I denne uge er Ugens Kurt en kvinde født i Kolding, men opvokset i Fredericia. Hun er uddannet socialrådgiver, men nu arbejder hun som Koncernchef i Odense Kommune. Hun har været med helt i toppen af både fredericiansk og national politik for sit parti, SF – og så ved hun i omegnen af alt der er værd at vide om lokalpolitik. Ugens Kurt er Jane Findahl.

“Jeg er født i Kolding og har boet i Randers en lille smule af min barndom. Så har jeg været her siden jeg var helt lille, her i Fredericia. Jeg gik i gymnasiet, men jeg gik ud og tog en HF løbende senere”, siger Jane kort om hendes barndom og tidlige ungdom, for “det er jo lidt længe siden”, lyder det med et grin fra Jane.

“Jeg uddannede mig til laborant og senere til socialrådgiver – og sygehjælper indimellem. To af dem er med hvid kittel, men det er slet ikke det samme. Jeg tror at jeg i virkeligheden var lidt søgende i forhold til om jeg skulle være socialrådgiver, men det skulle jeg altså være”, fortæller hun.

“Det er en social indignation i forhold til at være med til at skabe forandringer i folks liv for dem der har brug for hjælp og behov. Jeg tror faktisk at det er for alle politikere, at man gerne vil være med til at hjælpe dem der har brug for det. Så jeg tror ikke kun det er fordi jeg er SF’er, at jeg har en social indignation. Men det er det der har drevet mig både fagligt og politisk”, forklarer Jane. “Det jeg rigtig godt kan lide, som man kan bruge mange uddannelser til, men som jeg har brugt min uddannelse til, er at uddanne mig videre som leder. Jeg tænker meget strategisk – og det er godt at have med sig som chef”, fortsætter hun.

“Jeg startede som nyuddannet i Kolding i et stykke tid, hvor jeg startede på børne- og familieområdet, hvor jeg arbejdede med de familier der havde behov. Så kom jeg til Fredericia og begyndte at opbygge beskæftigelsesafdelingen. Det var i en tid hvor det gik fra AF til Kommunerne. Det er sådan noget jeg tænder på, det synes jeg er virkelig interessant at bygge nyt og organisere. På det tidspunkt kom der ny lovgivning hele tiden – og det var vildt spændende at være med til at få det omsat i praksis lynhurtigt”, forklarer Findahl.

“Det synes jeg var en enormt spændende tid. Men sideløbende var jeg også politiker. Jeg stillede op første gang ved valget i ’85 og blev valgt der første gang. Det var også for SF. Jeg har aldrig været medlem af andre partier”, siger Jane. “Jeg kommer fra et hjem hvor vi altid har drøftet politik med mange forskellige nuancer. Jeg var medlem og blev spurgt om jeg ville stille op – og det ville jeg gerne. Så kom jeg ind der i 1985”, fortsætter hun.

Hvordan var det at blive valgt?

“Jeg synes det var ekstremt udfordrende. Politisk var det spændende, men det var en anderledes tid. Der manglede indsatser. Jeg var enlig mor med to børn – og det var enormt svært for mig at komme til møder når de mange mænd havde fri fra arbejde, for det var jo der møderne var. Det var der jeg skulle hente mine børn, så der var en stor ligestillingsindsats der skulle gøres før at der var plads til folk som mig”, svarer Jane, inden hun slår fast, at “Det var i høj grad en tid hvor kvinder ikke var med – og de der var havde voksne børn”.

“På det tidspunkt havde jeg to børn, en på fire og en på ni år. Så de var ikke ret gamle. Det er i den alder, at man har brug for en voksen. En voksen der kan hente en, lave mad og så videre. Så tidspunkterne passede virkelig dårligt”, fortæller Jane.

“Det var en daglig kamp for at kunne passe sin mødevirksomhed. Selvfølgelig havde jeg et hamrende godt netværk, ellers kunne det ikke lade sig gøre. Jeg havde mine forældre og nære venner der kunne hjælpe. En ting er at gøre sig det klart, men man tror det er løgn, at møderne ikke kunne flyttes. Men det var svært. Men det blev ændret hen ad vejen”, siger hun og fortsætter: “Det er ikke kun mig, der kom også andre til – og mænd der var med på det. Men det var en kamp hvor man var nødt til at bide sig fast og være vedholdende”.

Du nævnte tidligere, at du sideløbende begyndte at uddanne dig som leder?

“Jeg tager en dimplomuddannelse på et år, for jeg kunne ikke bruge så lang tid på det. Jeg bliver valgt igen i ’89, og så sidder jeg der indtil ’92. Jeg gjorde ikke perioden færdig, jeg fik en baby, blev gift og fik et nyt job. Min mand og jeg drev også en café. Så gik jeg ud af byrådet, så min suppleant kunne nå at gøre sig gældende inden valget”, forklarer Jane.

“Det lykkedes desværre ikke, vi mistede et medlem, så kun Ivan Toftgaard sad tilbage. Så vi aftalte, at jeg stillede op igen i 1997. Der vandt vi så meget plads, at der ikke var socialdemokratisk enevælde. Der lavede vi en aftale med JB og Uffe Steiner. Jeg blev formand for Børn- og Ungeudvalget, medlem i Økonomiudvalget og medlem i Ligestillingsudvalget”, fortæller Findahl og fortsætter: “Det at være politisk chef, formand, er også at lede. Så det var nok der, at jeg fik mit første rigtige lederjob”.

Hvorfor lige Børne- og Ungeudvalget?

“Det var der min passion var, det var der jeg kunne se at jeg kunne gøre en forskel. Men det var også der Fredericia havde brug for at der blev gjort en forskel. Eksempelvis var der ikke pasningsgaranti. Der lavede jeg en aftale med Uffe om, at det skulle vi indfri i den første periode – samtidig med at skolerne skulle bygges om og indrettes anderledes. Det var meget spændende”, svarer Jane.

Hvordan med job ved siden af den politiske karriere?

“Jeg havde fået et nyt job, men jeg rejste fra det, fordi jeg også blev valgt som næstformand for SF – og det var også en ledelsesopgave. Den kombination gjorde i virkeligheden at jeg arbejdede fuld tid med politik, ikke som fuldtidspolitiker, men stadig med politik. Men det var mange timer. For som næstformand for SF arbejder man fra Christiansborg”, forklarer Jane, inden hun fortsætter:

“Det var et meget krævende job. Samtidig havde Lars og jeg en efternøler – og Lars arbejdede også meget i København,. Så det var noget med at når den ene ikke var hjemme, så var den anden. Vi har garanteret tit kunnet vinke til hinanden i togene hver sin vej. Vi planlagde, men det krævede det virkelig også”.

Lars, hvornår er det han kommer ind i billedet? 

“Lars og jeg bliver gift i 1990, vi flytter sammen i 1988 eller ‘89. Det kan jeg ikke huske. Men vi bliver gift i ‘90, for vi har snart tredive års bryllupsdag”, lyder det med et grin fra Jane, der fortsætter: “Han har taget pakken som den var med mine børn, men sådan er det når man flytter sammen. Lars havde boet sammen med to børn, som vi også betragter som vores fælles børn. Vi er oppe på fem børn – og ni børnebørn”.

“Politik har været en del af vores liv. Lars har altid været freelancer, hvilket også betyder at man ikke har en lønmodtagerkultur – det har man heller ikke som politiker. Vi har aldrig arbejdet 8-16. Så det har også været en del af børnenes liv. Jeg har været vant til at arbejde i utrolig uro med mange unge mennesker ind og ud af dørene, men det befinder jeg mig vel ved. Min mand siger, at jeg er ekstremt social. Jeg vil rigtig gerne være sammen med vores børn, svigerbørn og børnebørn – og venner. Eksempelvis har vi en søndag i hver måned fællesspisning. Det har vi haft i mange år, selv før børnene flyttede hjemmefra. Men det er alle – også med min mor”, forklarer Jane om livet med dine, mine og vores børn, der alle bare ses som fælles børn.

“Det giver rigtig meget. Det betyder at vi i hvert fald ses der, men vi ses også meget indimellem. Det betyder også at børnene ser hinanden og er sammen – og at børnebørnene er sammen med deres fætre og kusiner”, supplerer hun.


Udvalgt citat: Familielivet betyder meget for mig

“Det at have håndbold og fodboldbørn har været en stor del af mit liv. Der er kun ganske få haller i landet vi ikke har været i weekend efter weekend. Det har fyldt meget. Men jeg har altid selv dyrket meget sport, så det har jeg også sørget for at drengene kunne komme til. Men det er også en måde at være sammen på, at vi er taget afsted med børnene, deres kammerater og deres forældre. Så kan man altid lige lave lidt undervejs arbejdsmæssigt”, siger Jane med et grin.

Det politiske liv har budt på både op- og nedture rent procentmæssigt ved valgene. Men hvordan tænker du om din tid i politik?

“Det blev til otte år som formand for Børn- og Ungeudvalget. Pasningsgarantien betød også at jeg blev en ret stor bygherre, for der skulle bygges nye institutioner. Der havde jeg et rigtig godt samarbejde med Socialdemokratiet. Det var noget vi var enige om. Vi lavede en langtidsplan sammen. Hele byrådet lavede også en langtidsplan omkring Fredericia C. I stedet for at spare os ud af krisen, så ville vi investere. Det har resulteret i alle byggegrundene i DanmarkC og byggegrundene i Fredericia C. Det er fantastiske projekter, der nu har været rigtig meningsfulde”, forklarer Findahl.

“Jeg har det sådan, at dem jeg stemmer på skal skabe resultater. At man indfrier noget af det man lover. Kommunalpolitik er et politisk håndværk der skal omsættes. Man skal kunne kompromisser – kan man ikke det, så kan man ikke lave kommunalpolitik. Det kræver først og fremmest at man ved hvilke mål man forfølger. Man er nødt til at have en hovedvej som man forfølger. Så skal man hele tiden være meget vedholdende, det kræver det også. Men man skal hele tiden kunne forklare hvad man gør. At jeg har fået det her, men givet slip på noget andet. Det er kompromiset. Så er der formidlingen af det efterfølgende, det er meget vigtigt”, fortæller Jane om en af hendes vigtigste erfaringer fra politik.

“Jeg blev genvalgt til byrådet i 2009 – og vi havde 16%. Der mistede S og SF jo flertallet. Det var da træls. Jeg ville meget gerne have fortsat mit samarbejde med Socialdemokratiet og Uffe, så vi kunne have gjort arbejdet helt færdigt, men det kom vi ikke til. Vi sad med fire mandater, meget stærkt, men det var som om at det ikke handlede om politik på den ordentlige måde. Det var meget kaotisk. Et byråd skal ledes, og der skal sidde en stærk leder. Ellers er det svært at samle folk, Man skal sammen opbygge en fælles hovedvej, hvor man hver især kan spille ind. Det kom vi slet ikke til i den periode. Det gik op i meget andet i stedet”, forklarer hun.

Udover en karriere i byrådet og i SFs øverste ledelse har du været en del af KLs (Kommunernes Landsforening, red.) bestyrelse. Det er ret atypisk når man ikke er borgmester?

“Jeg blev valgt til bestyrelsen i KL i 2006. Der blev jeg næstformand i Teknik- og Miljøudvalget. Så blev jeg genvalgt i 2010, og der blev jeg formand for Børne- og Kulturudvalget og medlem af formandskabet og Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget. Det var områder jeg selv var med til at forhandle frem – og områder jeg havde spidskompetencer indenfor. Både fagligt og politisk. Så det var fire knaldhårde arbejdsår. I øvrigt fik jeg også et nyt job i april 2010 som projektchef for de boligsociale helhedsplaner i Korskærparken og Sønderparken. Det var fire arbejdsår der ville noget”, fortæller hun med et et grin.

“Det var meget atypisk at det ikke var en borgmester. I SF foregår det på den måde at man stiller op – og der valgte de mig. Det var helt sikkert et stort tillidstegn. Når man sidder i KL’s bestyrelse skal man vide noget om lokalpolitik. Man skal vide noget om hele den komplekse organisation som en kommune er – både organisatorisk og fagligt”, supplerer hun.

Hvordan får man tid til det?

“Man får tid fordi man har et hamrende godt netværk. Det var kun Mads der boede hjemme på det tidspunkt – og Lars der altid også var der, på trods af at hans arbejde også er flyvsk”, svarer Jane og fortsætter: “Lars har betydet alt. Ellers kan man ikke. Hvis ikke man er enige, så kunne det ikke lade sig gøre. Ikke for mig i hvert fald. Det er i virkeligheden nok hans freelancejob der har passet bedst, at man kan arbejde 24/7”.

“I 2013 får jeg lige et mandat. Vi fik en kæmpe nedtur – også på landsplan. Det var ovenpå at nogle af vores gode unge politikere forlod os og så videre. Nogle blev totalt udslettet i andre kommuner, så vi var da heldige med at beholde et mandat her”, forklarer Jane om tiden efter det kollapsede regeringssamarbejde, der kostede SF både store politiske navne og eksistensen i mange byråd rundt i landet.

“Der blev jeg formand for Beskæftigelsesudvalget og Sundhedsudvalget – og jeg var stadig i Økonomiudvalget. Jeg har altid vidst, at jeg ville have et job på et tidspunkt – der kun skulle være mit job. Så søgte jeg den stilling jeg har nu i Odense Kommune og den fik jeg så. En stilling som koncernchef betyder selvfølgelig, at man går ud af byrådet. Det gjorde jeg, og startede der 1. Juni 2015”, fortæller Jane.

“Det var fedt at træde ud. Jeg har det sådan, at når jeg har truffet beslutningen så gælder det – og så er det gennemtænkt. Jeg er stadig vildt glad for mit job. Det er spændende. Jeg har et godt samarbejde med det politiske udvalg, kollegaer og medarbejdere. Vi har muligheden for at træne folk til at komme i job samtidig med at de kan få hjælp med de sociale udfordringer. Det er en god kombination. Flere danske kommuner gør det nu, for man har set at det er godt at arbejde på den måde – og særligt nu her når man får sammenhængsreformen”, forklarer Jane i forbindelse med et lille sidespring om, at undertegnede selv blev noget overrasket, da man i Fredericia valgte at sammenlægge Socialudvalget og Beskæftigelsesudvalget, som man for længe siden gjorde i Odense.

“Jeg samarbejder med politikerne og er med til at lave grundlaget for deres politiske beslutninger. Jeg er totalt embedsmand – og det nyder jeg at være. Men jeg nyder også at servicere politikerne og bidrage til at de på bedste vis kan træffe beslutninger.  Jeg tænker ikke i, at det er godt jeg har været politiker i forhold til det her, for mine kollegaer tænker jo også over hvad de ville have gjort hvis de var politikere. På ét område kan det være en fordel. Jeg har dyb respekt for politikere, men det ligger latent hos mig. Det er en del af vores demokrati der er helt fantastisk”, siger Jane.

Hvordan driver man lige sig selv gennem et arbejdsliv som dette?

“For mit vedkommende, for det er ikke ens for alle, der har det krævet, at jeg havde en passion, at jeg vidste hvad jeg ville. Hvilke mål står jeg for? For alt i verden at være vedholdende. Så har jeg været glad for, at jeg har en god portion arbejdskapacitet – og det har jeg fordi jeg synes det er sjovt”, svarer Jane, inden vi må takke af for denne samtale. Selvom det er Coronatid, så har hun arbejde der skal nås og en telefon der ringer – og så var vi vist gået lidt over den aftalte tid. 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer