Ugens Kurt er i denne uge en mand med et iværksætterdrive, et evigt smil og så arbejder han hårdt. Han er født og opvokset i det nordligste Danmark, inden han som ung rykkede teltpælene op og flyttede til Fredericia. Byggemarkedsbranchen har han aldrig rigtigt kunne slippe – men efter en årrække som ansat skiftede han sin løn ud med det minimale overlevelsesgrundlag. Nu er han medejer af Danmarks største online byggemarked, der siden oprettelsen i 2011 har udvidet flere gange.

Jeg kender Carsten godt. Rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det. Uanset hvornår man møder ham, så er det altid med et smil og et velment hej. Jeg kender ham som en købmand af guds nåde, og det er vel også det der har drevet ham til der hvor han er nu. Derhjemme har han en kone og en datter, dertil kommer så en hund, en kat, heste og hvad ellers der følger med et mindre gårdsted. Men denne gang tager vi med tilbage, tilbage til opvæksten i Nordjylland, rejsen fra det lokale byggemarked tæt på sin familie til at flytte ned til Fredericia.

“Jeg er født og opvokset i Nordjylland, lige udenfor Løgstør. Jeg er vokset op med en lillebror og en lillesøster ude på landet. Det er meget anderledes end det der så blev min hverdag indtil for nyligt. Det var meget landligt. VI havde et sort/hvid-fjernsyn, der var stille og roligt. Ja, der var faktisk ikke de store udsving i Nordjylland”, fortæller Carsten.

Det hele startede med et byggemarked

“Da jeg var færdig med med tiende klasse kom jeg i lære i det lokale byggemarked. Det var en del af en byggemarkedskæde – og efter endt læretid der kom jeg ind og aftjente værnepligt på Vorup Kaserne i Aalborg”, forklarer Carsten, inden han fortsætter:

“Derefter fik jeg tilbudt en stilling i Fredericia. Jeg kiggede på kortet, hvor fanden er det nu lige det ligger? Den stilling takkede jeg ja til og endte hos Sandal Trælast med Poul Hansen. Jeg tog toget ned en dag og kom ind på kontoret. Han havde allerede fundet job og en lejlighed til mig. Jeg var nede om onsdagen, og startede om mandagen. Jeg kendte ikke et øje i Fredericia, men jeg tog chancen”.

“Det var en stor beslutning. Når man kom fra bøh-landet og skulle til storbyen Fredericia, så er det da klart, at det er en stor beslutning. Det var lidt ensomt i starten, men er man udadvendt, så kommer man hurtigt over det”, supplerer Carsten.

“Jeg havde ansvaret for haveafdelingen nede på trælasten. Det havde jeg gennem fire år, inden jeg blev kørende sælger for det der dengang hed Markt og Co., der havde agenturet på Weber og Gardena. Det var lige først i 90’erne, da vi skulle starte op med Weber. Der skulle vi ud og grille alle steder”, forklarer Carsten og fortsætter:

“Der var i Husk Lige Tandbørsten, hvor Jan Glæsel forærede ting væk – der var min chef smart nok til at give ham en ny grill, da han forærede sin egen væk – og så var Jan Glæsel med på Weber-holdet. Så har jeg stået i stort set alle byggemarkeder og grillet fredag og lørdag og søndag”.

‘Hjem’ til Fredericia og mødet med en makker for livet

“Derefter skulle Sandal Trælast lave en professionel håndværkerafdeling. Den startede jeg op  sammen med en makker, og så kørte jeg den ellers i syv år. Nogle omstændigheder gjorde, at jeg skulle på et nyt eventyr væk fra Fredericia. Det blev Tommerup Trælasthandel, hvor jeg arbejdede i to år”, fortæller Carsten Mortensen.

“Da der var gået to år på Fyn blev jeg kontaktet af Davidsen, der siden også købte Sandal Trælast. De spurgte om ikke jeg ville stå for deres håndværkerbutikker, og det sagde jeg ja tak til. Det var så her jeg mødte Morten, der nu er min kompagnon i Frishop”, fortsætter han.

“Så er det, at det begynder at tage fart. Vi er i maj måned 2011, hvor Morten og jeg over et par øl i Jomfru Ane Gade bliver enige om, at vi ville prøve selv. Vi har altid haft en lille iværksætter i maven. Vi laver en solid business case. Vi lejer et lokale, køber to skriveborde – og så starter vi ellers bare. Det var på Vognmagervej, hvor vi lejede et lokale på 100 kvadratmeter og et lager på 350 kvadratmeter”, forklarer Carsten.

Men hvordan griber man det lige an hele det her med at starte sin egen virksomhed?

“Man er nødt til at have en business case. Vi fandt ud af, at det kunne holde vand. Så måtte man hjem til lillemor og sige, at nu må man tage 10.000 i løn de næste 18 måneder – for der var noget commitment hjemmefra der skulle være styr på også. Det er klart, at når man får 10.000 kroner i løn, efter at have haft et vellønnet job, så er der noget man parkerer. Der er drømme og visioner man parkerer og krydser fingre for at det skal gå godt”, svarer Carsten, inden han fortsætter Frishop.dk’s historie:

“Vi når at være på Vognmagervej, med et par udvidelser så vi ender på 750 kvadratmeter lager, i små fire år. Efter det er vi nødt til at skulle have lidt mere plads, så vi køber Røde Banke 99, en gammel rørfabrik, som vi sætter i stand”.

Hvordan får man sin virksomhed til at ekspandere på den måde?

“Alt, uanset hvad man laver, god forretning er drevet af et købmandsskab. Man er nødt til at købe så billigt som muligt og sælge så dyrt som muligt. Så godt købmandsskab, man skal være vågen og se hvad der flytter. Hvor er de gode partier af varer, som man kan købe lidt ekstra ind af?”, svarer Carsten.

Gennem tiden er det ikke kun lokalerne der er blevet udvidet, også på personale har man oprustet gennem tiden. Fra kun at være Carsten og Morten til at være omkring otte inden flytningen til Røde Banke – og nu mange flere end det, så skal der noget specielt til.

“Hvad er forskellen på jer og andre webshops? Det spørgsmål er grundstenen i det arbejde vi har lagt med at opbygge vores virksomhed. Svaret er, at det vi slår på er rådgivning og service. Går vi i et område som lamper, så ansætter vi folk der er uddannet i lamper, så vi kan give minimum den samme rådgivning og service som man kan i en specialbutik. Vi vil hellere give mere i løn for en kvalificeret person”, forklarer Carsten.

På Røde Banke 99 fik man lige pludselig 1.600 kvadratmeter lager og 100 kvadratmeter til administration. Men det tog ikke mange år før selv det var for småt. “Vi byggede derfor et showroom med tilhørende administration på 450 kvadratmeter yderligere. Samtidig får vi en butik på 700 kvadratmeter på Bødkervej ude ved motorvejen”, fortæller han.

“Butikken har vi haft lidt problemer med, for det er meget svært at drive to matrikelnumre, hvor man skal sende kunder frem og tilbage. Det var svært for kunderne at vide hvad vi havde i butikken, og det gav bare udfordringer. Samtidig er pladsen på Røde Banke også blevet for trang, så vi er for nyligt flyttet til Nordensvej 2 ved Taulovmotorvejen, hvor man finder både administration, lager og ikke mindst vores butik”, fortsætter han.

“Lokalerne er forhåbentligt fremtidssikrede herude. Vi har fået 750 kvadratmeter administration, 5.500 kvadratmeter lager og en butik der er mere end dobbelt så stor som før, 1.500 kvadratmeter nu, den er fyldt med sæsonens aktuelle varer, som lige nu er især grill og havemaskiner. Der kommer en hel del kunder fra andre byer, både for at hente varer bestilt på nettet, men også for at besøge butikken og se vores store udvalg af grill. Vi er Danmarks største grillbutik, så der er noget at se på herude”, siger han.

Nu er vi kommet til at springe et skridt over. I slutningen af tiden på Røde Banke melder en svensk spiller sig på banen?

“Der kommer en svensk virksomhed på et tidspunkt, der spurgte om vi ville være en del af deres organisation. Vi ender med at sælge aktiemajoriteten. Byghemma Group omsætter for 6,3 milliarder svenske kroner, det er skandinaviens største e-handels virksomhed. Der er vi blevet en del af en for børsnoteret familie, der består af 63 forskellige webshops i hele skandinavien”, fortæller Carsten og fortsætter:

“Det er klart, at det er rart at være en del af en større familie. Vi har lidt mere muskel, prisen er lige lidt bedre. Så det har helt klart sine fordele. Det gør at vi har Danmarks bedste pris på 90% af vores varer. Vi har i dag 50.000 varer på nettet, hvor de 10.000 varer er på lager på Nordensvej 2”.

Frishop er altså nu ekspanderet fra starten på Vognmagervej, gennem et eventyr på Røde Banke til at befinde sig på Nordensvej i Taulov med 40 ansatte. På hjemmefronten har Carsten også rykket sig, og det giver i virkeligheden den bedste krølle på historien. For han vender næsten ‘hjem’.

“Min kone, Camilla, kommer allerede ind i billedet i det andet år jeg bor i Fredericia, så det må have været i 1992. Vi har en datter sammen. Det er sådan, at både min datter og min kone er meget interreseret i heste. Jeg har boet 18 år i Fredericia, men de har plaget så længe om at få vores eget sted til hesten, at vi nu er flyttet til Røjle ved Middelfart på et lille landsted”.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer