Oftest finder man ham i thansen ARENA med en harpiksindsmurt bold i hånden. Han er 27 år gammel, født og opvokset i ghettoen. For fire år siden blev Aarhus og Egaa skiftet ud med Fredericia. Sidste år sagde han “ja” til hans gamle efterskoleveninde, der nu er blevet hans kone. Ugens Kurt er Jimmi Gabriel Andersen.

Lad mig indlede denne artikel med en Disclaimer: Jeg kender Jimmi bedre end de fleste, men det er jeg overbevist om kun gør historien endnu stærkere. Men selvom jeg kender Jimmi godt, så er det først efter hans flytning her til byen, så hans forhistorie kender jeg kun i glimt. Jeg var derfor meget spændt på hvad hans fortid byder på. Jeg ved, at han er opvokset i en ghetto, at skolen ikke var hans favorit – og at han egentlig ikke gad at stå på mål. Men resten var jeg spændt på at høre mere om.

Mormor og morfar har været med land og rige rundt

“Jeg er født i Aarhus, hvor jeg er vokset op med min mor og lillesøster. Det var fint. Jeg havde min mormor og morfar der boede i blokken overfor. De var altid klar til at hjælpe hvis der var behov for det. Min morfar har kørt land og rige rundt og at se mig spille fodbold”, fortæller Jimmi med et grin, inden han fortsætter:

“Min mormor stod nede ved siden af målet da jeg stod på mål, hun fik engang at vide, at der skulle hun ikke stå, fordi hun forstyrrede mig. Men hun fik ham fortalt, at det skulle han bestemt ikke blande sig i, så hun blev stående”.

De to har betydet meget for min søster og mig i opvæksten, fordi de var så tæt på som de var. De hjalp til hvor de kunne. 

Jimmi andersen

Du er vokset op i et udsat boligområde. Hvordan var det?

“Jeg tænkte overhovedet ikke over i min barndom, at jeg boede i en ghetto. Jeg havde mine kammerater, der var nogen jeg enten gik i klasse eller parallelklasse med på den lokale skole. Det var akkurat de samme knægte jeg spillede fodbold med, de samme jeg gik i SFO med. Det var et område hvor alle kendte alle – og alle var sammen med alle”, fortæller han.

“Faste legeaftaler fandtes ikke, man mødtes bare på legepladsen eller tog sin cykel og cyklede op på boldbanerne. Der var altid nogen. Så var man der til solen gik ned. Så kom man halvanden time for sent hjem, fik en skideballe og så i seng. Men meget af tiden gik med at cykle rundt eller hænge ud oppe på fodboldbanen”, forklarer Andersen.

Hvad med skole?

“Skolen var ikke noget der tiltalte mig på nogen som helst måde. Jeg havde utroligt svært ved at følge med. Jeg var sen til at lære at læse. Det var først på et højskoleophold hvor jeg var afsted med min mor og søster i 5. Klasse, at jeg lærte at læse”, fortæller Jimmi og fortsætter: “Det var gennem samlingen af Dragonball-bøger. Det var det første jeg fandt en interesse i. Derfor måtte jeg lære at læse dem for at stille nysgerrigheden. Det halve år jeg havde der, det var det halve år jeg lærte at læse”.

“Men interessen for skolen var der bare ikke. Det resulterede også i mange timer hvor jeg enten ikke var en del af timen; enten fordi jeg var smidt ud eller var gået. Ellers mødte jeg slet ikke op. Omkring 7. Klasse fandt jeg ud af, at min mor tog tidligt på arbejde, hvilket gjorde at jeg var alene hjemme. Der var da dage hvor snooze-knappen blev trykket på et par gange – og når jeg ikke gad det mere slog jeg den bare fra”, fortæller han med et grin.

“Jeg skifter skole for at prøve noget nyt. Jeg har i mellemtiden skiftet fodboldklub, hvor jeg fik nye holdkammerater. Jeg begyndte at overnatte ved min farmor der bor nær fodboldklubben og lige ved siden af ligger en skole. I 8. Klasse skifter jeg dertil for at se om det ville hjælpe på min lyst til skole. Om det gik så meget bedre, det tror jeg ikke det gjorde. For mig var det mere kammeraterne og fodbold og håndbold der trak”, forklarer Jimmi.

“Det var jo fodbold og håndbold alle ugens dage og så kampe i weekenderne. Jeg havde også så småt fundet en interesse i at blive så god som overhovedet muligt i håndbold. Fodbolden var begyndt at blive en hygge-beskæftigelse, hvor de fleste af mine kammerater var. Men jeg kunne mærke på mig selv, at det var håndbolden der trak”, siger han og fortsætter:

“Det var det jeg synes der var sjovest, ikke nødvendigvis fordi jeg var bedst til det. På daværende tidspunkt havde jeg også min onkel som træner og synes at det var vældig sjovt og spændende, at ens onkel der ikke er meget ældre end en selv fik lov til at træne en”.

Nu gik vi fra fodbold og ind i håndbold. Hvornår startede det?

“Håndbolden kom i 6. Klasse”, fortæller Jimmi og fortsætter: “Der var nogle kammerater der var begyndt til det, og de spurgte om ikke jeg ville med. Jeg tog med en dag og synes at det var sjovt. Jeg var en stor dreng og højere end alle de andre. Jeg fandt lysten til at være i marken i håndbold, hvor jeg prydede den aarhusianske ungdomsrække med en perlerække af mål ude bagfra”

Jeg havde stadig den der lidt drøm om ikke at skulle stå på mål, som jeg gjorde i fodbold. 

Jimmi andersen

Jeg ved at du var afsted på efterskole i Oure. Hvordan blev det aktuelt?

“Oure blev til efter, at jeg som U14-spiller begyndte at stå på mål. Vi ender til DM og da vi kommer hjem fra DM ringer Oure og siger, at de har en plads til mig hvis jeg vil have den. Den tager jeg imod”, fortæller Andersen.

“Jeg er sikker på, at jeg bare skal ned og indtage GOG og være en fandens karl der spiller en masse håndbold. Jeg er egentlig slet ikke klar til at skulle afsted og stå på egne ben – slet ikke i forhold til skoledelen”, siger Jimmi og fortsætter: “Det viste sig hurtigt, at håndbolddelen holdt stik. Jeg var så heldig, at jeg kom på GOG-holdet og spillede der det første halve år. Skolen startede fint, alt er nyt, det hele er spændende. Men som året går og som vintermånederne kommer frem begynder dynen at trække mere og mere”.

“Den dag i dag er jeg forarget over, at jeg kunne gennemføre mit år på Oure. Jeg tror, at jeg havde en fraværsprocent langt over det tilladte – og karakterne var ikke noget at råbe hurra for. Jeg gennemførte kun lige med nød og næppe. Heldigvis havde jeg hjælp fra en rigtig sød veninde jeg fandt nede på efterskolen – som senere hen skulle vise sig at være hende jeg giftede mig med”, fortæller han og tager hul på den næste del af fortællingen om hans liv: Kærligheden.

Fra bedste venner til ægtefæller

Cecilie Gabriel og Jimmi Andersen blev sidste år, 6. Juli, gift. Så nu er det Hr. Og Fru Gabriel Andersen. Men det har ikke altid været på tale, at de to skulle finde kærligheden i hinanden. Faktisk var der ingen kemi på den front i hele deres efterskoleophold, fortæller Jimmi.

“På efterskolen blev vi bedste venner. Hun var god til at komme og vække mig, efter at hun havde spist morgenmad. Hun tog min dyne og sørgede for at jeg kom afsted. Ellers var hun god til at bruge eftermiddage og aftenener med mig, hvor hun hjalp mig med lektierne”, siger Jimmi.

Jeg ved, at der er en historie om første gang Cecilie så dig?

“Første gang hun så mig, har hun efterfølgende fortalt, at det var til try-outs der foregår inden man starter på Oure. Det var der man blev udtaget til det kommende GOG-hold. Der havde Cille, der spillede i GOG på det tidspunkt, siddet med hendes holdkammerater og set drengene træne”, indleder Jimmi historien og fortsætter: “Uden at lyve kan jeg godt sige, at armbøjninger aldrig har været en spidskompetence for mig. Vi skulle i løbet af træningen tage armbøjninger. Jeg husker det ikke selv, men jeg har fået fortalt at jeg ikke var særligt god til det”.

“Da hun så fik øje på en halvbuttet knægt der ligger på gulvet og prøver at tage armbøjninger, der peger hun og siger ‘se, ham den tykke kan ikke finde ud af at tage armbøjninger’. Det var det første møde mellem min kone og jeg”, lyder det med et grin fra Andersen.

Hvordan udviklede jeres venskab sig til der hvor I er i dag?

“Venskabet blev rigtig stærkt på Oure. Jeg var sikker på, at det nok skulle holde efter Oure, for ellers kunne vi jo bare se hinanden til stævner og det – for dem er man jo hele tiden afsted til. Men jeg måtte hurtigt sande at der er langt fra Aarhus til en lille landsby 15 km syd for Odense. De daværende sociale medier var ikke som i dag, der var Arto og Facebook, men ikke ligesom i dag hvor man virtuelt kan være sammen på helt andre måder end de muligheder vi havde for bare 11-12 år siden”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Så kontakten slap op efter noget tid. Men så viste det sig, at Cille skulle til Handelsskole DM i Thisted. Hun gik på HHX i Odense og jeg gik på HG i Aarhus. Hun skrev og spurgte om jeg skulle derop, men det måtte jeg ikke for min U18-træner. Han havde en stram politik omkring det, for man skulle ikke blive skadet”.

“Men uden at det kommer som et chok for den kære Jesper Houmark, der også dengang var min træner, spillede jeg til det Handelsskole DM. Jeg tog derop, spillede samtlige kampe og mødtes med Cille. Det var første gang siden Oure vi så hinanden”, supplerer han.

Hvad der helt præcist skete i Thisted, det er jeg ikke sikker på

Jimmi andersen

“Vi gik fra at være bedste venner spå Oure, hvor det ikke havde strejfet mig at der var mere end venskab. Men der blev tændt noget i mig i Thisted. Vi holdt kontakten, snakkede sammen og mødtes. Det udviklede sig langsomt til nogle følelser, som vi begge var lidt i tvivl om hvordan vi skulle håndtere. Vi var rigtig glade for hinanden, men vi var også bange for at miste det vi havde fået igen”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Der gik faktisk 1,5-2 år inden jeg på hendes fødselsdag spurgte om ikke hun havde lyst til at vi skulle være kærester. Der boede hun stadig i Odense og jeg i Aarhus. Så der skulle tilbagelægges et par kilometer med tog”.

HG, kontanthjælp og vejen til Fredericia

Med en kæreste i Odense og en bopæl i Aarhus var der lagt op til et vaskeægte langdistanceforhold. I det daglige liv i Aarhus gik mange af Jimmis vågne timer med håndbold, men der skulle også en uddannelse i hus.

“Jeg får færdiggjort min HG – og det med en fraværsprocent der om muligt var højere end på Oure. Karakterne var heller ikke her noget at råbe hurra for. Jeg vidste på det her tidspunkt ikke hvad jeg ville med livet, så jeg endte faktisk på kontanthjælp efter min HG”, fortæller Jimmi.

“Det eneste der faktisk holder mit humør oppe i Aarhus, det er håndbolden. Jeg vinder U18 DM og håber stadigvæk, at der nogen der ringer eller noget, hvor man kan skrive en kontrakt og blive professionel. Men jeg ender med at vende tilbage til undgdomsklubben, HEI, hvor der var en masse af mine håndboldkammerater der også rykkede ud”, siger han og fortsætter:

“Det første år efter HG spiller jeg 3. Division i HEI, træner lidt med i Aarhus Håndbold. Jeg bor hjemme ved mor og får stadig kontakthjælp, fordi jeg ikke fandt en praktikplads efter HG. Den eneste der stiller nogle krav til mig i den periode er Cille”.

“Sommeren nærmer sig – og hun har søgt ind på Aarhus Universitet. Vi taler om at flytte sammen, men at leve på en kontanthjælp og en SU i Aarhus er ikke nemt. Så hvis hun skal flytte til Aarhus og bo med mig, så skulle jeg have fundet et arbejde”, forklarer Jimmi, inden han fortsætter: “Det ender med at jeg finder et halvårs pædagogmedhjælper job. Hun flytter derop og vi flytter sammen i Højbjerg. Det halve år jeg var pædagogmedhjælper har en stor indvirkning på, at jeg sidder her i dag som pædagog, tænker jeg”.

Det tændte en gnist inde i mig det her med at arbejde med børn.

Jimmi andersen

“Jeg valgte efter det, eller rettere i løbet af det halve år, at søge ind på uddannelsen til Pædagogisk Assistent. Jeg troede, da jeg afsluttede HG, at jeg var færdig med alt der hed uddannelse. Det der skole er aldrig noget jeg ville kunne synes godt om”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Men PAU lærte mig at gå i skole, det lærte mig at lave lektier og det lærte mig meget om mig slev og hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre. Den gav mig værktøjer til at arbejde med mig selv, men også de mennesker der er omkring mig. Det er uden tvivl den uddannelse jeg har været mest glad for. Jeg ser tilbage på det med et smil på læben”.

“Det var tre år hvor jeg var glad for at stå op og gå i skole. Det har både mine klassekammerater og mine lærere en kæmpe andel i. Jeg har stadigvæk kammerater fra den klasse, som jeg taler godt med, selvom det er nogle år siden og at jeg i mellem tiden er flyttet til en anden by. Det var den uddannelse der åbnede helt nye døre for mig”, supplerer Jimmi.

“I løbet af PAU’en når man til et punkt hvor man skal tænke videre. Samtidig med at jeg er på uddannelse lykkedes det også at rykke op til 2. Division med HEI. Vi ligger i toppen hvert år og kæmper med de nederste 1. Divisionshold om at rykke op. Men det lykkedes os aldrig”, fortæller han og fortsætter: “Så viser det sig, at min nuværende træner og tidligere Aarhus Håndbold-træner skifter Aarhus ud med Fredericia. Der var en mulighed, hvis jeg havde lyst til at komme med. Samtidig med det her er snakken også begyndt at melde sig, for hvad skulle jeg efter studiet?”.

“På det her tidspunkt er vi bosat i Aarhus, men jeg vidste godt, at Cille havde en drøm om at komme tættere på sin familie. Så vi bliver enige om at prøve lykken. Jeg søger ind på pædagoguddannelsen i Kolding, Jelling og Odense – og så skriver jeg samtidig under med Fredericia. Og ja, så sidder vi her fire år senere”, fortæller Jimmi.

Oprykning, håndboldliga og mere uddannelse

Selvom Jimmi aldrig har brudt sig om at gå i skole, så har han alligevel taget kampen op. Han søgte ind på pædagoguddannelsen i Kolding – og har fuldført uddannelsen. Altsammen sideløbende med en halvtidsprofessionel håndboldkarriere i Fredericia.

“Jeg kommer fra 2. Division da jeg kommer hertil. Fredericia er lige rykket op, så jeg kom med en forhåbning og en tro på, at jeg havde niveauet til at være med her. Det blev svært at få spilletid i den første sæson, hvor jeg endte med at stå i skyggen af Lars ‘Luffe’ Knudsen. Men de gange jeg fik chancen føler jeg, at jeg viste glimt af det jeg kan”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Fra den første sæson er det stille og roligt gået fremad. Jeg har udviklet mig i takt med at klubben også har udviklet sig. Vi flyttede os hvert år, både organisationen i klubben, men også på spillertruppen og resultaterne. Det kulminerede i den fantastiske sæson i 1. Division, hvor vi efter et meget tæt løb med TM Tønder endte med at sikre oprykningen i Bavnehøjhallen mod Ajax”.

“Den største forskel mellem Tønder og os var, for mig at se, at vi havde de fleste kræfter. Vi kom ud fra julepausen som lyn og torden. Vi havde kørt på fysisk – og det gav gevinst. Vi bragede jo igennem de første 7-8 kampe. Det var en fantastisk bedrift af holdet, for klubben og for byen”, supplerer han.

“Når man spiller i Fredericia kan man hurtigt mærke, at der bliver talt om håndbold. Det var ok at vi var i 1. Division, men der lå også en eller anden forventning om, at vi skulle rykke op til håndboldligaen. Så da det lykkedes var det jo også en forløsning for os spillere, men også for byen”, siger Jimmi.

Og skole ved siden af alt det her?

“Ja, det var 3,5 år mere i skole sideløbende med mit håndbold. Det var markant hårdere end jeg troede. Jeg kom fra PAU i Aarhus, som jeg synes passede lige til mine kompetencer og ressourcer. Men fra PAU til pædagog har jeg måtte sande, at det er et kæmpe spring. Jeg tror kun det var de første to måneder jeg kunne bruge det jeg havde lært på PAU, og derfra var alt nyt”, fortæller Jimmi.

“Men den her uddannelse har været med til at bekræfte mig i, at jeg har gang i den rigtige vej for mig. Jeg har ikke lagt mig fast på en målgruppe andet end at jeg gerne vil arbejde med skole/fritid. Om det så er i SFO, ungdomsklub eller andet, det ved jeg ikke. Men det er den aldersgruppe jeg synes er spændende at arbejde med”, fortsætter han.

“Jeg blev færdig med studiet her i juni – og nu er jeg blevet ansat som pædagog under Ung Fredericia. Der arbejder jeg med udgangspunkt i Ungdommens Hus og Gasværksgrunden. Det jeg synes er spændende ved lige præcis det her job er, at jeg på en eller anden måde kan relatere til nogen af de unge der benytter sig af Ungdommens Hus eller Gasværksgrunden”, siger Andersen og fortsætter:

“Jeg var ikke byens bedste barn eller det mest ønskede barn – og det er nogle af de værdier jeg har fundet efterfølgende og nogle af de redskaber jeg har tilegnet mig som jeg gerne vil give videre. Jeg vil gerne dele ud af mine erfaringer og prøve at give børn og unge det med, at deres personlige valg har konsekvenser for deres fremtid”.

I sportens verden er fremtiden altid usikker

Hvad med fremtiden, hvad bringer den?

“Lige nu har jeg et år tilbage af min håndboldkontrakt med Fredericia. Det stiller lidt et spørgsmålstegn i forhold til hvad fremtiden skal bringe. Den kan bringe at jeg forlænger med Fredericia og bliver her i X-antal sæsoner. Det er lidt det lod man har når man spiller håndbold på det niveau, at på et eller andet tidspunkt har man kontraktudløb. Enten kan man forlænge, ellers kan man ikke. Lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal om et år – jeg ved hvad jeg skal næste år. Så må klubben og jeg tage en dialog omkring fremtiden på den front”, fortæller Jimmi.

Hvad med privat?

“Jeg skal have 8 børn – 7 og en udskifter”, lyder det med et grin fra Jimmi, inden han fortsætter: “Nej, i og med at jeg spiller håndbold, så har vi ikke lagt de store fremtidsplaner. Vi har ikke planlagt villa, vovse og Volvo. Lige nu er aftalen af jeg får lov til at udleve den drøm som jeg er i gang med lige nu – og så har hun, heldigvis, kunne finde sin egen vej i det her”, svarer han og fortsætter:

“Der er vi så priviligerede og heldige, at hendes interesse også er min interesse – og at hun har været så heldig at få et arbejde der er tilknyttet mit arbejde. På et eller andet tidspunkt kommer det også, at vi skal blive enige om hvad vi så skal. Vi har fundet os godt til rette her i Fredericia og taler tit om, at vi godt kan se os selv blive boende her – også efter håndbold. Cille har fast arbejde, jeg er nyuddannet og på et eller andet tidspunkt stopper mit håndboldeventyr. Hvis jeg kan finde et arbejde heromkring og Cille kan fortsætte, så kan jeg godt se mig selv blive boende her i Fredericia. Men det med fremtidsplaner har jeg valgt at holde lidt på standby, for det er et vilkår med den vej jeg har valgt”.

Det kan være svært at navigere i sportens verden og i livet, når man ikke ved hvad fremtiden bringer. Men det er måske noget af det der har ført Jimmi til der hvor han er, det uplanlagte og de muligheder der er opstået. Nu er drengen fra ghettoen både uddannet pædagog og målmand i herrehåndboldligaen. Jeg er blevet meget klogere på Jimmi – og jeg håber at det også er tilfældet for dig som læser.

Leave a Reply