Ugens Kurt kom til verden for 52 år siden på Fredericia Sygehus. Ugens Kurt elsker beton, hverdagen og fiskeri. Han er anden generation af Familien Riisager på Egeskovvej, han elsker Fredericia og så donerede han lige 25.000 kroner til byens handelsliv for at bakke op i en svær tid. Ugens Kurt er Jan Riisager.

Vi er tilbage på Kurt’s Kaffebar – så vi kan rent faktisk drikke en kop kaffe med Ugens Kurt, og valget falder på to kopper cappuccino. Jan har taget plads i lænestolen, og jeg tager sofaen. Der er god plads på kaffebaren – de fleste gæster har taget plads udenfor, så uforstyrret og udstyret med god kaffe taler vi om den 52-årige fredericianers liv. 

Søren og Birgit Riisager fandt et hus på Eriksvænget, og der voksede Jan op sammen med sin lillebror.

“Jeg kom til verden indenfor voldene, og herfra tog livet fart på Eriksvænget klods op af KFUM Parken. Min mor var pædagog på Dagmargården, imens min far siden 1966 havde kørt truck på Egeskovvej. Han blev senere indehaver af betonfabrikken,” fortæller Jan Riisager.

“Jeg og min lillebror gik i vuggestue og børnehave på Dagmargården. Jeg husker lidt derfra, men generelt så forestiller jeg mig, at det var et godt sted. Jeg husker mange af mine pædagoger, fordi de kom sammen med mine forældre. Vi var tæt på volden, hvor vi legede og tæt på vandet. Alt i alt var det virkelig en fin tid. Jeg føler, at jeg har haft en fornuftig barndom, dog præget af tiden. Det var sluttresserne og start halvfjerserne. Det var oliekriser, EF-medlemsskab og en verdensøkonomi, der gispede efter vejret,” fortsætter Jan Riisager og fortæller videre om, at helt skidt var det dog ikke.

“Vi kom på skiferie i Norge – før alpinskienes tid. Det var langrend. Det var hytter og det var familietid, når farmor samlede alle søskende, fætre og kusiner. Det var virkelig sjovt, desværre døde det lidt ud, da vores farmor døde.” 

Imens Eriksvænget, fodbold og håndbold i KFUM var fritidsbasen, og senere en passion for fiskeri, bestod skolegangen af blandt andet Treldevejens Skole og Fredericia Middelfart Handelsskole. 

“Jeg gik 10 år på Treldevejens Skole. Jeg var ikke den største rod på skolen, jeg var god til flere ting – eksempelvis snebolde på langafstand,” siger Jan og griner, inden han fortæller videre:

“Jeg kunne ramme gårdvagterne på lang afstand. Nej, pjat. Det var en ganske almindelig skolegang. Vi levede højt på lærernes øgenavne, som de i øvrigt levede fint op til. Jeg havde et lærerægtepar fra 1-10. klasse. Vi havde dem i alle fag, og deres søn gik også i klassen, hvilket var lidt synd for ham. Jeg udmærkede mig ikke rigtigt, men jeg kom igennem – lad os bare sige, at jeg var ikke en ørn i skolen. Matematik fangede mig dog.” 

Fra 1982 til 1984 gik Jan på Fredericia Middelfart Handelsskole. En tid han husker som fin, men uden de store udslag.

“Jeg var god til matematik – også på handelsskolen. Jeg blev også god til regnskab, hvilket førte til, at jeg efter min militærtid blev uddannet som akademiøkonom. En uddannelse der kombinerede skole og praktik. Jeg arbejdede dengang hos ER Elektric.” 

Hvad med fest og farver, var der noget af det? 

“Jo, det var der, men sjov og ballade var ikke rigtigt mig. Jeg havde min sport og militæret fyldte senere i mit liv. Jeg var seriøs, og jeg ville tjene penge – og mange tjente faktisk godt, når man var med på øvelser – men jo der var da fester, alt andet vil da være løgn. Jeg er blev officer af reserven efter seks måneder på sergentskolen, senere løjtnant på Skive Kaserne. Når man var student, kunne man dengang gå direkte ind på sergentskolen. Da jeg skulle være løjtnant, lærte jeg meget. Jeg boede 14 måneder i skive, men tog løjtningstiden i Varde. Det var en stor tid, man lærte meget. Man skulle være klar til at lede 40 mennesker. Det gav mig et stort ansvar.  Det var en tid, hvor Den Kolde Krig rasede – fjenebillede var de røde, og det trænede vi på. Jeg var på fire øvelser i Tyskland, hvor tyske og danske enheder øvede sig på krigen med den røde fjende,” fortæller Jan.

Var du en god soldat? 

“Det var okay, men jeg tror, at jeg var en gennemsnitlig soldat. Det var en stor omvæltning at komme i forsvaret hjemmefra. Det var at grave huller med rygsæk på, gøre rent, konstant barbering, disciplin i form af De, Dem og Deres. Man lærte sgu noget. Jeg lærte som sagt at tage ansvar for andre mennesker, jeg lærte at forstå, at de beslutninger jeg tog ville have konsekvens for 40 menneskers liv,” siger Jan. 

Vi drikker lidt af vores cappuccino og springer i tiden for at høre om sportens verden.

“Vi løb, legede og spillede meget fodbold i vores fritid. I 1981 begyndte jeg også at gå til skydning i Fredericia Skytteklub. Det var virkelig spændende. Jeg var heller ikke helt dårlig til det, men der var dog et par knægte fra Bredstrup, jeg ikke kunne slå, men det gik meget godt for mig. Jeg skød vel i godt fire år. Derudover – uden at lyde gammel, så spillede vi fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Jeg havde ikke den bedste motorik, så jeg endte på målet i fodbold. Men hvad jeg ikke havde i motorik, havde jeg i højde. Jeg var et hoved højere end de andre til vi blev 14 år. Det samme gjorde sig gældende i håndbold, så jeg kunne smide bolden i rosen, som man sige. Jeg stod på mål i fodbold til jeg blev 22 år. Jeg havde et år som senior på andetholdet, og var med førsteholdet i opstarten af en sæson som reserve, men jeg brækkede desværre mine fingre, og så kaldte militæret i stedet,” siger Jan og fortæller om sport senere i livet.

“Jeg har altid holdt af bevægelse og i 2001 gennemførte jeg en jernmand i Fredericia i tiden 12 timer og 15 minutter. Jeg deltog året inden på et stafethold, hvor jeg svømmede. I årene 2002 og 2003 deltog jeg også på et hold, hvor jeg svømmede og cyklede – mine knæ var ikke imponeret af løbeturene, men sidenhen har jeg ikke lavet noget så intenst – det var en hård sport. Jeg har dog fulgt mine børn til svømme- og hestestævner.” 

Jan blev far i 1993, og livet gik sin gang med et hus i Bøgeskov, senere Golfkvarteret og nedlagt landbrud, som han dog måtte vinke farvel til, da krisen for alvor kradsede. Men Jan har aldrig drømt om at blive rig og køre i Bugatti, som han siger.

“Men igen med sporten, så blev min datter virkelig god til ridning og min søn svømmede. Jeg tog selv nogle dommerkurser i svømning, så det blev til mange timer sammen, hvilket vi havde stor fornøjelse af,” fortæller Ugens Kurt

Passioneret naturmand og fisker

En stor passion og et stort kapitel i Jans liv er også naturen og fiskeriet. Han lyser helt op, når han fortæller, og erkender da også til sidst, at han er noget nørdet, skriver artikler til fiskemagasiner og gerne rejser verden rundt for at fange en fisk med stang og flue. 

“Det startede faktisk tilbage ved Uggerby Å, da jeg var seks år. Min fætter havde en båd, han brugte til at sætte garn. Jeg blev selv grebet af at fiske – den første fisketur var meget simpel. En stang med snor på – næsten bare en bambusstang. Jeg fangede skaller og ørreder hjemme hos mine bedsteforældre. Det var livet,” siger Jan. 

Erhvervsmæssigt var det også i perioden, naturen Jan søgte. Han ville nemlig være skovfoged. 

“Jeg tror, at det kom via mit fiskeri. Jeg synes, at det var fascinerende at være ude i naturen. Igen når jeg tænker lidt i tid, så var jeg også på Færøerne som 15-årig tre uger ad gangen med min fætter. Vi fiskede, men så også øerne. Det med at være i naturen har altid været mig. Derfor ville jeg også pleje naturen – det var virkelig spændende. Jeg blev ansat i Sydøstjysk Skovdyrkerforening, og det var mit mål efter skoletiden at blive opkvalificeret, så jeg kunne komme videre ind på uddannelsen – der var en række fra det almene gymnasium, som jeg havde ikke havde, men som jeg tog for at kunne få en skovbrugeruddannelser,” siger Jan og fortsætter:

“Det var en meget sjov tid. Jeg var for en gang skyld den bedste på hele skolen til stort set alt, men det interesserede mig også. Alt hvad jeg lavede var lige meget. Vi nåede til, at vi skulle videre for at blive skovfogedelever. Det foregik dog på Allinge på Bornholm eller på Sydsjælland. Jeg kunne vælge først. Vi var 40 stykker på skolen, så det var stort at kunne vælge først, men jeg kunne ikke se mig selv på de lokationer, og det kunne min kæreste heller ikke. Jeg blev far, og begyndte i stedet at arbejde hos mine forældre på Egeskovvej. Min far havde købt produktionen i 1987. Han havde faktisk forpagtet det siden 1983. Jeg startede så der i 1993, ikke at det var første gang, for jeg havde allerede som, 12-årig været med til at skovle beton i forme, lave små ting, men det var ikke der, at jeg troede jeg skulle bruge mit fremtidige liv. Jeg ville ikke kunne stå ved en maskine.” 

Virksomheden bestod den gang af tre-fire mand, hvor både Jans far, Søren og mor Birgit arbejdede med. Moren var blevet regnskabsansvarlig. Kunderne var primært de lokale håndværksmestre, og der blev produceret alt fra trapper, søjler, altaner og generelt produktion til betonindustrien.

“Det var et fint stykke arbejde, og gradvist blev det mit. Min mor var på kontoret, da de købte det. Hun stoppede som pædagog og blev regnskabsansvarlig, og hun sagde, at hun ville gå på pension som 60-årig, og i 2004 gik hun så pension. Et år efter stoppede min far, og så overtog jeg. Vi lavede om på produktionen fra de mindre ting, blandt andet fliser, og satsede i stedet på at lave de større ting. På det tidspunkt var der større bevågenhed på at lave produktion til de bygninger, der så dagens lys i 30erne, 40erne og 50erne. Vi lavede udsmykningerne, detaljerne og lignende. Det kunne eksempelvis være til en bygning, som den overfor,” siger Jan og peger ud af vinduet i Jyllandsgade. 

“Vi fortsatte dog produktionen af en række ting, blandt andet belægningssten til private, men i længden kunne vi ikke tjene penge på det. Vi lavede senere mange fundamenter til ABBs transformerstationer, og det udgjorde faktisk hovedparten af vores produktion i syv år. Vi opnåede også ordre på en million kroner, hvilket i Randals historie var helt vildt. Vi gik fra at være tre mand til 15 i 2009. Der var virkelig travlt. Men to år senere mærkede vi for alvor finanskrisen,” siger Jan og fortsætter:

“Vi gik fra 15 til fem mand. Vi halverede omsætningen på to år. Vi havde lidt arbejde, men fik ikke mange penge for det. Det var svært at få økonomien til at hænge sammen i alle henseender. Men stille og roligt bed vi os fast i markedet igen, og specialiserede os i nicheproduktion med relativt små opgaver på kryds og tværs. Vi laver eksempelvis nybyggeri med liberalt erhverv i bunden og ungdomsboliger ovenpå, hvor det er vores trapper, altaner og søjler man ser. Derudover har vi arbejdet med næsten alt indenfor beton: elementer til at adskille rum, skolegårde, store trappetrin, amfiteatre, scener og lignende. I teorien kan man undervise der – men det er nok de grønne flasker, der trækker mest disse steder, “siger Jan og griner.

“I dag er vi 18 mand og en freelance kontordame. Det kører fornuftigt, vi har meget at lave, men det er en branche, der går op og ned. Der bliver også nogle gange betalt lidt dyre lærepenge, når vi regner på opgaver og udfører dem, men det går også den anden vej, hvor vi tjener lidt. Vores forretningskunder er i dag menensker, der har brugt os gennem årtier. Det er netværk, og aftalerne beror på tillid, så meget at mange aftaler er mundtlige,” siger Jan og synker sin kaffe dybt inden han fortæller om bagsiderne af livet.

“I 2016 fik jeg en blodprop i hovedet. Det var min fødselsdag, og jeg havde inviteret familien ud at spise. Jeg arbejdede vel 60-70 timer om ugen, fritiden var gået med børn og hus. Der var altid noget at lave på en nedlagt landejendom, så jeg havde nok ikke fundet roen gennem mange år, hvorfor jeg også sidenhen har søgt stilheden og i øvrigt fundet en kæreste, der hjælper mig godt på vej, når det kommer til at komme tilbage til naturen. Jeg blev også nyreopereret i 2016, så det var noget af en tid, men jeg stoppede dog ikke med at rejse. Jeg var i Spanien, Canada og Norge med alt dialyseudstyret.”

Samtalen falder på passionen om fiskeri igen – og Jan elsker virkelig at fiske.

“Jeg var i Britisk Columbia for at fiske en sjælden regnbueørred, der lever vildt; steelhead. Den vandrer i havet og kommer så op i floderne. Den er totalt fredet, så man fanger den, tager et billede og så sætter man den ud igen. Jeg har dags dato været af sted nogle gange, og fanget 49 styk. Min kæreste siger også, at jeg er nørdet på det område. Jeg har også fanget laks i Norge, Island – ja mange steder. Hvis der åbnes op, så står den på Alaska til sommer. Vi bliver sat af med en vandflyver, og driver vi ned langs floden,” siger Jan.

Jeg kan høre, at naturen virkelig betyder meget for dig?

“Ja, det gør det. Det er i naturen, at jeg finder roen. Jeg er også tit på sheltertur med min kæreste. Vi sætter pris på naturen begge to. Vi har også været på kano- og vandreture,” svarer.

“Jeg fisker i øvrigt kun med flue. Jeg skriver også lidt små artikler med oplevelserne til et fiskemagasin med fluefiskerne. Det giver generelt enormt ro i kroppen at fiske. Jeg oplever også mange ting, som mange andre ikke oplever. På fredag skal jeg fiske efter torsk – det er lidt mere madorienteret. Men igen – jeg nyder det bare. Hvis du spørger til lykken, så er det lykke for mig. Det giver mig ro. Jeg tjener ikke styrtende med penge på fabrikken, men vi har det godt. Jeg kommer nok aldrig til at købe en strandvejsvilla eller den nyeste Bugatti, men det gør heller ikke så meget,” slutter Ugens Kurt.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer