Hun er født i Thailand, opvokset i en lille by mellem Skjern og Holstebro – og så kan hun i en alder af blot 24 år kalde sig for restaurantejer. Når hun ikke er på arbejde, ja så arbejder hun – og ellers bliver tiden brugt med hendes kæreste Euan. Sammen har de store drømme, men nu er det hidtil største eventyr for Ugens Kurt startet. Ugens Kurt er Areewan Sophondilok Erlandsen.

Solen skinner på en tidlig fredag morgen. Areewan har nok at se til, for 11:30 åbner hendes restaurant for frokostservering og forberedelserne skal nåes inden. Vi mødes på Kurts Kaffebar, et sted som hun kender rigtig godt. Her har hun nemlig arbejdet, ved siden at et andet arbejde, selvfølgelig.

“Jeg er fra Thailand og kom til Danmark da jeg var fem år gammel til en lille by, Granhøj, der er bedst kendt fordi man kører forbi den på hovedvejen til Skjern. Jeg husker det som en god ting. Jeg lærte dansk meget hurtigt og kom fra dagpleje til børnehaveklasse”, fortæller Areewan.

“Jeg var ret lærenem og fik hurtigt venner. Jeg husker ikke at jeg ikke kunne kommunikere. Min stedsøster der skulle passe mig, der kan jeg huske, at der var meget pegen. Men jeg husker min folkeskole som en god tid”, fortsætter hun.

“Jeg elskede at gå i skole. Jeg havde gode venner og jeg var god i skolen. Så der var ikke noget der udfordrede mig i folkeskolen. Jeg havde let ved tingene. Det ændrede sig lidt da jeg kom på gymnasiet, på Holstebro Gymnasium”, forklarer hun om sin skolegang.

“Jeg er meget ubeslutsom. Som 12-årig ville jeg gerne være tømrer for at blive bygningskonstruktør, så jeg var meget fokuseret på det tekniske. Så fik jeg tid ved studievejlederen i en alder af 14 år, det er jo lidt vildt at det er så tidligt man skal tage sine valg. Jeg var bange for at tage det forkerte valg – og er det stadig lidt. Jeg valgte HHX fordi jeg bedre kunne se mig selv anvende det. Jeg er stadig meget glad for det valg”, forklarer hun fortsat.

Motivationen forsvandt – men en ny passion skød op

“Jeg har læst til markedsføringøkonom. Selvom jeg har haft let ved skolen i folkeskolen, så mistede jeg lysten til det. Jeg mistede mit drive og motivationen. Jeg har været meget glad for branchen og faget, men jeg kunne godt mærke at det ikke var det jeg skulle. I alt den tid har jeg arbejdet i restaurationsbranchen. Jeg har fået meget ansvar og mange opgaver jeg nok ikke ville have fået ellers. Hvor jeg havde fravær på skolen har jeg aldrig haft en sygedag fra arbejde. Der begyndte jeg at blive glad for det. Det er en branche jeg trives i – og det motiverer mig”, fortsætter hun.

“Jeg startede med at arbejde i Herning på en thai-restaurant. Der var både butik, take-away og restaurant. Så en komplet pakke. Der startede jeg som overtjener, og da der blev udvidet med madskoler om aftenen, der stod jeg for det i en alder af kun 19 år. Der var tyve mennesker jeg skulle lære at lave mad. For mig var det meget naturligt at gøre det. Som person er jeg meget genert og tilbageholdende, men så snart jeg står i situationen, så lærer man at overkomme sin generthed”, forklarer Areewan.

“Da jeg blev færdig med gymnasiet og skulle læse videre flyttede jeg til Fredericia, men læste i Kolding. Så var mit første arbejde nede ved Eva (Mair, red.), hvor jeg spurgte om de manglede. Hun spurgte til min erfaring, vi aftalte et møde til ugen efter – og allerede dagen efter ringede hun og spurgte om ikke jeg ville starte. Det var uden oplæring og sådan, for en anden medarbejder var sprunget fra. Så derfra var jeg ansat. Skæbnen ville, at selvom jeg ikke havde været kok, at Eva manglede en kok og spurgte om jeg ville, så efter en måned blev jeg kok og kom i køkkenet. Uden at have erfaringen, men det er lysten og passionen der har gjort at jeg har lært det”, fortæller hun om sine første oplevelser med Fredericia.

Hvordan var det at skulle være kok lige pludselig? Man står ligesom for det folk kommer for på en restaurant?

“Det var angstprovokerene. Men det sjove ved restaurationsbranchen er at man ikke selv tager imod kritikken. Min vej er bare blevet banet af muligheder og tilfældigheder. Det jeg nu ved er en fordel er, at jeg både har været i køkken og service, for det hænger meget sammen, men samtidig er der kun ris til tjeneren, for kokken kan altid gemme sig lidt. Nogen siger at det er derfor jeg er blevet kok, fordi der er plads til at have en dårlig dag”, siger hun med et grin.

“Der var jeg siden 2016, så 3,5 år frem som kok og tjener. Man bruger mange timer sammen, så det var vigtigt for Eva at man kunne indbyrdes – og ikke kun på arbejdet. Vi kaldte os selv for en lille familie. Mair’s har plads til mange forskellige typer. Men applaus til Eva, hun er god til at give ansvar og opgaver, man får meget at lave selvom stedet er så lille. Man er meget involveret – og man lærer at holde hovedet koldt. Man kan ikke bare give den videre, så man lærer i høj grad at tage ansvar for sine fejl, for der er ikke andre at peger fingre af. Man kan ikke bare tage et skridt tilbage og håbe en anden tager bordet eller taler med den utilfredse gæst. Er man på gulvet, så er der ingen steder at gemme sig”, fortæller Areewan om det fællesskab der er kendetegnende for personalet på Mair’s.

Pludselig var du også en del af Kurt’s Kaffebar, sideløbende med dit job på Mair’s?

“Jeg er kommet løbende og har lært Ismail at kende på en mere kunde-ejer-relation gennem fælles venner. Så skete det tragiske at Maria gik bort. Det var i en tid hvor jeg blev færdig med min uddannelse, så jeg havde tiden til at arbejde ekstra. Jeg ville gerne hjælpe Ismail når jeg havde muligheden for det. Man skal hjælpe når man kan. Jeg tilbød Ismail at jeg hellere end gerne ville hjælpe – også fordi jeg kan det med kaffen nede fra Mair’s. Alt sammen samtidig med at være dernede. Det var morgen i kaffebaren fra 8 til så langt jeg kunne trække den, og så på Mair’s fra 16-22”, svarer hun.

Så er der også en kæreste, Euan?

“Ham mødte jeg på Mair’s, hvor jeg arbejdede sammen med hans mor. Jeg var på arbejde den dag han kom ned for at besøge hende. Første gang han var her var han stadig Beth’s søn, så var vi sammen med ham, og her er vi familien Mair’s. Han har rejst meget, så for ham er det naturligt at snakke og møde nye mennesker. Det åbnede også mig op som person, der ellers er meget stille”, fortæller hun og fortsætter:

“Han kom tilbage en måned efter – og jeg ved ikke hvordan i forhold til mit skema, så havde jeg så mange fridage i den uge han kom tilbage, så vi mødtes til kaffe, og trænede også sammen. Så det var et venskab der udviklede sig, det blomstrede. Vi har været så heldige, at vi begge har haft fri om mandagen. Som det er nu har vi fri søndag og mandag, så vores weekend er bare skubbet en enkelt dag. Så gør vi alt vi kan for at være sammen. Når jeg har fri og han er på arbejde besøger jeg ham – og omvendt, så man når at se hinanden i løbet af dagen”.

Så kommer vi jo ikke udenom det seneste eventyr, Ros – eller ene.?

“Jamen det er jo faktisk en lidt længere historie, uden at det er meget langt. Euan er ansat ved Vin med Kant, der leverer vin dernede. Jeg har hjulpet til med at lave lidt tapas og mad til dem dernede. Jeg stod og var ved at anrette noget, da Marcel laver den her meget sjofle joke fordi han tror det er Euan der stod ude bagved. Men han blev helt rød i hovedet og spurgte om jeg kunne lave mad, og det kan jeg altså. Hans næste spørgsmål var om jeg kunne lide det hvor jeg var nu – og jeg svarede at det var jeg. Tak for buddet, men nej tak, for jeg havde så meget at se til”, indleder Areewan fortællingen om hendes største eventyr til nu.

“Kort tid efter var jeg med en veninde dernede at spise, hvor han kommer og snakker efterfølgende. Der lærer han mig at kende og mit syn på branchen. Han spurgte om ikke jeg ville hjælpe de dage jeg kunne. Et blev hurtigt til onsdag – og så efterfølgende alle friaftner. Efter to dage med kun at være i forberedelse kom jeg med ud i servicekøkkenet. Jeg kørte to aftener med ham – og tredje aften gik han, så jeg selv skulle stå med desserten. Det var også et kæmpe kompliment til mig der kun havde været der i få dage, ufaglært. Det kan du godt, jeg smutter. Jeg tager alt det her som komplimenter hver gang jeg får et ekstra ansvar”, fortsætter hun.

“Det største kompliment er, at han tilbyder om jeg og Euan gerne ville have det her sted. Jeg var ikke førstevalget, men andre var lidt længere om at melde tilbage. Jeg ser så meget potentiale i det her. Han talte med medejeren Steffan. De blev enige om at sige hvorfor ikke og gav mig buddet. De har tilbudt mig det her – og da jeg havde sagt ja vendte de første tilbage, at de gerne ville. Men der sagde Marcel bare, at det var too late”, forklarer Areewan.

Nu er jeg restaurantejer. Det er sindssygt

Areewan sophondilok erlandsen

“Bare fordi Marcel har gjort forarbejdet, så er det ikke fordi jeg bare tager over og det så flyver. Jeg ved godt, at det måske er sværere for mig, for der er et pres jeg tager på mig og folk skal overbevises. Jovist har jeg overtaget et fungerende koncept, men folk skal også lære mig at kende og min måde at gøre tingene på. Laver jeg fejl og lever det ikke op til forventningerne, så skal jeg nok få det at vide”, fortæller hun.

“Drømmen er, jeg er faktisk bange for at drømme højt, men min drøm er at fusionere mit thailandske med det nordiske. Jeg elsker gammel dansk mad – det var det vi fik i weekenderne når far lavede mad. Min mor lavede sjældent mad, men det ligger bare i min kultur. Mad betyder rigtig meget for mig. Folk skal ikke frygte at det bliver en thailandsk bix. Jeg skal inkorporere begge dele. Det skal fusioneres. Det skal serveres på ny nordisk manerer, men med asiatiske elementer. Det er min drøm. Om det bliver med Ene. eller en langsigtet plan, det må tiden vise”, forklarer Areewan.

Hvad med drømmene for fremtiden?

“Euan og jeg havde sat et mål, at vi skulle være gift 8/8 i år, men den kæmpe begivenhed må vi udskyde, fordi den her store ting er sket. Euan og jeg har blot kendt hinanden i to år, så der er mange ting, som vi gerne vil sammen. Familie vil vi også gerne have, men det er ikke noget der presser på. Vi har ikke travlt. Vi har taget en samlet beslutning om den her restaurant, selvom det er min, så er det en fælles beslutning”, fortæller hun.

“Vi har talt om, at hvis vi nogensinde flytter til Skotland, så vil jeg gerne tage det her danske mad med derover. Dansk mad er mere farverigt og mere friskt. Jeg vil gerne tage det jeg lærer nu med mig. Jeg vil gerne prøve Skotland, for så har vi prøvet begge dele, så vi ikke udelukker noget”, lyder det fortsat.

“Jeg har været i Skotland én gang og det var en uge hvor jeg savnede dansk mad. Jeg elsker mad, så jeg spiser for at få en oplevelse. Maden smagte bare ikke af noget. Der var super lækre ting, selvom det er de samme råvarer. Man finder eksempelvis ikke økologi. Det er bare en helt anden tilgang til hvordan man tilbereder. Maden er også bare en smule federe derovre, selvfølgelig er traditionel dansk mad også det, men nyt nordisk kan bare noget ekstraordinært. Vi har været ude og rejse hvor vi har taget beslutninger om at spise Michelin og sammenlignet det med Michelin i Danmark. Det er meget anderledes. Danmark kan bare noget – og det er derfor det er muligt at tage det med ud i verden”, forklarer hun.

Hvad med udenfor arbejdet. Hvad går tiden med der?

“Udenfor arbejdet har jeg ikke meget, udenfor arbejdet så arbejder jeg. Det er fysisk arbejde når jeg er på arbejde, men det arbejde udenfor arbejdet kalder jeg ikke arbejde. Jeg elsker at finde nye ideer, en stor del af min fritid er at researche og finde nye ideer. Det er min kreative proces”, fortæller hun.

Inden hun skal gøre klar til åbningen fortæller hun om den reception der bliver afholdt på lørdag. “Jeg er blevet tvunget til at have en reception, det synes folk åbenbart man skal. Så lørdag d. 6. Juni mellem 11:30 og 15:00”, fortæller Areewan.

1 KOMMENTAR

Skriv et svar