Når intet er normalt, så er det unormale det nye normale. Det er også derfor, at denne uges Kurt ikke er lavet over en god kop kaffe med øjenkontakt og håndtryk. Men heldigvis bliver historien om en mand, der siden han var 11 år gammel har fulgt drømmen i dårligere af den grund. Han har været rundt omkring, men Fredericia blev hans sted. Denne uges Kurt er Anders Vikke.

Det skulle blive en anderledes opgave at interviewe Ugens Kurt. Atmosfæren var der ikke, øjenkontakten heller ikke – og hvis vi så krydrer det med en national sundhedskrise, ja så har vi cirka den baggrund der var til interviewet. Jeg kender Anders som en politisk person, men hans liv er meget, med streg under meget, andet end det. Ja faktisk endte vores snak med slet ikke at berøre det politiske, fordi Anders er og har været en travl mand.

“Det hele startede i Esbjerg. Jeg er født og opvokset i Hjerting, der ligger lige nord for Esbjerg. Der gik jeg i folkeskole indtil 8. klasse – og så tog jeg 9. og 10. klasse på en privatskole. Det var ikke i skolen, at motivationen var størst, det fedeste var nok frikvartererne”, siger Anders med et grin. “Jeg har en storesøster der er ni år ældre end mig selv, så det er en ret stor forskel. Men det var fint nok, for så kunne hun jo tage mig med på McDonalds, så på den måde var det slet ikke dumt”, fortsætter han.

Efter 10. klasse tager de fleste en uddannelse af en art. Det startede Anders da også på, men det var egentlig ikke for den konkrete uddannelses skyld, nej – der var et større mål forude. Det mål blev sat i Anders’ hoved allerede fra en meget tidlig alder.

“Allerede da jeg var 11 år var jeg nede at se Falck-stationen første gang. En af mine mors kollegaers mand var Falck-redder, så han viste mig rundt. Jeg kom ned og så stationen, og så hvad han lavede. Derfra vidste jeg at jeg skulle være redder. Dengang var det ambulance, brand, transport, hente biler – og det kollegiale sammenhold. Det var ikke kun de blå blink og redde liv, det var også holdånden”, fortæller Vikke.

“Jeg begynde at uddanne mig derfra. Jeg tog mit første førstehjælpskursus da jeg var 12, for jeg ville stå så godt som man kunne når jeg skulle søge ind. Dengang kiggede de meget på folk med en håndværksmæssig uddannelse. Ham jeg besøgte var tømrer, så det skulle jeg da også være. Man kunne først søge ind når man var 18 år. I mellemtiden var jeg i redningsberedskabet, i Røde Kors og andet. Jeg prøvede hele tiden at kvalificere mig så meget som muligt”, fortsætter han.

“Så efter 10. klasse søgte jeg læreplads og kom i mesterlære. Men hånden på hjertet, så er der ikke den store håndværker tabt i mig. Jeg nåede faktisk at være i lære i et år før jeg stoppede, men det var ikke der mine evner lå. Det interesserede mig overhovedet ikke”, forklarer Anders.

“Jeg søgte ind som værnepligtig i Beredskabsstyrelsen og søgte om at komme hurtigt til session. Men der ville gå næsten et år før jeg kunne komme til Bornholm”, lyder det fra Anders, inden jeg spørger ind til hvorfor det lige var Bornholm – for Beredskabsstyrelsen har også værnepligtige i Haderslev. Men det er der en god grund til: “Det er fordi de deltager i udrykninger, så det var jo der jeg skulle være”, svarer han prompte.

“Jeg valgte 6 måneder på Bornholm. Jeg kan huske, at vi startede 1. Februar, og den første uge måtte vi ikke forlade kasernen. Da vi endelig måtte forlade den tog vi ned i byen, der var alt lukket. Så vidste vi at det var udenfor sæsonen”, lyder det med et grin. 

Hvordan var det at komme i værnepligt?

“Der er lidt militær over det. Det var en opvågning. Der er en læringskurve hvor man skal indrette sig efter tingene, tøjet skal ligge på en bestemt måde, stueeftersyn og andet. Jeg kom fra et hjem hvor jeg var blevet opvartet, så der var meget læring. Der var nogen der kom med samme dedikation og interesse som mig, men der var også nogen der var tvunget. Så det var en blanding af motiverede folk og folk der var fuldstændig ligeglade”, forklarer Anders.

Jeg forestiller mig, at du har svært ved folk der ikke giver alt de har?

“Jeg har svært ved folk der ikke gør det de kan. Det blev hurtigt sådan at der opstod to grupper: En gruppe der ikke gad og så var vi en gruppe der gerne ville tingene. Socialt fungerede delingen godt på tværs. Men der var nogen der hyggesnakkede når der var undervisning, der sugede jeg til mig af viden. Så på den måde blev det hurtigt opdelt, og det var egentlig fint”, svarer han.

“Man lærer fantastisk meget ved at blive sat på egne ben. Det er også derfor jeg er ked af, at der ikke er så mange værnepligtige mere. Jeg tror det er en sund læring. Vi skal alle indrette os efter samfundets spilleregler. Det synes jeg forsvaret er gode til at lære unge mennesker. Det der med at man bliver presset, fysisk og psykisk, det tror jeg er med til at udvikle dig og give dig selvindsigt i hvordan man ser tingene i en presset situation”, forklarer Anders, inden han fortsætter historien om hans liv lige efter værnepligten:

“Jeg flyttede direkte hjemmefra. Imens jeg var på Bornholm blev jeg kontaktet af Esbjergs Beredskab, der havde en ledig stilling som deltidsbrandmand. Der skulle jeg finde en lejlighed, så jeg flyttede direkte i lejlighed. Der var 12 kilometer ud til mine forældre, så man kunne da besøge dem. Men det gav mig muligheden for at køre rigtig brand, og det har jeg villet længe”.

Hvad er det ved brand der fanger dig?

“Det er et godt spørgsmål. Det er nok kammeratskabet. En ting er at de intense perioder er spændende, men der er meget af det sociale. Nogen går til fodbold, jeg går til brandmand. For mig er det lidt det samme”, svarer Anders.

“Lige omkring årsskiftet år 2000 søger jeg ind. Man går til optagelsesprøve og tests, og der kom jeg ikke ind i første hug. Det var et nederlag, det er der ingen tvivl om. Det havde været drømmen i næsten 10 år. Man rejser sig op, børster sig af og så går man videre og prøver igen. Jeg tror faktisk at det er nederlagene man lærer mest af. Der er meget personlig læring”, fortæller Anders.

“Jeg kan ikke huske hvor lang tid der gik, men jeg tror det er seks måneder, men der kom jeg heller ikke ind. Så tænkte jeg okay, det skulle ikke være Falck. Så studsede jeg over hvad livet skulle byde mig. De søgte konstabler ved Telegrafregimentet i Fredericia. Jeg havde været med i hjemmeværnet i et patruljekompagni. Jeg talte med den daværende kompagnichef, der sagde at jeg kunne komme til optagelsesprøve, for at se om jeg havde de militære færdigheder. Så startede jeg derovre”, forklarer han.

“Jeg kendte overhovedet ikke Fredericia. Jeg vidste godt hvor det lå, men jeg havde intet kendskab og syntes det var en dødkedelig by da jeg startede. Til at starte med pendlede jeg frem og tilbage. Efter et halvt år blev jeg så træt af det, at jeg lejede et værelse på kasernen. Jeg fandt ud af, hvad byen egentlig havde at byde på. Jeg er historienørd til fingerspidserne, især militærhistorisk. Det var omkring 5-6. Juli, hvor der var et foredrag om slaget ved Fredericia. Der fandt jeg ud af, at der var mange nuancer i byen”, siger Anders.

Jeg endte med at falde pladask for byen, da jeg fandt ud af hvad der var her. 

Anders Vikke

“Efter jeg faldet for byen havde jeg mit job ved militæret, men det kedede mig. Det kunne jeg godt mærke, at mit temperament ikke var til. Så jeg startede med at flytte i Danmarksgade, og derfra var det oplagt at søge som deltidsbrandmand ved Fredericia Brandvæsen. De ville gerne have mig. Jeg kom ind og kørte som deltidsbrandmand”, siger han og fortsætter:

“Jeg havde ikke så meget andet end min 10. klasse, så jeg besluttede med for at læse en HG. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle bruge den til, men så var jeg da i gang med noget. Man kan ikke bare sidde med hænderne i skødet. Jeg havde forventet, at jeg ville have sværere ved det end jeg havde. Jeg var et par år ældre end dem jeg gik med, fordi jeg havde været på arbejdsmarkedet. Det varede ikke mere end 1,5 måned, så fik jeg tilbudt et fuldtidsjob ved brandvæsnet”.

“Jeg blev ansat som dagvagt til at køre bus. Det var faktisk meget godt. Det var den vej man skulle gå igennem for at komme videre. Så var der mulighed for at komme på døgnvagt. Det var det man måtte gøre. Jeg er 22 på det tidspunkt. Det var ikke drømmejobbet, men det smagte derhen af. Man var en del af brandstationen og sammenholdet”, forklarer han, og fortsætter:

“Jeg var ganske udmærket tilfreds. Men en dag skulle jeg på Falck-stationen og fylde en førstehjælpskasse. Der møder jeg en i receptionen. Han mente at jeg spildte min tid, men jeg forklarede at jeg havde søgt Falck der ikke ville have mig. Men han bad mig sende en ansøgning igen, det gjorde jeg så. Jeg var så vred efter ansættelsessamtalen hvor de prikkede til mig, kaldte mig illoyal som brandmand at jeg sad der. Jeg forventede ikke at komme videre, jeg havde afskrevet det. Men så gik der 14 dage, så kom der er job hvor jeg fik ansættelsen som redderelev. Til at starte med var det surrealistisk. Men så kom det lavpraktiske. Det var i Toftlund i Sønderjylland. Jeg sagde mit job op og flyttede til Toftlund. Det var et radikalt skifte. Jeg har aldrig boet i sådan en lille by. Jeg savnede vandet. Jeg har jo været vant til at se vand hver dag. Jeg var ikke specielt begejstret for at bo i Toftlund, men det var der jeg var blevet ansat”.

“Det tager 3,5 år at blive redder. Jeg fandt ud af, at så snart man var inde, så kunne man søge overførsel. De havde en ambulance, men deres hovedbeskæftigelse var at flytte køer. Jeg flyttede flere køer end jeg flyttede mennesker. Mit fokus var ambulance og brand, så det var ikke det jeg drømte om. Jeg ville overflyttes til Fredericia, for det var en større station. Jeg blev efter et år flyttet til Fredericia”, siger Vikke.

“Så fik jeg lov til at køre ambulance. Det var fedt. Det var en stor fornøjelse at skulle på arbejde hver eneste gang. Vi havde et rigtig godt sammenhold. Efter min elevtid var der ingen faste pladser i Fredericia. Jeg blev tilbudt stillinger i Svendborg og Esbjerg. Så jeg valgte at tage døgnvagter i Esbjerg, så kunne jeg altid køre hjem til Fredericia igen. Det var sådan set okay. Nu var jeg udlært redder. Dengang kørte vi det hele. Jeg kunne starte med ambulance, køre ud og skifte et dæk og så tilbage i ambulancen, det var faktisk super fedt”, forklarer han.

“Jeg er derovre i knap et år, så kom jeg tilbage til Fredericia og kørte. Jeg havde nogle trælse ture på et tidspunkt, en del lige på stribe. Jeg var kørt lidt træt i det. Så var der en ledig stilling på brandstationen igen, hvor man skulle lidt af hvert. Jeg trængte til luftforandring, så jeg søgte og fik den stilling. I min tid som udlært var man gået fra at lave lidt af det hele til kun at køre ambulance, fortsætter han.

“Det endte med at jeg kørte bus hele tiden, og det var sgu ikke lige det jeg ville. Så ringede min gamle leder til mig, og bad mig kigge forbi. Jeg kørte derud, og så ville han gerne have mig tilbage som redder og igang med et lederforløb. Jeg fik en stilling, jeg tænkte okay, det gør vi. Jeg begynder at køre effektiv vagt i Fredericia, og gik i gang med at ansøge om lederseminar. Det kom jeg afsted på. Jeg fik at vide, at jeg kunne komme så langt jeg ville. Man fik lov til at komme helt med ind bagved og følge de bagvedliggende ting. Det var jeg en del af i 1,5 år”, forklarer Anders.

Hvad bruger man det til?

“Det man bruger det til er at blive klogere og få en lederstilling. Jeg blev områdeleder for hele det vestlige Sønderjylland”, svarer han, og fortsætter: “Jeg har tre år som stationsleder, og så kan jeg mærke at der sker en masse internationalt i Falck, som jeg gerne ville være en del af. Jeg ville gerne arbejde internationalt. Jeg søgte et studielegat om at besøge andre områder af Falck og var på vej til Los Angeles, men jeg blev ringet op og sendt til England. Det var da lidt skuffende og mindre eksotisk, men altså det var jo også spændende”.

“Det var en stor virksomhed med en masse ambulancer, det var en god blanding. England der et spændende og mere liberalt marked. Der var jeg i 14 dage, mødte fantastiske mennesker. Der er en speciel ånd og kultur, og den er ens på tværs. Så jeg følte mig meget godt hjemme derovre. Jeg kommer hjem, direktøren ringer til mig og spørger om ikke jeg vil arbejde i England. På daværende tidspunkt var jeg blevet gift med Heidi, så hun skulle være med på den. Jeg har en meget forstående kone, der mente at det skulle jeg da tage. Så det var det det vi gjorde. Det var i starten af 2015, fik en lejlighed derovre og arbejdede i 9 måneder. Jeg blev tilbudt at fortsætte, men det var jeg ikke klar til”, forklarer han.

“Jeg blev tilbudt en stilling som projektchef i København, der skulle arbejde med fremtidens ambulancer, rekruttering og andet. Alt det der ikke er traditionelt at arbejde med. Derfra endte jeg med at skulle starte et testcenter for et nyt sikkerhedssystem til lufthavne. Det startede med et udlån fra Falck, men jeg blev ansat i virksomheden. Der har jeg været ansat indtil 1/3 i år”, fortsætter han.

Nu bliver jeg lidt forvirret – for jeg ved, at du netop har solgt en del af din virksomhed. Hvornår og hvordan kom den i spil, når du først lige har sagt dit job op?

“Det er en lidt længere forklaring, der kræver lidt historie”, lyder det med et grin fra Anders.

“En af mine tidligere kollegaer fra Falck havde sagt op. Ringede til mig og spurgte om jeg ville være direktør i Abu Dhabi for en ambulancetjeneste. Jeg hoppede på et fly og fik en gennemgang af hvad de ville. Heidi og jeg blev enige om, at det skulle jeg. Hun og børnene kunne godt nok ikke tage med. Jeg sagde ja, underskrev en kontrakt og sagde mit arbejde op. Men jeg blev ringet op, og fik at vide at jeg ikke skulle afsted. Heldigvis fik jeg lov at fortsætte mit gamle job”, forklarer han og fortsætter:

“Vi holder kontakten, og han har fået et job ved europas næststørste ambulancevirksomhed. Der kom i sommeren ’18 er udbud i Region Nordjylland, det var et godt bud at starte med. Så virksomheden PreMed blev etableret. Aften, weekend og ferier blev brugt på at sende tilbud til Nordjylland. Vi brugte hele sommeren på at lave tilbud. Vi når at sende det ind, og derfra går der 1-2 dage før vi får beskeden om, at processen er udsat grundet politiske drøftelser”.

“Derfra vidste vi ikke helt hvad vi skulle med virksomheden. Men vi begyndte at sælge lidt forskelligt udstyr imens vi ventede på det næste store projekt. Så kom der et nyt udbud, som vi gerne ville arbejde med. Vi begyndte allerede sidste år med de tekniske dialogmøder med regionen, men vi skulle også have en partner der havde adgang til at byde på. Vi har haft dialog med flere forskellige, men så kom jeg i tanke om 9Lives, der tidligere har været en del af Falck. Vi var enige om, at det skulle vi arbejde videre med. De endte med at købe sig ind i PreMed”, forklarer han.

“Det har betydet, at jeg har kunnet gå fuld tid i virksomheden, og det gjorde jeg her fra 1/3”, fortsætter Anders. Med det var vi egentlig kommet med i Anders’ liv. Han har prøvet rigtig mange ting, hans liv har bragt ham mange steder hen, men Fredericia, Esbjerg og Toftlund har været tre steder, hvor livet flere gange har bragt ham hen. Nu står han som direktør i en virksomhed, der vil byde på ambulancedrift i Danmark. 

“Jeg har været lidt her, lidt der og lidt alle steder. Der er ting der stadig går igen, blandt andet er jeg stadig deltidsbrandmand i Fredericia Brandvæsen”, lyder det afslutningsvist fra Anders.

Med det kom vi rundt om en mand med en drøm – en klar drøm. Det er nok de færreste der fra de fyldte 11 år har vidst hvad de ville – og nu her knap 30 år senere stadig følger den drøm.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer