Forside Erhverv Ugens Kurt: Kai Jensen

Ugens Kurt: Kai Jensen

DEL
Kai Jensen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Kai Jensen driver Cykel Service på Venusvej på 38. år. Han er gift med Winnie, men hvem er personen Kai ellers og hvad venter der i fremtiden? Bliv i denne udgave af Ugens Kurt klogere på Cykel Kai.

I folkemunde går han under navnet Cykel Kai, og efter jeg havde interviewet ham var der flere, som spurgte: “Var det ikke Cykel Kai?”. Ganske rigtigt, det var Kai, som lige var inde på Kurt’s Kaffebar.

Det rigtige navn er Kai med det folkelige efternavn Jensen. Han er 66 år gammel, og han driver Cykel Service på 38. år, men Kais livs startede tilbage for 66 år, hvor han voksede op nær, hvor Skærup Zoo ligger den dag i dag.

Skolegangen havde Kai på Smidstrup Skole, da den åbnede og så gik turen videre til Pjedsted og Havndal, inden Kai sluttede de sidste to år af på Egumvejens Skole.

“Vi havde det sjovt, og dengang var man ret mange i klasserne, så der var fuld fart på,” erindrer Kai.

Hvordan var det at gå ud af skolen?

“Det var en stor ting. Det var det, der var målet, og så skulle jeg i lære bagefter. Jeg havde allerede fundet mig en læreplads som automekaniker, som jeg startede på d. 1. august 1968. Allerede inden da jeg startede i 1966 ved Ingemanns Boghandel som bydreng, og så var jeg cykelsmed, hvor jeg gik og lappede cykler om morgenen inden jeg tog i skole,” siger Kai og kommer ind på, hvordan det var at starte op med at lappe cykler:

“Det var et job, der gav penge, og det var der, at min karriere som cykelsmed startede. Jeg fortsatte i mange år med at lappe cykler om morgenen, inden jeg tog på arbejde. Derfor er min hverdag altid startet klokken 5 om morgenen.”

Hvordan var det at stå så tidligt op?

“Det er en vane, som var en del af min daglig dag. I dag står jeg ikke op før klokken 6, med mindre der er noget, som jeg skal nå,” siger Kai.

Efter tiden i lære som automekaniker tog Kais liv en ny drejning, da han var en tur i militæret.

“Jeg var i et år på flådestation Grønnedal, og det var rigtig fint. Det var et sted, hvor man blev voksen, da der ikke var noget der hed mobiltelefon dengang. Så for at komme i kontakt med dem der hjemme skulle man sende et telegram eller brev. Man kom ikke hjem i de tolv måneder, så man stod virkelig på egne ben der,” siger Kai og kommer ind på, hvad han lavede efter militæret:

“Jeg kom hjem og lavede lastvogne i et halvt år, inden jeg blev headhuntet af Nordisk Diesel i København, hvor jeg var i ni år. Derefter købte Winnie og jeg cykelforretningen d. 1. marts 1981.”

Lever af sin hobby

Kai og Winnie åbnede til at starte med på Vejlevej 53, og derefter tog det fart for dem.

“Det var min hobby, som jeg begyndte at leve af. Det var noget jeg kunne lide. Jeg har aldrig følt, at jeg har gået på arbejdet – jeg har passet min hobby. Det er det, der har været den drivende kraft igennem de 38 år,” siger Kai.

Hvordan har udviklingen været med de forskellige ting i butikken?

“Der er sket mange ting. Fra de almindelige standardcykler til racercykler, og så kom mountainbike som det helt store. Inden for faget er der sket en kæmpe udvikling med elektronikken og el-cykler i massevis. Det har været en sjov og spændende udvikling. Når du møder på arbejde om morgenen, ved du ikke hvad dagen bringer og hvilke opgaver du skal løse for kunderne. Hver dag er en ny mulighed, og du får nye opgaver, som du skal sætte dig ind i,” siger Kai.

Turen gik til Asien og tilbage igen

I 2007 kom der et afbræk. Kai blev ansat hos T. Hansen Gruppen A/S, hvor han fik ansvaret for at udvikle cykler, og rejste rundt i Asien. Efter halvandet år med det overtog Kai igen Cykel Service, da omstændighederne ikke gik med den nye ejer af cykelforretningen.

“Winnie og jeg ejede stadig bygningen, så vi tog tilbage til Cykel Service, og det har vi været glade for lige siden,” siger Kai og kommer ind på, hvad tiden ved T. Hansen Gruppen A/S betød for ham:

“Det var lærerrigt og jeg fik andre udfordringer og oplevede cykelproduktionen i østen. Jeg så hvad der skete og hvilke krav man kunne stille.”

Hvordan var det at være i Asien?

“Det var spændende, når man er typen, der gerne vil lære nyt, men man bliver hurtigt træt af at rejse så meget. Jeg vil dog gerne slå fast, at jeg virkelig lærte meget af det,” siger Kai og fortsætter:

“Østen er en helt anden verden end den vi lever i her. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var de mennesker, som var der. En cykelfabrik søgte eksempelvis to medarbejdere – der stod 1000 i kø for at få jobbet. Det siger meget om deres vilkår,” siger Kai, der privat har rejst rundt i det asiatiske:

“Vi har haft en traveltur rundt i Thailand og også været på badeferie der. Vi har også været i Vietnam fra nord til syd. Det er charmerende at se en anden verden, end den vi oplever. I januar var vi i Argentina og Chile – vi vil gerne opleve så meget som muligt.”

I 2009 var det igen Kai bag disken hos Cykel Service, og det var med den sædvanlige jargon, som faldt i kundernes smag.

“Vi ændrede ikke på ret meget. Jeg troede, at jeg ville få svært ved at komme i gang igen, men efter to uger måtte jeg simpelthen ansætte nogle. Der så vi hvad det betyder, at det er en kunderne kender, som stod der igen,” siger Kai.

Fremtiden

Med en dåbsattest, der siger 66 år, og et hårdt arbejdsliv kalder tilværelsen som pensionist snart på Kai, men hvornår præcist ved han ikke.

“Det er et godt spørgsmål. Hvis man ser på min alder er det nok snart slut. Jeg kan ikke holde ti år ud i fremtiden. Vi tænker lidt over hvad der skal ske, og om der kan ske noget. Det er svært at stoppe, når det er ens hobby, men lige i øjeblikket er der ikke de store planer,” siger Kai og fortsætter:

“I september fik jeg eksempelvis to nye knæ, og jeg har lidt slidgigt og sådan. På et tidspunkt må jeg trække en streg i stregen, men hvornår ved jeg ikke. Det bedste ville være, hvis der var en, som ville overtage og jeg så kunne gå og nusse lidt på værkstedet, men det sker nok ikke.”

Hvad skal der ske, når du siger stop?

“Så passer jeg min have og cykler nogle ture. Vi tager i forvejen på en del ture, når vi har tid og råd til det. Vi vil opleve så meget vi kan, og efter at børnene flyttede hjemmefra, at vi ville se så meget som muligt af verden,” siger Kai.

Hvor har I været? Udover Thailand, Vietnam, Argentina og Chile…

“Vi har blandt andet været i Nordkap og i de fleste lande i Europa. Vi har været i Canada på en stor tur og det samme med USA,” siger Kai.

Kai og sport

Som ejer af en cykelforretning er Kai engageret i sport. Foruden cykling har han også en passion for andre sportsgrene, selvom det dog er cyklingen, som trækker mest.

“Jeg har et stort sportshjerte og følger med i stort set alle de lokale klubber. Jeg har været sponsor i både små og store klubber, men cykling er mit primære område,” siger Kai.

Hvem holder du med i cykling?

“Jeg holder ikke med nogen, men jeg kigger efter, hvem der yder og er sympatiske,” siger Kai og fortsætter:

“For mig er sport mere kammerater og venskab end at vinde. Det er ligesom, når jeg har været hyret som mekaniker på ture, hvor folk har købt mig til det. Så har det handlet om venskaber for mig, og at alle er godt med og kørende. Der har det handlet om, at alle fik en fed tur.”

Man skal værdsætte service

Kai har drukket sin kaffe færdig, og på falderebet, mens vi sidder i navlen af Fredericia kom han med en slutbemærkning til den fredericianske befolkning.

“Fredericia er i en god udvikling med gode folk, der vil byen det bedste. Vi må bare se i øjenene, at internethandel er fremadstormende, og man skal derfor huske at værdsætte den service man får ved at handle i byen. Det handler ikke om hvor mange procenter man kan spare, eller om kaffen koster to kroner mere her. Det gør ikke den store forskel for en personligt i sidste ende. Det handler ikke kun om pris, det handler mere om, hvad man får i forhold til prisen,” siger Kai og slutter:

“Man skal tænke over, om de kroner virkelig er værd at spare, fremfor at støtte det lokale byliv med et par ekstra kroner frem for at handle på nettet.”

Fakta Kai Jensen:
66 år
Gift med Winnie, som han har fire piger med
Driver Cykel Service på 38. år

http://bit.ly/LethiFredericia
Skal du med? Så klik her, og få foredrag, MAGNUM-is og bobler med i købet.
DEL