Ugens Kurt er et kendt ansigt i byen. Man ser ham på sin cykel, på Monjasa Park, i thansen ARENA, til politiske debatter og så er han født indenfor voldene. Han nyder titlen som Farfar til seks børnebørn, som han deler med Fru Nielsen. Ugens Kurt er Dennis Nielsen.

Dennis Nielsen blev født i 1957 på Sct. Josef til klokkerne af Sct. Michaelis. Mor var fabriksarbejder og far kørte lastbil. Byen var legerum, skolen trak ikke i ham, så smedegerningen blev vejen.

Dennis Nielsen ankommer i sin arbejdsjakke til Kurt’s Kaffebar. Klokken er blevet 15.23, han fik fri kl.15.00 fra Caverion på Venusvej og tog jernhesten til byens centrum, hvor han i Ugens Kurt beretter om livet og sit 25-års-jubilæum.

“Min mor var fabriksarbejder. Hun arbejdede mange år på mælkefabrikken Nestlegården og sluttede af på Rahbek Fisk. Min far var udlært tømrer, men kørte som skraldemand for P. Fournaise,” indleder Dennis Nielsen og fortsætter:

“Jeg voksede op i centrum af Fredericia i Prinsessegade ved siden af biografen. De første mange år legede vi på Ryes Plads, hvor der var græs og træer, og så var der baghaverne i Prinsessegade, hvor vi legede meget. Der fik jeg mange kammerater. Vi var alle sammen ude at lege, det var sådan det var dengang. Der var ikke iPads og fjernsynet var dårligt kommet til byen. Vi byggede sæbekassebiler, alt foregik udendørs, så vores forældre havde meget ro.

“Jeg gik også på Dagmargården og senere Børnenes Vel i Kongensgade, inden skoletiden på Købmagergade Skole kaldte,” fortæller Dennis Nielsen.

Hvordan var skoletiden?

“Det var den gamle skole, da jeg startede stod vi på rækker, når det ringede ind. Det var disciplin med kæft, trit og retning. Det var lige den årgang, hvor man stadig kunne risikere at få en på hovedet. Jeg havde ikke rigtig noget favoritfag, og jeg må også indrømme, at jeg blev lidt skoletræt. Jeg kom ud at arbejde først som medhjælper på cigarfabrikken I.P.Schmidt et par måneder, hvorefter jeg kom i smedelære som hos Monberg & Thorsen i Erritsø,” fortæller Dennis og uddyber:

“Jeg havde en god læretid. Det var en tid med fest og farver i 1970’erne. Der var gang i den. Det var mere spændende end skolen at komme i lære. Det var en hård tid, der var regler og man skulle yde noget. Respekten for svendene var stor, man skulle rette ind, og hver fredag skulle maskinerne gøres rent. Det var igen en anderledes tid. Fredericia var dengang på mange måder tegnet af de store fabrikker som Superfos, Shell Raffinaderiet og Skærbækværket, hvor vi arbejdede meget.”

Dennis Nielsen sluttede læretiden i 1978, hvorefter Søværnet kaldte. Det blev til en tur til landets hovedstad København.

“Efter min læretid rejste jeg til København. Destinationen hed Holmen, hvor Søværnet blev mit arbejde i ni måneder. Jeg må indrømme, at det var en fantastisk tid. Jeg ved godt, at Søværnet er noget andet end det almindelige militær, men det var godt. Jeg under alle de unge mennesker i dag at prøve det. Det var virkelig spændende. Det var ni gode måneder, hvor mit primære job var at passe maskinerne og tjekke H.M. Dronningens både, der skulle sejle ud til Kongeskibet Dannebrog,” siger Dennis Nielsen og tænker tilbage på hovedstadens pulserende liv.

“Jeg husker København, som en enormt spændende by. Det var så fedt at komme derover. Det var noget helt andet. Jeg havde en god soldatertid, hvor vi havde fri til fyraften. Der var plads til at nyde livet og se byen. Det var helt unikt at være i byen. Efter min tid i Søværnet rejste jeg tilbage til Fredericia, jeg havde jo truffet Fru Nielsen (Politikeren Inger Nielsen red.). Jeg havde sgu kun været i Søværnet i en måned, da jeg traf hende – så var jeg låst fast. Jeg blev ellers tilbudt et job i København som vicevært, men jeg valgte Fredericia og Fru Nielsen. Det var en god tid. Jeg arbejdede forskellige steder, blandt andet som rejsemontør i Danmark og Norge, ligesom platformene på Nordsøen blev en af mine rejsedestinationer,” fortæller Dennis Nielsen.

Hvordan var det at komme ud på Nordsøen?

“Det var specielt og anderledes. Det er faktisk simpelt. Enten så kan du være der, eller også kan du ikke. Jeg var der af flere omgange, men jeg kender mange, der var der en gang, og aldrig kom tilbage igen. Man er jo ude på søen, så man kan ikke lige gå ned i byen og drikke et par bajere, og sige, “det er ligemeget”. Jeg var instrumentrørlægger på Nordsøen og det var lige mig,” siger Dennis Nielsen og fortæller om tiden, da han gik “i land”.

“Efter en lang række ansættelser – som der var normalt i min branche, hvor mange smede og særligt jeg mærkede uroen i rumpetten efter seks måneder på en plads, så måtte man videre. I maj 1995 startede jeg hos ABB, hvor min arbejdsplads blev afdelingen på Shell Raffinaderiet. Det var faktisk nogle kolleger, jeg havde gået med på Nordsøen, der ringede og spurgte om jeg kunne hjælpe. Det kunne jeg. I dag arbejder jeg stadig i koncernen, der har skiftet navn til Caverion,” fortæller Dennis.

Hvordan var det at blive fastligger?

“”Jeg var virkelig glad for at komme derud. Jeg havde muligheden for at komme på Nordsøen igen og til Tyskland, men jeg gad ikke mere. Familien kaldte mere. I dag er jeg alt-mulig-mand, jeg har haft en række skavanker gennem årene, så det har været godt være i en stor virksomhed med mange muligheder. Jeg har arbejdet med mange forskellige opgaver gennem de 25 år. Jeg har faktisk 25-års-jubilæum den 13. februar. Det er jo mit andet sølvbryllup – det første var med Fru Nielsen. Begge er holdt godt. Det er stort – nogen gange tager den ene dag bare den anden – og her kan vi sige det ene år tager det næste år,” lyder det fra Hr. Nielsen.

Du blev senere politisk og faglig aktiv, hvorfor?

“Det er rigtigt. Jeg blev politisk aktiv tilbage i 90erne, men det var faktisk det faglige arbejde hos Dansk Metal, der trak mest. Jeg blev opfordret til at blive tillidsmand, og det blev jeg glad for. Senere blev jeg medlem af bestyrelsen i lokalafdelingen hos Dansk Metal. Det er blevet til mange gode år med fokus på arbejdsmarkedsforhold. Det har jeg altid brændt meget for,” siger Dennis og fortsætter:

“Politisk blev socialdemokratiet mit parti. Jeg har været byrådskandidat to gange, en gang opnåede jeg at blive suppleant, anden gang gik valget katastrofalt. Jeg gik ind i politik for at arbejde med arbejdsmarkedsforhold – jeg ville give igen og gøre mit for at arbejde med mulighederne for mine kolleger.”

Din hustru er hos Dansk Folkeparti i dag, har I så nogle heftige debatter?

“Vi kan godt debattere, med det er ikke noget, der giver problemer. Det er ikke så galt, for vi er alligevel enige om mange ting. Men der er også en række områder, hvor vi kan være uenige politisk, men sådan er livet jo. Vi har haft mange gode debatter, og det har vi stadig. Vi brænder begge for mennesker og samfundet, og ser man de to partier på landsplan, så er der jo flere punkter hvorpå de er forelsket i hinanden. Lokalt kan der være lidt uenighed, men også her finder de sammen. Inger og jeg har det godt med politik – og det går fint”, siger Dennis.

Har man besøgt det gamle stadion på Baldersvej, så ved man også, at Dennis Nielsen og sønnen Lasse var faste tilskuere, og det er de stadig.

“Jeg kan godt lide at se byens klubber. Det er en god tid, særligt nu hvor det går godt, men jeg har også været med, når da gik skidt. Jeg synes, at det er nogle gode sportsgrene på hver sin måde. Håndbolden har tempo og mål, fodbolden fascinerer og leverer ofte tætte og store dramaer. Håndbolden deler jeg med Inger, imens hun er bandlyst til vores fodbold, hvor vi står tre generationer sammen. Det er stort,” siger Dennis og fortsætter:

“Jeg har seks børnebørn – det er nogle fandens børn, Inger og jeg fik. Vi fik kun to og så leverer de seks børnebørn, men det er spændende, særligt når de er små har man som farfar mange store oplevelse. Den ældste bliver 18 om lidt, så før jeg ser mig om, er jeg jo oldefar, det går deropad, Andreas, siger Dennis og drikker en slurk kaffe.

Hvad med politik i dag, er du stadig med?

“Jeg er stadig med i politik og fagforening. Den første del er droslet lidt ned. Jeg følger med, jeg er jo også gift med en politiker, så jeg skal vide, hvad der sker. Men jeg må sige, at fredericiansk politik er lidt kedelig i disse år. Det går godt i byen, men byrådsmøderne er blevet for stille. Før kunne man stille spørgsmål, nu er det hele afgjort og klappet af, inden de går ind i salen,” siger Dennis Nielsen og slutter, inden vi går over til mere kaffe og flødeboller:

“Jeg synes, at det er en skidt udvikling. Jeg ved godt, at mit parti sidder på 13 mandater og Jacob er god til at inddrage alle i byen, men nøj, hvor jeg savner den politiske debat. Mit parti har gjort det godt, og vælgerne har belønnet os, men man skal passe på, at man ikke glemmer debatten. Jeg har dog respekt for demokratiet og de valg, man har taget. Jeg er ikke ked af det som socialdemokrat, vi har jo flertallet – men debatterne er gode at tage.”

Dennis Nielsen og jeg får en kop kaffe mere, og Ismail serverer en flødebolle for os, som vi nyder, inden vi hilser af og Dennis cykler hjem til Inger i Erritsø på sin cykel.

Tillykke med jubilæet, Dennis.

1 KOMMENTAR

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her