Der er Corona-lukket mange steder i det danske samfund, men telefonerne virker heldigvis endnu. Denne uges Kurt er en sydsjællænder, der rykkede teltpælene op og flyttede til Fredericia. Han er CEO i en af byens store virksomheder, der efterhånden har haft en række placeringer i Fredericia. Nu er de placeret i Pjedsted – og er blandt de førende indenfor udklædninger. Ugens Kurt er Daniel Diness Andersen, CEO hos Temashop. 

“Jeg er født i Vordingborg i en by der hedder Ørslev, eller der kom jeg til som ganske lille, jeg er egentlig født på Stevns. Vi overtog mine bedsteforældres gård, så jeg er opvokset på en gård, og har haft en selvstændig far som gårdejer, og så har jeg haft en mor der var skolelærer – og 3 brødre”, indleder Daniel, inden han fortsætter: 

“Det der med at stå på egne ben lærte vi hurtigt. Første gang jeg lavede handel tror jeg var i 5. Eller 6. Klasse, hvor jeg købte fyrværkeri hos en grossist og solgte det videre – og på den måde fik jeg finansieret mit eget krudt. Det er ligesom starten på at lave lidt handel”.

“Så startede min storebror en webshop der handlede med diskoteksudstyr på nettet, hvor jeg hjalp til. Vi kørte også mobildiskoteker og var ude i landet med det. Det med at tjene sine egne penge – imens man har det sjovt – ligger ret langt tilbage. Det har hele tiden været sådan, at vi har kastet os ud i tingene og lært hen ad vejen”, forklarer han.

“På handelsskolen får jeg en idé. Min storebror havde jo en shop jeg hjalp med at få op at stå. Der var ingen software der gjorde det let – og dengang kostede det per minut at være på internettet. Jeg ledte efter et system og fandt en inder der havde fundet et system, som jeg var sikker på, at man kunne lave penge på. Jeg betalte ham for at redesigne den under et andet navn, og så lavede jeg egentlig bare templates – og købte 100 licenser og solgte dem videre til 10 gange prisen”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Det solgte egentlig sig selv. Så blev jeg mere bidt i det her med at lave noget IT-relateret. Jeg begyndte at lave hjemmesider, reklamer, blandt andet købte jeg maskiner til bilreklamer og tryk på tøj. Det jeg så kørte lidt død i var, at det var en enmandshær. Jeg var egentlig god nok til at sælge, men jeg skulle også lave dem. Så der var ligesom et vakuum imellem opgaverne. Alt det her administrative har aldrig rigtig sagt mig noget, jeg kan godt finde ud af det, men det dræner mig for energi. Så jeg fandt hurtigt ud af, at der skulle ske noget andet”.

“På daværende tidspunkt gik jeg på HHX med alt for meget fravær. Jeg synes det var meget sjovere at være ude og lave noget, blandt andet et booking-system til D’Angleterre og en platform for ejendomsmæglere. Det ender med, at jeg får for meget fravær og bliver selvstuderende – og efter det jeg tog et sabatår. Det gik faktisk forholdsvist godt. Allerede på det tidspunkt havde jeg fundet ud af, at det praktiske vægter noget højere end det teoretiske, i hvert fald for mig – også efterfølgende når jeg kigger på de folk jeg ansætter”, forklarer Daniel.

“Er der vilje og talent, så kommer man langt. Man kan ikke læse sig til alting. Nogle ting skal prøves – og man skal ville det. Beslutningerne er nødvendigvis ikke skrevet ned i en bog, man fejler – og så bliver man bedre. Det er learning-by-doing. Vil man ikke lave fejl, så lærer man ikke. Det har jeg kørt efter hele livet. Det er det jeg synes er sjovt”, fortsætter han.

Nyt, stort kapitel i Fredericia

“Der sker så det, at en af mine kunder, som er Showbizz Danmark, inviterer mig ind. Det er nogen jeg har jobbet lidt for i fritiden med rodeotyre og så videre i weekenderne, men vi lavede også noget internet for dem. Jeg blev kaldt ind og tænkte, at jeg havde gjort noget forkert. Men samtalen gik på, om jeg var interesseret i deres udlejningsafdeling med en masse sjov og ballade. Det ville jeg lige tygge på en dag”, siger Daniel og fortsætter:

“Jeg ringede til min storebror, qua min erfaring med at være alene, jeg spurgte om ikke vi skulle gøre det sammen – og så kunne vi lave en fornuftig fordeling af arbejdsopgaverne. Det ville han gerne, han kørte taxa på det tidspunkt, så vi siger ja til det – og det overtager vi på favorable vilkår uden, at vi skal have penge op af lommen lige nu. Men vi laver en afdragsordning over tre år, hvor man løbende betaler af samtidig med at pengene kom ind. Så havde vi ikke banken der åndede os i nakken – og vi kunne knokle igennem. Vi ender med at nå det på 2,5 år, køber en større bygning og bruger meget tid på at udvikle”.

Drift det keder mig, men kan jeg se udvikling, så synes jeg det er spændende. 

Daniel Diness Andersen, CEO hos Temashop

“Vi udvikler nye ting som eksempelvis en kunstig kælkebakke. Det gjorde at forretningen voksede – og vi havde mere og mere at lave i Jylland. Jeg følte nærmest, at jeg levede i bilen. Så jeg var klar til at flytte herover. Så kigger man på kortet, hvad ligger centralt? Det er Fredericia – og så blev det Fredericia. Det er egentlig uden at kigge på hvad der ellers er af byliv. Det var i 2008 cirka, at jeg så flyttede herover. Jeg havde ikke meget der holdt på mig andet end familie og venner, men det var en oplevelse og et nyt pust. Så den udfordring tog jeg. Det gik fint, vi fik et lager og jeg flyttede ind i en lejlighed i byen. Der var nok at lave om sommeren, men om vinteren skete der ikke så meget”, fortæller han.

“Så jeg tænkte på hvad der kunne sættes gang i. Vi havde efterhånden været ude til firmaarrangementer med rodeotyre og tørklæder og så videre. Vi undersøgte hvor man kunne få sådan noget henne, og det virkede kedeligt og dyrt det eksisterende marked. Vi finder Europas største leverandør, som vi handler med. Det havde jeg sagt til min bror, at der kunne være noget at hente her. Min bror sad lidt på pengekassen, men jeg blev ved med at sige, at jeg var sikker på, at der var noget her. Jeg får nys om at de har lavet en dropshipaftale, hvor man kan sælge varerne direkte fra din webshop – men deres lager. Det synes jeg var rigtig spændende, for så kunne vi komme igang med det her uden en stor kapitalbinding”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Det taler jeg med dem om, men det kunne kun lade sig gøre i England. Men jeg tager ikke et nej for gode varer, så jeg bliver ved. Hver gang jeg ringer har jeg gode argumenter – og til sidst siger de ja til det. Vi indvilliger i at være partnere og tage de tæsk der måtte være i opstarten. Men vi får sat i gang, det er cirka i januar 2009. Der opretter vi hjemmesiden Temashop. Vi kommer i gang med det her for noget der ligner 30-40.000 kroner og får det her igang. Vi starter egentlig uden annoncering, men ordrerne begynder stille og roligt at tikke ind. Der er lidt problemer til at starte med, men overall kører det egentlig over alt forventning. Der er lidt længere leveringstid, det tager på det tidspunkt 3-4 dage fra England, men vi var gode til at få det her til at køre. Jeg ringer hver dag og fortæller min bror om hvor god en beslutning det var. Jeg får et par piger på sabbatår til at hjælpe mig med at oversætte alle de her produkter, der er jo en 2-3.000 produkter. Normalt når man kører en forretning vælger man produkter ud – men vi tog fra en ende af”.

Rejsen i større lokaler – og med socialt ansvar

“Der går et par måneder med mere og mere gang i den. Pludselig kommer vi til maj-måned med sidste skoledag – og så tager fanden ved den her hjemmeside. Mandag morgen ligger der 1.000 ordre i systemet, og jeg tænkte bare ‘hold da op’. Der var virkelig gang i den. Men fint nok, jeg skulle jo ikke pakke dem. Der gik en halv time, så ringede de fra England og spurgte om ikke der var fejl i systemet. Men den var god nok, så kaldte de lidt ekstra folk på arbejde. Det der var hagen i det var, at vi i løbet af tre måneder havde omsat for 1.000.000. Så vi havde fat i det rigtige – og begyndte at udvikle derfra”, fortæller Daniel.

“Siden da er der sket mange ting. Vi kiggede på de data der kom ind, hvad sælger? Det der sælger begynder vi at tage hjem på vores eget lager for at få kortere og billigere levering. Vi rykkede ind i Videnparken, der havde mange tomme lokaler. Vi får en god pris på kontorer – og vi får lov til at lave et showroom. Vi ender også med at leje et lager. Men hurtigt kan vi se, at vi kan ikke være i de rammer. Så vi laver en aftale på Damvej, hvor vi over en treårig periode laver en trappeleje. Efter fire år var vi også vokset ud af de 800 kvadratmeter. Det er virkelig gået stærkt og flere og flere er kommet til. Det var der vi begyndte at arbejde mere med det her sociale ansvar”, forklarer han.

“Det kom som en tilfældighed. En fra jobcentret ringede på en annonce jeg har slået op. Hun spørger om ikke en hørehæmmet kan klare det, og vi var allerede på digital lagerstyring, så jeg siger, at det mente jeg godt man kunne. Det hele foregik jo på en scanner. Og jeg kan jo godt lide en lille udfordring. Vi modtager aldrig ansøgningen, så vi ender med at ansætte andre. Men de spørger så om ikke de måtte komme forbi med den her borger. De kommer forbi en dag, jeg viser rundt – og Jesper, som han hedder, er meget indelukket. Han virker lidt træt af systemet. Jeg tænker, at det kunne jeg godt tænke mig at give ham en chance. Han får et praktikforløb”, fortæller Daniel og fortsætter:

“Da han får det ja, begynder han at græde. Det havde han ikke regnet med, han havde forventet endnu et nej. Der begyndte jeg at tænke. Tænk at han kunne blive så glad af at få en praktik. Det rørte mig lidt. Jesper begynder i praktik, det jeg troede var, at en hørehæmmet er en man skulle råbe lidt højere efter, men det er med tegnsprog man kommunikerer. Vi skulle til at lære tegnsprog og kommunikere gennem sedler. Det fungerer overraskende godt, og Jespers praktik bliver til en løntilskudsperiode, der bliver til endnu en løntilskudsperiode (det er noget vi savner i dag, men det er en anden historie), men der var brug for lidt ekstra tid til ham. Jesper bliver rigtig god til det her. Han kommer glad på arbejde, laver sjov med de andre og så videre. Vi bliver så glade for Jesper, at han selvfølgelig skal i et almindeligt job hos os. Den dag han får sin kontrakt er han ikke til at skyde igennem. Det kan godt være, at han er døv, men han fik det samme i løn som resten af lageret. Det var berigende at se. Der kunne jeg se, at det behøver ikke altid at handle om penge. Der er også den menneskelige bundlinje. Kan vi hjælpe nogen til at få et bedre liv ved at give dem en chance?”.

“Han bliver desværre sygemeldt, fordi han døjer lidt med en skulder. Vi ville gerne beholde ham, bare i et fleksjob. For jeg arbejder ud fra, at man yder det man kan. Jeg går ind i en kamp sammen med Jesper om at få tilkendt det her fleksjob. Det er hårdere end jeg lige regnede med. I den tid er vi flyttet til Pjedsted – og Jesper var en af de medarbejdere der havde været her længst tid – og han er blevet en god ven personligt. Når man giver folk en chance, så får man også loyale medarbejdere der vil yde den ekstra indsats når der er brug for det. Men Jesper var ved at blive tabt, så jeg gik selv ind og begyndte at trække i systemet. Han havde ikke godt af bare at gå hjemme. Det var ikke ham. Så vi får egentlig sit lidt turbo i forløbet, men får at vide, at han skal arbejdsprøves – og det skal han i en anden virksomhed, så det er bedst mulig test. Der gik en klap ned for Jesper. Det jeg egentlig siger til ham er, at vi hjælper med at finde et sted hvor han passer ind. Jeg får ham skaffet en arbejdsprøvning i mit netværk. Efter en lang og sej kamp får han sit fleksjob er stadig ansat her ved os. Det var egentlig starten på det. Imens er flere kommet til – vi har haft fokus på de hørehæmmede, men også langtidsledige, stressramte og andre har fået en god opstart her. Vi havde et godt samarbejde med det nu lukkede Sund og Glad”, forklarer han.

“I alt det her støder jeg også på den sociale kapitalfond. Det er et tidspunkt hvor jeg gerne vil ekspandere til udlandet – og til det skal der kapital til. Den Sociale Kapitalfond ville gerne yde lån uden den store sikkerhed til virksomheder der tager socialt ansvar. Det mente jeg også vi gjorde, men de mente at vi skulle deltage i to fællesskaber, jeg ville ikke helt, men dagen før deadline sender jeg ansøgning – og bliver kaldt til et interview i Aarhus. Vi bliver udvalgt til at deltage på en bootcamp, hvor de ville vælge de bedste ud til at deltage i vækstprogrammet. Når man har været gennem dette forløb kan man få en investering. Jeg får meget ud af forløbet, især indenfor hvordan vi kan styrke organisationen”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Vi åbnede et satelitkontor i København, der skabte store resultater i den nordiske ekspansion, men nu er vi samlet her, for vi er én virksomhed. Det var fint i en periode, men man har bedst temashop-ånden ved at man ikke skiller det ad – for det bliver ikke det samme. Der er sket en masse ting gennem årene. Vi har opkøbt otte konkurrenter, vi købte en legetøjsgrossit. Vi har udvidet med en horseshop. Der er god vækst i alle vores forretningsområder”.

Opbakningen hjemmefra har altid været der

Med en tur gennem Daniels liv, der mest af alt byder på det ene selvstændige eventyr efter det andet har fået mig til at tænke. Han sagde godt nok, at hans far var selvstændig, men er det nok til at både han og hans bror har haft det selvstændige drive gennem hele deres liv? Der må næsten ligge noget mere bag, var min tanke.

“Vi har været opdraget med, at man ikke får noget uden at arbejde for det. Ville vi have noget, så måtte vi hjælpe til. Så der har hele tiden været noget. Mine forældre havde i en årrække også en kæmpe jordbærplantage. Der så vi firsthand, at når man producerer noget kan der komme penge ind. Der skulle bare arbejdes for at få penge på bordet – og yder man det ekstra, så får man også det ekstra”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Så jeg tror det er opvæksten med at vi ikke har fået noget foræret, så har det været naturligt, at vi skulle arbejde for det. Der har altid været opbakning til det. Der har hele tiden været en støtte og en opmuntring til at prøve det. Det kan ikke gå værre end galt – og vi har et system til at samle os op hvis det går helt galt. Det tror jeg er det. Vi har haft forældre der har troet på os og givet os en tilskyndelse til, at det er fint nok at prøve – og så må man tage de efterfølgende øretæver. Vi har altid vidst, at vi har haft dem med”.

“Noget af det jeg husker mest fra min barndom er, at min far kom med en gammel computer og satte ind i vores klasse i 2. Klasse, der var vi den eneste klasse med en computer. Det med at vi har fået adgang til teknik og fået det ind med modersmælken, at man har gjort ting for at sige, at det her bliver en større del af fremtiden. Det har gjort, at jeg har syntes at det her er spændende. Jeg tror også vi er blandt de første med internet i hjemmet, for så kunne man bruge nettet til at finde svar på spørgsmål. Dengang var der ikke google, men der var så meget andet. Det handler om, at man ikke giver op, men bliver ved med at prøve. Der har nok været høje telefon- og strømregninger, men det tror jeg, at de var fuldt bevidste om, at det skulle nok blive godt”, lyder det fra Daniel. 

Med den var en time også hurtigt gået, og selvom der er Coronakrise skal Daniels virksomhed drives videre. Men der er vel heller ikke noget bedre at slutte på, end at Daniel er opdraget til, at man skal fejle før at man kan lære – og at det ikke var en dårlig beslutning, at hans forældre ofrede penge på internet i hans barndom.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer