I denne uge får du historien om næsten-københavneren der endte i Fredericia – og der har han været siden. Han er født i 1964 i Gladsaxe, efter skolen gik han direkte ud i mesterlære som elektriker. Ved siden at sit arbejdsliv har han brugt meget tid i Hjemmeværnet, hvor han til sidst opnåede at blive Kaptajn. Nu er rangen lidt lavere – og så har han startet sin egen virksomhed. Ugens Kurt er Bjarne Andresen.

Vi havde aftalt at mødes en torsdag formiddag på Kurts Kaffebar. Bjarne kommer, med militær præcision, lige til tiden. Han kommer lige fra Odd Fellow-logen, hvor Bjarne er medlem. Vi finder et bord og slår os ned, der er lidt liv i gaden, men der er ikke alt for travlt. Kaffen er sort, koppen er rød – og vi begynder samtalen.

“Jeg er født i 1964 i Gladsaxe, lige nord for København. Historien fortæller, at min mor kørte på cykel ned til fødeklinikken, hvor min far så først hentede cyklen, inden han hentede min mor og mig. Om den historie er sand, det er jeg ikke så sikker på”, lyder det med et grin fra Bjarne.

“Jeg gik i folkeskole på Gladsaxe Skole i 9 år. Så tog jeg på efterskole i 10. Klasse – og dagen efter jeg kom hjem startede jeg i mesterlære som elektriker. Jeg har altid vidst, at det var den vej jeg ville. Det der skole sagde mig ikke så meget, det var bare ikke spændende. Faktisk var jeg rigtig dårlig til at læse og skrive, for det interesserede mig ikke. Nu havde jeg nok fået en masse bogstaver efter mig i en diagnose, men altså det fandtes ikke den gang”, fortsætter han.

“Derfra kom jeg så i værnepligt, og der var noget der bare fangede mig. Det her med at det langt hen ad vejen var meget praktisk, men samtidig var der også en masse ledelse, strategi og organisation. Der var mange ting man kunne bygge ovenpå. Jeg endte med at fortsætte i lærerpuljen ved Sjællandske Livregiment, der tror jeg at jeg var i 10 år, inden jeg kom til Hjemmeværnet”, forklarer Bjarne og fortsætter:

“Der blev jeg spurgt om jeg ville være næstkommanderende. Det tænkte jeg, at det kunne jeg da sagtens, så jeg sagde ja uden tøven. De ville have mig som næstkommanderende for et kompagni, det er altså nr. 2 for 120 mand. Det krævede en del uddannelse – og her var jeg kun 20 år. Der fandt jeg ud af, at jeg skulle lære at læse og skrive. Det er et dumt tidspunkt at opdage det på, men efter et år havde jeg skrevet den første kompagnibefaling på 200 sider. Så jeg kunne måske godt, men jeg havde aldrig fundet det der interesserede mig. Men det kom altså her”.

Hvad ligger der i at være næstkommanderende?

“Man har en kompagnichef der styrer kompagniet, men i princippet har man ansvaret for logistik og uddannelse i et kompagni. Der er også en hel masse uddannelse i det. Det var noget jeg arbejdede med i fire år for at bestride rollen. Premierløjtnant er den rang man har når man er færdig. Jeg startede som korporal og blev sergent. Jeg havde ingen uddannelse da jeg fik jobbet, så det gik hurtigt op. Og alt det her var jo ren fritid, ved siden af arbejdede jeg som elektriker”, svarer Bjarne.

“Mellem 8-16 var jeg elektriker og 16-22 var jeg næstkommanderende. Det var hver dag, alle weekender og sådan. Jeg blev lidt fanget i nettet og blev meget begejstret for det. Alt sammen foregår i Gladsaxe. Og det var så der jeg mødte Lise – og så sluttede Gladsaxe”, fortsætter han med et grin.

Hun bestemmer hvor de skal bo – så længe Bjarne kan passe sine interesser

Det leder os rigtig fint over til næste del af samtalen, en del der skal omhandle livet indenfor hjemmets fire vægge. Bjarne er gift med Lise Nielson, der ved seneste valg blev valgt til Fredericia Byråd. Samtidig giftede han sig også med en kvinde hvis far har et stort politisk navn, men der har Bjarne holdt sig udenfor partipolitik, for ellers kunne det blive lange aftener hjemme ved spisebordet.

“Jeg anede det ikke. Det var ikke ham jeg blev forelsket i”, svarede Bjarne med et grin, da han blev spurgt til hvordan det var at komme ind i en så profileret politisk familie som familien Nielson. “Lise er meget politisk engageret i samme parti som hendes far. Hun er meget dedikeret omkring det. Jeg har aldrig været på den måde partipolitisk. Jeg er ikke medlem af noget parti, men der er da mange synspunkter jeg er enig med hende i – og jeg har lovet at jeg stemmer på hende”, fortæller han. 

“Men jeg har en masse andre ting som jeg interesserer mig for. Jeg har blandet mig lidt udenom det politik. Er man uenig og kommer ind i Familien Nielson, så skal man kæmpe for sagen. Partipolitik har aldrig interesseret mig. Det kan være at jeg en dag bliver voksen nok til det”, supplerer Bjarne.

Hvor mødte I hinanden?

“Jeg mødte hende i Hjemmeværnet. Hun var en mærkelig en. Forestil dig et militært system hvor alle havde en måde at snakke på. Det første hun sagde var, at ‘Jeg er ikke nogen pige’. Hvis drengene skal slås, så skal pigerne også, tænkte jeg. Men hun var en dame eller en kvinde, for hun var fyldt 18. Hun var bestemt ikke en pige. Jeg tror samtalen om optagelse tog en time, normalt tager det kun det halve. Jeg tænkte, at det her ville aldrig blive godt. Men modsætninger mødes siger man jo. Så vi endte jo med at blive kærester”, forklarer Bjarne og fortsætter:

“Så blev Lise gravid og fik et arbejde i Skærbæk. Hun var til jobsamtale dagen efter barnedåb, hun blev ansat og startede 1. Marts 1994. Måneden efter flyttede jeg med herover og har været her siden. Der skulle lige sælges en lejlighed og ryddes lidt op”.

“Efter en uge fik jeg job på Vejle Sygehus som elektriker. Der var jeg i tre år. I den periode var jeg udsendt to gange på Balkan som soldat. Det var i 1995 og 1997 jeg var afsted. Lise skulle bestemme hvor vi skulle bo, det accepterede jeg uanset hvad hun sagde, men jeg har fået lov at passe de ting jeg ville. Så vi har aldrig været uenige. Så hvis jeg har lyst til, som nu at starte virksomhed, eller dengang udsendelse, så var det sådan vi gjorde. Vi talte om det, og så siger hun ‘Jeg gider ikke høre på om 10 år, at du ikke fik lov’. Så på den måde er jeg godt gift, at jeg også får lov til at lave det jeg synes er interessant”, fortæller Bjarne.

“Vi havde Johan, han var helt lille, Linnea var på vej – og Lise havde et karrierejob, så det var nok ikke helt fair. Men det var aftalen, og så klarede Lise den. Hun har ben i næsen, så hun fik det til at virke med lidt hjælp og lidt snyd. Men det er Lise i en nøddeskal, hun får tingene til at virke”, fortsætter han.

En københavner på ukendt jord

Hvordan var det at skifte til Hjemmeværnet her i byen?

“Kort fortalt, så skal sådan en københavner ikke bare komme til Fredericia. Det kan godt være at vi taler om at jyder i København er en modsætning, men den anden vej er ligeså spændende. Jeg tog op på distriktet på Bülows Kaserne, hvor jeg sagde goddag til Major Dorthe Vestergaard. Jeg fortalte om mig selv, men hun bad mig ringe til Johannes Lund Nielsen, han manglede nogle folk. Jeg ringede ud til Johannes og forklarede hvem jeg er, men han sendte mig videre igen. Den her skide københavner skulle ikke bare komme her”, forklarer Bjarne og fortsætter:

“Jeg mødte så Johannes inde i byen og fik en snak. Et år efter var jeg næstkommanderende i hans kompagni også. En af de der ting jeg kan huske er, at Fredericia Dagblad havde en helt side med ‘Har vi ikke selv en der kan gå forrest i processionen?’. Det vakte opsigt, men det var også lidt sjovt. Der var også humor i teksten. Jeg skulle lige bevise mit værd. Nu er jeg måske en lidt hurtig københavnertype, så nogen kiggede da lidt”.

Hvordan var dine første oplevelser med Fredericia?

“Det er en fantastisk by. Meget åben, venlig og ekstremt hurtigt at få bekendtskaber i. Det er let at komme ind i byen. Min første oplevelse var, at jeg var med i processionen til 5.-6. Juli allerede kort tid efter jeg flyttede. Dronningen var på besøg og der var 30.000 mennesker på en søndag til procession gennem byen. Der hvor jeg kommer fra sker det kun hvis kongen er død, men her var det på grund af historie. Det var meget specielt”, siger han.

“Jeg troede også, at jeg ville komme til at savne bylivet ved at flytte herover. Men efter et års tid gik det op for mig, at man heller ikke bare lige tager ind til København hvis man bor i Gladsaxe. Jeg tror faktisk jeg er ligeså ofte i København nu, som jeg var da jeg boede i Gladsaxe. Længere væk er det jo heller ikke”, supplerer Bjarne.

Udsendelse

Som Bjarne kort berørte tidligere har han to gange været udsendt. Det var en del af aftalen med hans kone, at han skulle jagte sine drømme også. Så det gjorde han – to gange. Og hvilke to gange. Den ene, som skulle være fredeligt endte som det modsatte – og den anden der skulle være offensiv endte med at være fredelig.

“Nu var jeg ikke 18 eller 20 år. Jeg var en voksen mand, jeg har været 30-31 år. Jeg havde oplevet ting, jeg havde ting med som ballast. Derfor blev jeg ikke ramt. Den første tur var i Sarajevo, det var fuld krig. Fra dag 4 fik vi tæv i flere uger. Det var en FN udsendelse, hvor vi ikke måtte svare igen. Vi var en fredsbevarende styrke, men der var fuld krig”, fortæller Bjarne og fortsætter:

“Så det var en mærkelig oplevelse. Der er desværre mange af dem fra det hold der har fået store mén. Men det var som om, at jeg godt vidste hvad det var. Men jeg har også været god til at fortælle om det. Jeg er ikke bange for at fortælle, at jeg har været skide bange”.

“Den anden mission var en fredsskabende mission med NATO. Vi skulle ned og fortælle dem hvem der havde bukserne på. Det var det fredeligste jeg har oplevet – og den eneste grund var at vi havde de største våben. Det er lidt klamt, men hvis ikke de holdt våbnene nede, så gik vi på dem”, forklarer han og fortsætter:

“Men der blev ikke løsnet et skud på min anden mission. Det var en super fed udsendelse. Efterfølgende har jeg tænkt over det her med, at hvis man vil ud, så skal man gøre det med de midler der skal til. Det hjælper ikke at sende unge mennesker ud i situationer hvor opgaven ikke er løsbar. Så hellere lade være”.

“Jeg fik en masse ud af det. Men man kan sidde og tænke længe over, hvad der får folk til at slå ihjel. Det der had de havde, det havde jeg svært ved at forstå hvor det kommer fra. Jeg har svært ved at se hvordan man kan blive så voldsomt vred. I nogle tilfælde er det sådan, at de har mistet”, siger Bjarne.

“Hvis jeg mistede en af mine børn, så kunne jeg godt forestille mig at jeg blev så vred. Men jeg tror også at den folkestemning der var med, at jeg har hørt at naboens vens datter er blevet dræbt, så skruer man folkestemningen op. Det kan godt være at historien ikke var sand fra start, men de føler at det er tæt på. Det kunne jo ligesågodt have været mit barn, tænker de. Det er noget af det værste ved krig”, fortsætter han.

Selvom jeg er soldat, så vil jeg for enhver pris undgå krig.

Bjarne Andresen

Børn, hus og arbejde

“Linnea kom til i året mellem de to udsendelser. De er mere eller mindre kommet med to års mellemrum. Det var fint at være far til to. Havde du spurgt mig for 35 år siden om jeg skulle have børn, så havde jeg svaret nej. Men nu har jeg 5. Jeg tror Lise havde en plan – og så blev det sådan”, lyder det med et grin fra Bjarne. 

“Men det var utroligt dejligt med børn. Det var også der vi begyndte at kigge efter noget større. Pladsen var brugt, så vi ledte efter hus. Det var også der vi fandt ud af, at vi skulle have en base – uanset hvor vi tog hen”, forklarer han.

“Man kan ikke lige pludselig bare løbe. Jeg havde sagt ja til udsendelsen i 1997 på det tidspunkt og tog selvfølgelig den. Så kom Asmus i 1998. Så var det, at vi flyttede”, forklarer Bjarne og fortsætter:  “Vi rev alt ud af huset, byggede alting helt om. Det tog et par år, for der var også et arbejde der skulle passes samtidig med”.

“Der tog jeg en måned til Norge for at arbejde – og da jeg kom hjem blev jeg ringet op – og der blev jeg ansat i Kemp og Lauritzen. Det var mobiltelefoni, og det anede jeg ikke noget om. Så blev jeg sat til at stå for Nokias udrulning af mobiltelefoni i Danmark. Jeg tror først det gik op for mig da jeg stod i jakkesæt med slips, at jeg var ansat ved Nokia og skulle implementere det her. Der havde jeg slet ikke en mobiltelefon”, forklarer Bjarne.

“Der var jeg i 9 måneder. Så har jeg været projektleder siden da. Jeg har aldrig vidst en skid om hvad jeg lavede. En projektleder skal lede projektet, han skal ikke være specialist. Han skal sætte de rigtige folk til det rigtige arbejde. Det har været min force, at jeg har været god til det”, fortæller han.

“Jeg har bygget jernbanen mellem Vamdrup og Vojens op med alt. Både kørestrøm, almindelig el og sikringsanlæg. Jeg har lavet lynbeskyttelse på Apples datacenter i Viborg. Det er sådan nogen ting hvor man tænker, hvorfor kom det? Men det kom bare. Det har været meget projektansættelser. Jeg tror aldrig jeg får et job hvor jeg er i mange år på den samme pind. Jeg skal videre, der skal væltes en ny mur. Der skal ske noget”, fortsætter han.

Kaptajn til løjtnant – og til selvstændig

Hvad med Hjemmeværnet i hele det her. Jeg ved at du endte med at træde et skridt yderligere op?

“Efter 4 år som næstkommanderende trak Johannes sig på grund af alder. Så blev jeg kompagnichef i Fredericia. Det var jeg i 10 år. I den periode sammenlagde man kompagnierne i Fredericia og omegnen. Der var tre kompagnier i området, der blev slået sammen til et stort kompagni. Der var også en opgave i at sammenlægge forskellige kulturer”, fortæller Bjarne.

“Det lykkedes ikke helt her i Fredericia, der var ting nogen ikke kunne leve med. Der var 20 der flyttede ned til Marinen og er meget aktive. Så selvom vi ikke kom 100% ud af det, så blev alle fastholdt”, fortsætter han.

“Så er man kaptajn. Men i dag er jeg kun premierløjtnant. Man har grad efter funktion og ikke omvendt. Siger jeg i morgen at jeg stopper som informationsofficer, så bliver jeg menig. Men jeg har alt uddannelse, så jeg ville kunne blive sat ind helt op til kaptajn, men man har grad efter funktion”, forklarer Bjarne, da jeg spørger ind til graderne. 

“Jeg må godt drille forsvaret lidt. Jeg kan jo godt lide, at man i den frivillige struktur har grad efter funktion. Hvis man er en god løjtnant bliver man til premierløjtnant. Hos de andre er det sådan, at er man en dårlig løjtnant, så bliver man altså ved med at være det. Man kan ikke rykke ned”, lyder der med et grin fra Bjarne.

Så er du sprunget ud som selvstændig, men i samme retning som noget af dit arbejde i Hjemmeværnet?

“I de sidste 15 år har jeg undervist på Hjemmeværnsskolen. Officerkurser og befalingsmandskurser. Jeg er kursusleder på alle der bliver uddannet officer i Hjemmeværnet. I den forbindelse har vi brugt systemer som folk er begyndt at efterspørge udenfor det militære system. Så jeg blev spurgt, om jeg ville komme ud og gøre noget for virksomheder som jeg har gjort for dem i Hjemmeværnet. Men det kan man ikke. Man kan ikke tage grønt tøj på og gå ind til en virksomhed. Så jeg er blevet opfordret til at starte en virksomhed selv”, forklarer han.

“Det vi arbejder med er personfaktorprofiler, det er noget hvor man kan se på hvilken person man er. Samtidig kan man gennem den test finde ud af hvilken type man er privat, jobrelateret og en masse andre ting. Det bruger man oftes i det private til ansættelser. Jeg beder et firma finde kandidater, som man så laver tests på. Man finder ud af hvilken type man gerne vil have. Rekrutteringsfirmaet finder så tre kandidater til samtale og så får man jobbet. De sender så de her testresultater til dig, som man så kan læse og undre sig over”, siger han og fortsætter:

“I Forsvaret har vi brugt den til, at når vi har lavet den her – og den er dyr – hvorfor så ikke fortælle både kandidaten og firmaet hvad det betyder for dem? Hvad betyder din type for dig selv, hvad har du let ved og svært ved, hvad skal du tænke over? Men også for formålet, så kan man give dem redskaberne til lettere at skabe interesse. Jeg har arbejdet i 10 år med at sammensætte typer – og det er jeg nu startet med”.

“Hvorfor startede jeg det nu, kan jeg spørge mig selv. Det var også en fejl. Men nu er jeg gået i gang, nu er det 100%. Jeg skrev det på facebook og fik en del likes, så det var her det skete. Det er en måned siden, men det var det endelige spring”, fortsætter han.

Nu er han i gang, der er fuld fart på. Og alt sammen binder det tilbage til noget af det han altid har fundet interessant: Arbejdet med mennesker, ledelse og strategi. Nu arbejder han på et andet niveau end tidligere, men han arbejder med de samme ting der har fyldt i hans liv. 

Leave a Reply