Hun gik ud af skolen efter 8. Klasse, for det der skole var ingen succes. Hun købte sit første hus i en alder af 14 år og flyttede hjemmefra. Livets skole har bragt hende flere steder hen – men nu er hun at finde som Oldfrue på Højskolen Snoghøj. Født på Sct. Joseph, opvokset i Erritsø – og har været her hele sit liv. Ugens Kurt er Anne Grethe Schmidt, bedre kendt som AG.

Solen titter frem på himlen på en tirsdag morgen. Jeg mødte AG for første gang da jeg for nylig besøgte Højskolen Snoghøj. Da jeg mødte hende, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle være en del af denne serie, Ugens Kurt. Med sig i bagagen har hun en hel del. Hun har haft med mange mennesker at gøre – og i alle aldre. Hun er sig selv, og hun står ved den hun er.

“Det er første gang i meget lang tid, at jeg er herinde i byen. Det er godt nok sjældent jeg kommer herind”, lyder det med et grin fra AG, da hun træder ind ad døren på kaffebaren. Udenfor går folk stille forbi, det var også tidligt på en morgen i sommerferien. Flere nyder deres kaffe, AG tager den med sukker og mælk, jeg holder mig til en god sort kaffe. 

“Jamen jeg er 53 år gammel, jeg har lige haft fødselsdag”, fortæller AG og fortsætter: “Jeg er ægte fredericianer. Jeg er født på Sct. Joseph, det var dengang man stadig kunne det. Så er jeg godt nok opvokset i Basseby i Erritsø. Det var for mig indbegrebet af tryghed”.

“Det var inden den teknologiske tsunami, der var børn på gaderne og mødrene var altid hjemme når man havde fri fra skole. Det var jo gode gamle dage. Der var altid nogen til stede. Høj som lav legede sammen, om man var en lille tumling på en 3-4 år, var man med i legen selv med de store på 11, 12 og 13 år. Det er nogle af de der fornøjelser jeg synes de unge mennesker ikke får i dag”, siger hun og fortsætter:

“Det synes jeg er synd, for selvfølgelig har de relationer til andre. Men det er meget overfladisk, tænker jeg. Det kan godt være at de har gode venner og har legeaftaler, men den nære relation vi havde, den fornemmer jeg ikke er der fordi alt foregår igennem en skærm”.

Som kort beskrevet indledningsvist var skolen og Anne Grethe ikke et godt match. Snarere tværtimod. Men dette til trods, så har hun faktisk holdt fast i både klassekammerater og klasselæreren, Knud Erik Rasmussen, fra dengang. “Vi holder faktisk en lille klassefest hvert år, og utroligt nok kommer Knud Erik hver eneste gang”, fortæller hun.

“Jeg startede på Erritsø Centralskole i tidernes morgen. Jeg gik med min klasselærer, Knud Erik Rasmussen, i hånden ned til Bakkeskolen for at være med til at åbne den. Ja, jeg ved faktisk slet ikke hvad den hedder nu, jeg synes ellers Bakkeskolen var så fint et navn”, lyder det med et grin fra AG, inden hun fortsætter: “Men jeg var ikke god til at gå i skole. Jeg havde svært ved tingene, og så tror jeg faktisk at jeg var ordblind. Men det talte man ikke rigtigt om dengang”.

“Men jeg faldt lidt udenfor nummer. Jeg kom gerne i hullede bukser og med min fars skjorte. Dengang militærdepotet var her, der købte jeg også en militærjakke og kom i den. Det var ikke normalt dengang. Så jeg tror at min identitet hurtigt blev, at jeg var hende der faldt lidt uden for nummer”, forklarer hun.

“Så da vi kom til udgangen af 8. Klasse blev mine forældre og skolen enige om, at det vist nok var på tide at afslutte samarbejdet her. Dengang var det muligt, det tror jeg faktisk ikke det er i dag. Men det var muligt hvis man havde et arbejde at komme ud til, så jeg gik ud i en alder af 14 år som ung pige i huset. Det var hos en familie i Skærbæk, hvor jeg endte med at være et års tid”, fortsætter hun.

Kun 14 år gammel og færdig med skolen. Men det tog Anne Grethe med ophøjet ro, for hun ville gerne ud i verden. Ud for at stå på egne ben. “Jeg søgte allerede ind mod byen og de forskellige steder derinde. Her mødte jeg ham jeg troede skulle være manden i mit liv. Jeg var 14 år, han var 18 år gammel. Der ved jeg jo godt nu, at de forhold er dømt til at gå galt. Men jeg blev jo så stormende forelsket”, fortæller hun.

“Når man på det tidspunkt har kærester, så skulle man jo flytte sammen i en lejlighed og sådan. Men mine forældre var så praktisk anlagt, at de godt kunne se at det var en dyr fornøjelse med et indskud til en lejlighed i forhold til værdien, så vi endte faktisk med at købe et hus. Så jeg havde købt mit første hus i en alder af 14 år – og så giver det jo sig selv, at jeg flyttede hjemmefra allerede som 14-årig”, fortsætter AG.

Hvordan var det? 14 år og ude på egne ben?

“Det var, sagt med nutidens ord, fedt. Frihed, ansvar. Han havde en gammel Volvo som vi kunne køre rundt i. Det at mine forældre ville værge for mig, det var en stor tillid, det var jeg da stolt af. Når man er 14 år og får sin første kæreste, så ved man godt at det ikke holder. Så selvfølgelig holdt det ikke. Men så var det jeg fandt min nuværende mand, som jeg har været sammen med i 32 år”, svarer Anne Grethe.

Familie, opkaldet fra Forsvaret og enorm stolthed

Anne Grethes historie rummer mange aspekter, og det er også hende dette interview skulle handle om. Men for at lære hende bedre at kende skal man næsten også lære hendes familie lidt at kende. Hun har været gift i 32 år med den samme mand, en mand hun har to drenge sammen med. 

“Han kommer fra Kolding og var lige flyttet til Fredericia. Vi mødte hinanden på Knudsborg. Efter tre måneders kæresteri, så var jeg gravid. Så troede folk at jeg fik det fjernet, men når folk siger til mig at ‘det kan du ikke’, så gør jeg det. Det er den type jeg er. Jeg ville hellere være enlig mor end jeg ville have en abort. Derfor prøvede vi – og ja, nu har vi været gift i 32 år. Den ældste fylder 34 år i efteråret og den yngste fyldte 31 år her i februar”, fortæller AG.

Hvad har du givet dine børn? Har du pisket dem gennem skolen, fordi du ikke selv fik det afsluttet?

“Jeg har virkelig ikke pisket dem gennem skolen. Vi havde en regel om at man på et skoleår måtte have fire pjækkedage. For alle kan have brug for at trække stikket. Tro mig, de har brugt hver eneste dag. De har ikke haft nogen i banken”, lyder det med et grin, inden hun fortsætter: “Jeg har givet dem med at de skal være sig selv. De skal være dem de er. Selvfølgelig skal vi gøre noget af det andre forventer, men vi skal ikke altid leve op til andres forventninger. Det er der jeg tror ungdommen i dag får knuder i maven, fordi der er så mange forventninger. De glemmer at være sig selv”.

“Jeg er pavestolt af mine børn, virkelig. De har præsteret noget. Den ene måske lidt mere ekstremt end den anden, men begge dele er godt. Vores ældste barn har været i krig fire gange og det er de værste perioder i mit liv. Men så har vi haft den yngste der har været der for os og støttet os. Det har været ligeså vigtigt at have ham hjemme som det var at være ked af, at den anden var ude”, forklarer AG.

Det er ikke så tit jeg taler med folk hvor de har sendt deres børn i krig. Det må være en vild følelse, når ens barn kommer og fortæller, at nu rejser de altså til Irak, Afghanistan eller hvad stedet nu hedder. AG fortæller, at det er præcis sådan det er. En vild og svær følelse.

“Man glemmer helt at trække vejret. Men det værste der er, det er at man bliver ringet op af forsvaret der siger ‘Sidder de ned, Fru Schmidt?’”, fortæller hun. Selvom hun ikke udstråler det voldsomt, så kan jeg mærke at vi har ramt et ømt punkt. “Han var med i en ulykke i Afghanistan. Det er den værste oplevelse i mit liv. Det kan virkelig ikke beskrives”, fortsætter AG.

“Vi var heldige. Det var ham det gik mindst ud over. Men han mistede kammerater. Men bare tanken om at det kunne have været ham. Det er en hård tanke. Man tænker altid, at det kun er naboen det går ud over. Men når man tænker sådan, så glemmer man ofte, at man også selv er naboen nogle gange”, forklarer hun.

“Men det er noget jeg nu ser tilbage på med stor stolthed. Det burde ikke være nødvendigt med krig, men det gør mig stolt at folk rejser ud for at passe på vores land. Men det gør mig også stolt, at vores yngste barn gik lige fra 9. Klasse hvor han var fejedreng og startede i lære som tømrer. Han var ikke andet end 16-17 år. Han har arbejdet som tømrer siden, det er også en stolthed. Det er virkelig godt. Jeg har ingen uddannelse, jeg har intet. Nu har mine børn nået det de gerne ville. Det er jeg stolt af – og jeg er meget stolt af dem begge to”, fortæller Anne Grethe.

“Jeg har aldrig haft et behov for fine uddannelser eller noget. For det har ikke været en succes for mig i skolen. Det har ikke været mit behov. Jeg har brugt livet som uddannelse. Man behøver ikke gå ud med 12-taller for at blive til noget. For mig handler det ikke om hvor meget man kan blive til, det handler om hvilket menneske man er. Så vil jeg hellere hvile i mig selv og have det godt og være et vellidt menneske. Det er de værdier jeg bygger mit liv på. Jeg kan også være en skrap kælling, men jeg bryder mig bare ikke om det. Jeg vil hellere se det gode i mennesker. Så er jeg fløjtende ligeglad om det er borgmesteren eller en sut på en bænk. For alle er mennesker”, lyder det fra AG, inden hun tager en tår af sin kaffe.

https://www.eucl.dk/
Annonce

Karriereskift og livets skole

Efter et år som ung pige i huset skiftede Anne Grethe den hverdag ud med en ny hverdag og et nyt job. Noget der har lært hende mange af de ting, som hun har brugt senere i sit liv.

“Jeg var ung pige i huset i et års tid, inden jeg kom til Hejse Kro som opvasker. Det var Knud der var min chef dengang, Thomas Hermanns far. Så ham har jeg smurt madpakker til da jeg var på Hejse Kro”, fortæller AG med et grin, inden hun fortsætter: “Så kom jeg stille og roligt ud. Man skulle hjælpe med at smøre ostemadder til morgenbuffeten og sådan. Man bliver stille og roligt taget med ind i køkkenet. Det er lidt der jeg er blevet lært op. Jeg er helt autodidakt, jeg har ingen uddannelse af nogen art”.

Hvad er det ved køkkenarbejdet og den branche der tiltaler dig?

“Tempoet og forudsigeligheden trækker mig. Jeg tror måske jeg er sat på jorden for at gøre andre mennesker glade. Jeg behøver ikke ros, bare folk er glade. Jeg havde en god læremester på Hejse Kro, hende jeg arbejdede mest sammen med. Hun var god til at give arbejdet fra sig. Kundernes blik i øjnene var nok til at vide, at det her kan jeg godt. Mange troede da jeg forlod skolen at jeg ville ende i rendestenen, men bare fordi man ikke er god til at læse, så kan man en masse andet”, svarer Anne Grethe.

“Jeg nåede ikke nogen titler, det gjorde man sig ikke i dengang. Når man ikke har en titel, så kan man blive sat til alt – og det kan jeg godt lide”, forklarer hun.

Efter tiden ved Hejse Kro skiftede Anne Grethe spor. Hun gik en helt anden vej, en vej hun også var glad for – og en vej hun holdt fast ved i 12 år.

“Jeg har været ude i Fæstningsgården i 12 år. Det var som pædagogmedhjælper og i perioder konstitueret pædagog, hvis der manglede en til at tage ansvar. Det var et meget stort skifte. Men når man ikke har valgt en vej i sit liv, så har man ikke lov at være kræsen. Man skal prøve det der er. Jeg kunne godt lide det. Jeg havde selv to små børn, så det var ikke fremmed for mig art have med børn at gøre”, fortæller hun og fortsætter:

“Det der motiverer mig er, at jeg elsker at have ned mennesker at gøre· Når man arbejder med børn har man et ansvar for ikke at stikke halen mellem benene. Man får en stor tillid fra andre mennesker, så synes jeg ikke man springer rundt”.

“Efter fæstningsgården kom jeg til IBC. Der blev jeg lidt hentet af min gamle kollega fra Hejse Kro. Jeg stod i kø i Netto, hvor hun spurgte hvad jeg lavede nu – og jeg havde ikke noget arbejde, så jeg kom i kantinen på IBC. Der var jeg i fire år. Derfra kom jeg på Munkensdam Gymnasium i Kolding, hvor jeg var kantineansvarlig – ene mand. Det var 650 elever og 60 lærere, så noget af en mundfuld”, fortæller Anne Grethe og fortsætter:

“Jeg fik et arbejde ved Netkantinen i Erritsø, der havde fået licitationen på gymnasiet i Kolding. Der spurgte han om jeg ville prøve, det ville jeg gerne – så var jeg dernede. På grund af nogle forskellige omstændigheder valgte jeg at sige mit job op – for livet er for kort til at gå på arbejde med ondt i maven. Derfor valgte jeg at trække stikket”.

Efter selv at have trukket stikket kom den åbning der har holdt hende fast lige siden.

“Jeg gik hjemme i kort tid, og så søgte højskolen en sommervikar som køkkenassistent. Tre uger var bedre end intet, så jeg søgte og fik det. Så har jeg hængt ved lige siden”, forklarer AG og fortsætter: “Der startede jeg på 30 timer som køkkenassistent. Så endte jeg med at blive Oldfrue. Vi fik en ny forstander for et par år siden. Han valgte at tage personaleposen og ryste den godt og grundigt. Der skulle styr på hvordan tingene skulle foregå. Strukturen i hele miljøet jeg er en del af blev lavet om – men kun til det bedre. Dem der har forstand på at lave mad, de laver mad. Dem der kan undervise, de underviser”.

“Jeg hoppede gerne ind for at tage flere opgaver. Jeg har nu været Oldfrue i 2-3 år. Det fortryder jeg ikke et eneste øjeblik at jeg har sagt ja til. Jeg er tovholder på det meste. Jeg skal få huset til at fungere fra kælder til kvist. Men det kan jeg ikke selv gøre. Det er bare mig der har snorene, dem giver jeg til de personer jeg har til rådighed der kan udføre jobbet”, fortæller hun.

Livet på Højskolen Snoghøj

“Det er en livsstil at være på højskolen”, fortæller AG. Det kræver mange roller, mange egenskaber og mange bolde i luften. Men det er ikke noget der skræmmer hende, tværtimod giver det hende bare mere lyst til at møde på arbejde hver dag.

“Jeg har en del livserfaring qua min alder – og den deler jeg gerne ud af. Jeg er ikke underviser, bestemt ikke. Men jeg har min daglige gang på gangene ved de unge. Og så er det jo nu engang sådan, at undervisning ikke kun er bøger og dansetrin. Der er også livets skole, hvor jeg selv synes jeg har prøvet en del. Det er måske der jeg kan give noget videre til eleverne”, fortæller hun og fortsætter:

“Noget så simpelt som at lægge øre til når nogen har en lidt svær tid eller noget de vil ud med. Det er mig der sidder i sofaen og drikker en kop kaffe med dem efter undervisningen og måske giver dem lidt ynk, hvis det har været en hård time. Det er også mig der ved hvem der er kærester med hvem og hvem der kom til at være sammen med hvem i går aftes. Jeg ved mange ting, men jeg nyder at være omkring de unge mennesker”.

“Man kan sige, at jeg elsker min familie, men jeg holder ligeså meget af mit arbejde. Jeg bruger meget tid på mit arbejde. Jeg giver en masse, men det giver også mig en masse. Man får energi af det. Man kan kun arbejde sådan et sted hvis man er villig til at tage det ind. Man skal virkelig tage højskoleånden ind, for man bliver som en stor familie. Vi er en hel del voksne mennesker med mange teenagebørn. Vi kender hinanden både på godt og ondt”, forklarer AG og fortsætter:

“Vi ser dem om morgenen, vi ser dem til gallafesterne – og alt ind i mellem. Så sent som i går var der en tidligere elev på besøg. Hun stikker hovedet ind, råber “Mamma, I’m back”. Mit kaldenavn derude er AG, men Mamma AG er noget der kommer efter 2-3 måneder. Det er dejligt at der kommer tidligere elever på besøg – også at de ikke kun besøger de faglige lærere. Det kan godt være at det er derfor de kommer, men alle der kommer på højskolen triller altid forbi mit kontor for at høre hvordan jeg har det. Det er også noget der gør mig stolt. For så har vi gjort noget rigtigt. Vi har sat et mærke i deres sjæl”.

Fremtiden er ikke noget der bekymrer

Normalt når jeg spørger ind til fremtiden vil drømmene ingen ende tage. Men det er ikke tilfældet for AG. Ikke at hun ikke glæder sig til ting i fremtiden, men fordi hun hellere vil leve i nuet.

“Jeg er ikke en der ser langt ud i fremtiden. Jeg vil hellere leve i nuet. Den tid der er gået kan vi ikke gøre noget ved. Det er lidt som vejrudsigten, man kan ikke planlægge for langt ud i fremtiden. Jeg tager en dag og en uge ad gangen”, fortæller hun.

“Det er også en af de teser jeg giver de unge mennesker der har lidt ondt i livet. Der beder jeg dem se forud. Vi kan ikke bruge bakspejlet til noget, vi skal se fremad. Det lever jeg også lidt efter. Efter 32 års ægteskab har det ikke været evig lykke hver dag, men vi kan gøre noget ved det i dag. Historie er historie”.

“Jeg har ikke de helt store fremtidsplaner. Nu skal jeg snart holde ferie. Det skal vi formentlig i vores lille sommerhus i Toftlund. Så kører vi lidt rundt som et par ældre mennesker på landevejene. Men jeg kan godt lide at alting ikke er så planlagt. Planlægger man for meget, så har man hele tiden noget man stræber efter. Tænk nu hvis der er et hul i vejen, så bliver man så skuffet. I min alder skal man tage livet som det kommer”, lyder det klart fra AG.

“Selvfølgelig glæder jeg mig til at mit barnebarn starter i skole og sådan, men jeg har ikke de der vilde drømme. Men jeg glæder mig til at følge hende i livet. Det er ikke for at lyde kedelig, men jeg elsker at leve i nuet. Det er sikkert også fordi jeg hele tiden er omgivet af omkring 100 mennesker om dagen. Det giver mig så meget hele tiden”, fortæller hun.

“Jeg er glad for livet og tager gerne de udfordringer der er. Vi tager bare et skridt ad gangen. Én ting ad gangen, og det vigtigste først. Det er en af de ting hvor jeg tænker, at det kan godt være der er ti problemer, men vi skal løse det største først. Jeg er 99% af tiden et glad og lykkeligt menneske. Jeg er et sted i mit liv hvor jeg, helt uden at drømme om det, er landet hvor jeg hører til”, siger Anne Grethe.

Det er en god måde at slutte den foreløbige historie om Anne Grethe ‘AG’ Schmidt af. Gennem livet har hun tilegnet sig kompetencer, hun har kastet sig ud i tingene og taget de knubs der følger med. Men i sidste ende er hun endt lige hvor hun hører til – og helt uden at det var målet fra starten. 

Leave a Reply