Ugens Kurt er ikke født indenfor Voldene, men alligevel svømmer Fredericia i blodet på den 66-årige odenseaner, der flyttede til Fredericia som 11-årig. Gennem årtier har han været aktiv i Fredericia KFUM og i dag spiller han stadig fodbold i klubben, han kom til i 1965. Ugens Kurt er Johnny Gilberg.

Johnny Gilberg så dagens lys i 1954 i Albanigade på Albani Hospital. Han voksede op på Houstrupvej i Odense, var storebror for en lillebror og lillesøster. Hans far var maskinmester og sejlede på de syv verdenshave, imens moderen sørgede for hjemmet i Odense. 

Skoletiden blev passet på Kragsbjergskolen i Rødegårdsvej i det indre Odense, men det er ikke skolen, der springer frem fra Johnnys hukommelse først. Derimod er det en livskamp, der satte sig først, da han var 6 år gammel.

»Jeg husker faktisk ikke så meget fra min tidlige barndom udover, at jeg var ved at drukne i Tivolisøen. Jeg hjalp mælkemanden, som jo dengang var en branche med hestevogn og mælkeflasker. Vi boede tæt på Tivoli og en morgen, hvor jeg skulle hjælpe til, gik jeg bagind til Tivoli via Langelinje. Det var en vinterdag ved bådebroen i søen, og jeg husker, at der var is og sne på søen. Jeg tog den på røven og var ved at drukne. Jeg husker tydeligt den livskamp, men jeg overlevede. Jeg tror, at sådan en livskamp, er noget der kommer, når man virkelig er presset. Jeg har aldrig glemt det. Jeg turde heller ikke fortælle det til min mor, jeg sagde, at jeg var faldet i en vandpyt. Først 30 år senere erkendte jeg, hvad der var sket. Hun havde også undret sig over, at jeg kunne blive så våd i en vandpyt,« fortæller Johnny Gilberg.

»Min tidligere barndom var en barsk omgang, det var rart hos mor, men kvarteret vi flyttede til på Rødegårdsvej var råt. Det var et nybyggeri, som samlede mange banditter. Det var ikke socialt udsatte, men det var generelt et barsk kvarter. Fritiden var dog nogenlunde – og den gik med fodbold og mere fodbold. Jeg elskede fodbold. Min morfar var kontrollør ved Odense Teater – en af den slags med fin uniform og guldknapper. Jeg husker, at han tog os med til fodbold. Han var OB’er, mens min far hadede OB, men elskede B1913. Sådan gik det til, at jeg selv begyndte at spille fodbold i B1913 på banerne ved Falen i Odense. Der var 11 11 mandshold. Det var helt vildt. Jeg spillede fem år for klubben på andetholdet. Det var en kanontid med fodbold. Vi spillede alle sammen bold. Jeg havde da godt nok et år som ulveunge hos spejderne, men ellers var det fodbold, der fyldte det hele,« fortsætter Gilberg. 

Hvordan var du i skolen? 

»I Odense var jeg nok mest en rod. Jeg passede ikke min skole så godt. Det var først senere, at jeg fandt interesse for skolen. Jeg husker, at jeg var god til regning, men ikke så god til at skrive, men der skete noget på den konto, da jeg kom til Fredericia. Min far fik arbejde som værkfører hos Dansk Rørindustri og vi flyttede til Annavej, hvor rørindustrien havde nogle rækkehus. Jeg fik mit eget værelse, hvilket jeg havde haft før. Skolen blev passet på Skansevejens Skole, hvor jeg kunne møde til tiden, når klokken ringede, så tæt boede vi på,« fortæller Ugens Kurt, der gjorde sit indtog i fæstningsbyen med klingende fynsk stemme. 

»Det er nogle gange skæbnen, der afgør, hvor man ender, og jeg endte i Fredericia. Fodbolden fortsatte med at være mit liv. Min far havde en kollega, der hed Knud Nielsen, hans søn Kurt, spillede fodbold i KFUM. En dag mødte jeg ham på fisketur, og sådan gik det til, at jeg endte med at spille fodbold i KFUM. Jeg røg tilmed på førsteholdet – men for at spille med Kurt, måtte jeg faktisk lyve mig ældre. Der var nemlig 10 dages forskel på os. Jeg er født otte dage inde i januar – det var altså otte dage for sent, hvis jeg skulle spille med Kurt, men det opdagede man først tre år senere,« siger Johnny og griner.

»I stedet kom jeg til at spille med mange af de mennesker, der sidenhen blev rigtig dygtige på Fredericia KFUMs storhold i håndbold. Men når der ikke stod bold på kalenderen, så kom jeg faktisk tættere på Fredericia by, da jeg fik job som bud. Der var en nabodreng, der havde et job hos Købmand Tage Bertelsen i Norgesgade. Der kom jeg også til at hjælpe. Jeg lærte byen at kende inden for Voldene. Min mor havde det lidt svært med byen. Hun havde svært ved at falde til. I Odense mødte man en frisk og varm velkomst, når man trådte ind i en butik, i Fredericia var man mere stive. Det oplevede jeg da også. Mange kunne finde på at kalde sig Fru Ingeniør og sådan noget. Sådan var det nok dengang, men det gjorde man ikke på samme måde i Odense, hvor vi kom fra.«

En god dansklærer

»Erik Frank Hansen var min dansklærer fra 8-10. klasse på Skansevejens Skole. Han var god. Det var Fru Kil også. Gode lærere, som jeg satte stor pris på. Erik Frank Hansen var meget i øjenhøjde med os elever. Han fik mig også til at interessere mig mere for dansk, men det var livet udenfor skolen, der fyldte mest,« fortæller Gilberg og fortsætter:

»En lille anekdote, jeg husker var, at jeg var avisbud for Aktuelt, der havde lokalredaktion i Købmagergade. Jeg husker, at man havde fået et nyt trykkeri, og der desværre nogle gange var ventetid. Vi skulle ud med Aktuelt inden kl.7.00, så byens arbejdere kunne læse deres avis, inden de skulle møde. Jeg mødtes med klassekammerater for at dele aviser ud, men det hændte, at de ikke var klar til tiden. Da en arbejder så blev sur på os, var der en anden arbejder – Marius, der kæmpede for os. Han fik gjort, så vi fik ventepenge, når vi mødte 4.45, hvis avisen ikke var kommet til os. Det var faktisk en god tid. Jeg husker også, at vi læste avis, drak mælk og spiste basser. Det endte endda med at være et vellønnet job, da vi i de større klasser kunne tjene 147 kroner ved at pjække en time for at dele aviser ud. Til det tal skal man huske, at jeg tjente 96 kroner for 43 timers arbejde som lærling.«

Efter skoletiden lå det i kortene, at Johnny Gilberg skulle i lære. Hans fætter var blevet murelærling. Hans venner fra KFUM var også i flæng gået i lære som murer, blandt andre Jan Starup, Ib Astrup Madsen, Bent Bjerre Jørgensen og altså også Kurt Nielsen. Men lærepladsen fik Johnny ved noget så utraditionelt, som en jobsamtale, hvor mor var med.

»Jeg var ikke myndig, så mor skulle med. Det var sjovt. Jeg fik job hos Malte Sørensen og Søn i 1971. Jeg kendte også Ole Malte fra KFUM. Så det var oplagt. Jeg fik noget af et chok, da jeg startede. Efter tre måneder på skolebænken, så skulle man ud, og mit første job var en iskold vinter i 1971. November 1971 er den nok den koldeste vinter nogensinde. Jeg husker, at vi lagde sten på sten på Erritsø Centralskole. Det var modbydeligt, men jeg kom igennem uddannelsen. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være murer for livet, men ad to omgange kom jeg igennnem. Desværre gik Malte Sørensen konkurs, så fik det sidste læreår hos Leif Karlsen. Jeg begyndte derefter på handelsskolen, og flyttede retur til Odense, hvor jeg lejede et værelse hos min fætter, der havde købt et hus. Jeg spillede håndbold i Stjernen, og fik faktisk 20 førsteholdskampe. Arbejdsmæssigt kom jeg ind i et firma, hvor jeg lavede udstillinger i byggemarkeder. Jeg kørte landet rundt og udstillede vægfliser. Jeg var ret god til det, og det var virkelig også spændende,« fortæller Ugens Kurt, der fandt kærligheden i Fredericia og flyttede retur.

»1977 er et mærkeår i mit liv. Jeg mødte Vivi fra Fredericia. Jeg husker, at jeg besøgte min mor. Jeg gik i byen og der mødte jeg Vivi. Samme år blev OB danske mestre den første gang, så det var virkelig et mærkeår. Jeg flyttede retur til Fredericia, fik job på Fredericia Trælasthandel, der lå ved havnen, men jeg var der kun i tre måneder. De havde vist forbygget sig, og gik konkurs. Men så kom jeg til Ole Malte, der var startet for sig selv. Han sagde til mig, at jeg skulle komme over til ham som murer. Jeg var der i fire år som svend. Det var en virkelig god tid.«

Fire år senere så Vivis og Johnnys første barn dagens lys, Louise – og fire år senere så Casper dagens lys. 

»Arbejdsmæssigt ville jeg gerne noget med EDB. Jeg tog kontakt til Preben Mose, der var leder af en driftafdeling på Bankdata. Jeg kunne godt se mig selv spille håndbold i Erritsø og arbejde for Bankdata. Mit netværk til Preben Mose førte et job med sig, da de søgte en driftassistent. Jeg søgte stillingen med håndskreven blæk og kom til samtale. Det blev til 16 gode år på Bankdata, hvor vi var en slags specialarbejdere indenfor EDB-drift, hvor vi blev lært op undervejs. Samtidig havde jeg svært ved at holde min kæft, så jeg endte også som tillidsmand. Jeg tog også en uddannelse indenfor feltet, blev kredsbestyrelsesmedlem og senere formand for 4000 kolleger. Det tog fart, og jeg blev valgt videre til Finansforbundet, hvor jeg faktisk blev ansvarlig for arbejdsmiljø i fagforeningen. Det var en spændende tid, og noget anderledes end i dag. Jeg fik faktisk min løn fra Bankdata – sådan var overenskomsten, selvom jeg ikke arbejdede der. Tiden var samtidig meget udviklende for mig, men også egoistisk,« fortæller Johnny og uddyber:

»Jeg husker, at jeg skulle holde et indlæg om fritid- og arbejdsliv. Jeg havde sat mit eget liv i skema, og kunne se, at jeg havde haft 75 overnatninger på et år, og over 100 arbejdsdage i København, der jo dengang, var en dagsrejse, fordi man skulle over med Færget. Det var et hårdt liv, og da jeg havde holdt det foredrag, fik jeg dårlig samvittighed. Jeg havde jo børn. Det duede ikke.,«

Johnny Gilberg fik job hos det, der blev til TRE-FOR som Personalechef.

»Jeg fik jobbet som personalechef for det ny-fusionede TRE-FOR, der var forsyningsselskaberne fra byerne i Vejle, Middelfart og Fredericia. Senere kom Kolding med. Det var en spændende opgave, hvor vi skulle flytte personalet fra det kommunale system til det private. Det var noget af en rejse, og det endte med en overenskomst på 40 sider for virksomheden. Vi havde ikke en eneste sag i to år, men så flyttede vi til Kolding, og der kom sagerne. Jeg var personalechef i TRE-FOR fra 1999 til 2007. Vi var fire chefer, der røg ud samme dag. Der skulle andre boller på suppen, men det var faktisk en lettelse af ryge ud,« og fortæller Gilberg.

Hvad skete der så? 

»Ja, gode råd er dyre, men jeg havde tit drømt om at starte for mig selv. Det blev så i 2007, hvor der var krisetider. Jeg havde et godt koncept, men døde nok på kanvassalget. Det var ikke mig. Jeg blev faktisk træt af at sælge hele tiden, konceptet var virkelig godt, men den anden kamp om kunderne, var ikke mig, slet ikke i krisetiderne, hvor virksomhederne sparede på eksterne konsulenter, så det var ikke så velovervejet. Men jeg fik solgt nogle konsulentydelser, og jeg blev også underviser på IBC. Jeg underviste også i arbejdsmiljø for små og mellemstore virksomheder, så de var klædt på, når og hvis Arbejdstilsynet kiggede forbi. Samtidig tog jeg en coachuddannelse, så jeg kunne rådgive erhvervsledere. Det var faktisk spændende, men jeg søgte noget mere fast, og det kom så, da jeg lavede en opgave for Fredericia Kommune. Sammen med en kollega fra Kolding arbejdede vi med en række koncepter, der skulle hjælpe kommunen på aktiveringsområdet. Der var en stigende bekymring hos borgerne, der så en stigende mængde “ligegyldig aktivering”. Desværre røg vores projekt lige ind midt i politiske forhandlinger, så selvom vi havde afholdt et godt møde med kommunens Økonomichef, så nåede vi ikke videre. I stedet greb jeg netværket, jeg havde opbygget, og sagde til kommunen. I ved, hvad jeg kan – kan I bruge mine kompetencer til noget. Og det kunne man. Jeg blev ansat på et nyt kompentencecenter, hvor vi underviste ledige, der skulle i aktivering. Jeg husker, at min første arbejdsdag var et syn med borde stablet til loftet – og om mandagen skulle første hold starte. Men alt gik godt. Vi skiftede meget i undervisningen og tilpassede den fra gang til gang, så de mennesker, vi underviste, fik den hjælp, der kunne give dem bedre kort senere. Det var hele tiden med udgangspunkt i, hvor de var i livet og på jobmarkedet,« fortæller Johnny og fortsætter:

»Det blev til otte gode år i Fredericia Kommune, hvor jeg også sad i Jobcenterets virksomhedsservice. Jeg talte med mange virksomheder, og det var fantastisk. Jeg havde generelt en god dialog med virksomhederne i byen – og det skabte også mange jobåbninger. Jeg kan godt lide at tale med menensker, og kan man hjælpe en virksomhed med at finde en medarbejder, så når man langt. Det var fedt.«

Frivillig i KFUM

Som tidligere skrevet i denne Ugens Kurt, så fandt Johnny Gilberg vej til Fredericia KFUM, og den tid er ikke slut endnu. Gennem årene har Johnny både spillet fodbold, været træner og leder. 

»Jeg har vel spillet 50 førsteholdskampe for KFUM, og endda nogle få divisionskampe i 70erne. Jeg var faktisk bedst til håndbold, men jeg gad det ikke rigtigt. Det var sjovt at spille håndbold, men kedeligt at se på. Selv da KFUM spillede i 1. division var jeg ikke fanget på samme måde som andre. Det var da fedt, når Flemming Hansen bankede bolden ind i trekanten og bolden susede rundt i målet, men det ikke mig. Fodbolden var mig. Jeg elskede det. Jeg har haft mange gode oplevelser i Fredericia KFUM, blandt andet rejser i Europa og Norden med hold, og da Gert List Nielsen i 2003 spurgte om det ikke var noget for mig at blive formand for klubben, tænkte jeg – jo, det kunne da være en god måde at give lidt igen på. Det blev faktisk til 11 år. Jeg havde en del erfaring fra organisationsarbejde, så det var oplagt, men der var godt nok både plusser og minusser. Der var også bøvl. Jeg havde altid villet være sådan en formand, der talte med forældre og børnespillere, men der var mere økonomi og bøvl. Jeg brugte utrolig meget tid på samarbejdspartnere, koncerter og desværre også retsager,« fortæller Ugens Kurt.

»I 2005 begyndte vi at lave større koncerter. Jeg var blevet inspireret af en koncert med skotske Runrig i Den Fynske Landsby. Det kunne vi da også lave. Lars Charlie Mortensen var hos Idræt i Dagtimerne, og havde lavet Lars Lilholdt i Kastelettet. Vi skulle da lave Runrig så, og det kunne vi. Vi havde 6000 mennesker inde, det var virkelig stort, men så var der også nogle skævskud, hvor vi arbejdede sammen med andre. Det endte i retsager, og det var ikke sjovt. Det dræner en for energi, så 11 år var nok for mig,«

I dag er Johnny Gilberg stadig i KFUM. Han har ansvaret for Senioroldboys og så spiller han stadig fodbold – bedstefarfodbold. Samtidig spiller sønnen Casper også i klubben – oldboys og barnebarnet Sofus er også startet.

»Det bliver til en del tid i Fredericia KFUM stadigvæk. Vi skrev også en jubilæumsbog for nogle år siden, så der har været meget at se til der også siden jeg stoppede som formand. Men lige nu er det bedste, at vi spiller tre generationer i klubben,« lyder det fra Ugens Kurt.

Du maler også, hvornår og hvordan kommer kunsten ind i dit liv? 

»Den har faktisk altid været der. Min farfar malede meget naturalistiske billeder, og når vi besøgte ham, skulle vi være stille. Jeg husker, at husbnstyrinden, han havde sagde: Farfar maler blade, I skal være stille. Og det var vi så. Jeg kan huske hans små penselstrøg. Det var fantastisk. Min far tegnede også – med kul. Jeg har også selv tegnet meget. På ferier kan jeg huske, at jeg kunne male akvarel på en blok, imens jeg var på stranden. Men egentlig var det først i 2003, at der skete noget. Jeg besøgte Kaj Sørensens udstilling om “Al landsens naivister” i det gamle bryggeri Indslev, hvorefter jeg tog mod til mig og prøvede at male med oliemaling, inden jeg opdagede, at det ikke bare lige tørrede, hvis man ikke hardnede det. Derfor blev det akrylmalingen, der blev min vej. Den er lettere at arbejde med, og så kan man også male let over. Jeg startede helt fra bunden. På TRE-FOR var jeg også formand for Kunstforeningen. Her mødte jeg kunstneren Ruth Schmidt. Hun var en af de helt store naivistiske billedkunstnere. Jeg fortalte hende, at jeg malede, og hun bad mig tage mine malerier med. Hun var en ældre dame på det tidspunkt, og i øvrigt ret lille. Jeg satte tre billeder op – og hun så på dem. Hun lagde armen op på mig, og sagde: Du er jo fuldt på højde med mig og de andre. Du skal da med på udstilling i København – og så sparkede hun mig i gang. Det var vildt. Der er blevet til udstillinger rundt omkring og det har været spændende. Det er også spændende at møde mennesker, og i den forbindelse have en dialog omkring kunsten. Jeg maler stadig og nyder det,« siger Johnny og fortæller om pensionslivet:

»Jeg er faktisk blevet selvstændig igen med virksomheden, Human Factor. Det passer mig godt. Jeg arbejder typisk to dage om ugen. Jeg udfører konsulentarbejde og skal faktisk i gang med et spændende projekt snart, som jeg ikke kan løfte sløret for endnu. Ellers nyder jeg livet med min hustru og den gode tid, vi har med børn og børnebørn, ligesom vores sommerhus bringer stor glæde.«

»Men ellers er det livet som bedsteforældre, der er det helt store. Sofus og Mathilde bruger vi meget tid sammen med. Det er en stor prioritet. Vi hentede dem i børnehaven, da de var helt små, og nu hvor de er 9 og 6 år henter vi også om tirsdagen efter skole. Nogle gange spiser forældrene også med. Det er virkelig hyggeligt og værdifuldt. Det er kvalitetstid med børnebørn – og den tid kommer aldrig igen. Man bliver varm om hjertet, når man er sammen med dem. De er jo kun til låns, så vi skal være der nu.«

Siden du kom til Fredericia som 11-årig, hvordan har byen så forandret sig? 

»Det er sket meget. Butikkerne blev da bedre med årene, hvis jeg skal svare i forhold til min mors opfattelse af byen. Fredericia er også inde i en god udvikling nu, men jeg er ikke altid enig i alt, hvad der foregår. Jeg har nok stadigvæk en holdning. Det har jeg også en gang fået at vide i Finansforbundet, at jeg var en fin fyr, men jeg havde mange holdninger. Når bliver man gammel som nu, så skal man jo passe på, at man ikke bliver en brokkerøv, men jeg har nok svært ved ikke at sige min mening. Jeg synes bestemt, at meget er godt i Fredericia, men alt er ikke rosenrødt. Jeg synes eksempelvis, at det er meget uheldigt, at Danmarksgade og Vendersgade ser spøgelsesagtige ud, imens man fortæller, at man vil gøre Gothersgade syd til gågade. Man skal passe på, at bymidten ikke dør ud. Der skete også meget, da man flyttede Føtex. Der blev Jyllandsgade god, men Vendersgade tabte stort. Man skal også huske, at de virksomheder, der flytter til Taulov i særdeleshed, skriger på infrastruktur, så deres varer og medarbejdere ikke bruger timer i kø. Det er godt med cykelstier, men vi skal også huske de andre dele af vores infrastruktur. Når jeg taler med erhvervsfolk, så hører jeg stadig, at deres medarbejdere sidder fast i trafikken. Og endelig så tør jeg ikke tænke på, hvilken værdi det havde haft, hvis man havde brugt de samme kommunale kroner på FC Fredericia, som man gjorde på Fredericia Teater. Så havde FC Fredericia spillet i Superligaen – og det havde gjort endnu mere for byen, men det er nok ikke så prestigefyldt som et teater. Men jo, der er sket mange gode ting i Fredericia, jeg er bare som sagt ikke altid enig i prioriteterne. Jeg havde nok gjort det anderledes,« slutter Ugens Kurt, Johnny Gilberg.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer