Forside Fredericia Ugens Flyttetanker: Ud i naturen, mere bål, mindre smartphone

Ugens Flyttetanker: Ud i naturen, mere bål, mindre smartphone

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Fredericia AVISENs serie om Ugens Flyttetanker kommer vidt omkring, man fristes næsten til at sige ‘hvad skal jeg læse denne uge?. Det er meget simpelt, i denne uge er vi taget i skoven med Kulturredaktør Thomas Lægaard.

Jeg er født og opvokset på Djursland og dette års ferie skulle gå hjem mod den elskede del af Jylland, der agerer næse. Der er nu noget dejligt ved at holde ferie i Danmark og jeg elsker hele seancen ved at pakke en bil og bygge forventningens glæde op.

Denne uge bød på en forlænget weekend i et primitivt sommerhus på en stor lukket naturgrund ved Gjerrild Nordstrand. Det er noget, at det nordligste man kan komme på Djursland og det er øde, et sted, hvor man kan samle tankerne i smukke omgivelser.

Det kræver en køretur på lidt under to timer, men det er en fornøjelse. For mig er det lidt ligesom at komme hjem. Når man kører mod ferie, så er det vigtigt med tålmodighed, jeg kører i god tid og elsker at holde ind undervejs. Der skal købes kaffe og vand, i år er der en lille dværgsnautcher-hvalp med, hvilket også er en god anledning for en hundeluftetur.

Sandstrand ved Gjerrild Nordstrand

Vi gør hold ved et supermarked, inden vi kører det sidste stykke ud mod nordstranden. Her bliver der købt ind til de kommende dage, vi har endnu ikke set, hvor vi skal bo, men håber på nogle primitive dage. Da vi kører ind i området, hvor vi skal være kommer der flere og flere høje træer og det hele bliver mere privat. Der går et lille sus igennem både min kæreste og jeg, da vi kører ind på adressen. Det er lige som vi havde håbet på, her er en lukket have med store træer, men både luft og sol kan finde ind.

Det lille dejlige sommerhus med tid til fordybelse

Vi lukker indgangen af med et hegn og så er der ellers fri leg for hunden. Mens min kæreste er i gang med at pakke ud, besigtiger jeg grunden og til min store glæde er der lavet bålplads og der er massevis af brænde. Selvom der er både komfur og køleskab i huset på grunden, så har vi allerede aftalt at aftensmaden laves på trangia og bål.

Mad i det fri – trangia med sprit og bålpande. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Det ender faktisk med at hele aftenen og den spæde start af natten næsten kun forgår foran bålpladsen. De normalt mange beskeder og notifikationer der forstyrrer min hverdag er nu afløst af naturens lyde og fuglenes fløjt.

Bål i haven. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Strandene ved Djurslands kyster er gode sandstrande og her er det ingen undtagelse, bortset fra at der er dybere ved Gjerrild Nordstrand. Vandkvaliteten er i top og bunden er ligesom en bountystrand. Det gør selvfølgelig stranden mindre børnevenlig, men vi er her for voksenferie, så det går. Her er klitter som vi kender fra Vesterhavet, der er lidt skum på toppene og så er her er masser af sandstrand, med streg under sand.

Smuk solnedgang ved Gjerrild Nordstrand

Vi går en tur i området og tjekker huspriserne, man skulle næsten tro, at det var løgn. Jeg kender Djursland særdeles godt og her er priserne nede på jorden, en hurtig sammenligning vidner om, at prisen på et lignende hus koster det dobbelte i Fjellerup ikke mange kilometer herfra. Det er svært ikke at forelske sig i området, det er ikke her, du kører promonadekørsel i din åbne sportsvogn eller flasher dit nyeste surfergrej, alt er nede på jorden her.

Hjørne af den store grund til sommerhuset. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Vi kører en tur i området og da vi har god tid, prøver jeg at køre til nogle af de steder, jeg ikke har været længe. Selvfølgelig vil de fleste spærre øjnene op ved parker som Djurs Sommerland, Ree Park eller Skandinavisk Dyrepark eller ved Kattegat Centeret men jeg vil gerne vise min kæreste noget mere Djursland end det, der lige springer i øjnene først.

Vi starter bilen og foran os har vi en spændende dag, det første jeg vil vise er det jeg kalder bagvejen til Ebeltoft. I stedet for at tage motortrafikvejen mod Ebeltoft fra Grenå, så kører vi ad de små veje. Det er her, at de helt små landsbyer toner frem, de små kræmmermarkeder og selv for mig nye oplevelser.

Store forhold på det lille gårdbryggeri. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

I Hyllested Skovgårde ligger Ebeltoft Gårdbryggeri og jeg tør godt at vove pelsen og sige, at det måske har Danmarks bedste placering for et bryggeri. Her er det muligt at se produktionen, smage alle deres produkter på tap og sidst, men ikke mindst købe deres mange varianter på flaske. Udenfor er er stor terrasse, hvor man kan sidde og nyde sine indkøb, man kan sågar have sit eget grillmad med og lave en aften ud af besøget. Her ser man ud på den vilde bakkede natur som Naturpark Mols Bjerge tilbyder og skulle det ikke være nok bruser Kattegat i horisonten.

Udsigt fra slagsdøren, desværre var der regnvejr. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Efter et anbefalelsesværdigt besøg hos Ebeltoft Gårdbryggeri, gik turen mod hovedbyen i området Ebeltoft. Det var dog ikke for at se eller gense Fregatten Jylland men for at sen den flotte gamle by og se udviklingen.

Ebeltofts største turistattraktion. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Det Gamle Rådhus i Ebeltoft blev bygget i 1789 og er et flot velholdt minde om fortiden. Men generelt er hele byen som at få et indblik i datidens byggemetoder og man falder automatisk til ro her. Byen er fylde med små baggårde, hvor der er udeservering og der kan også shoppes fine kunstværker i Ebeltoft.

En del af gågaden i Ebeltoft. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Efter at have samlet appetit kørte vi mod vores frokostmål, som jeg synes er et meget romantisk sted og en uset perle, hvis man ikke har været der. Det er populært at bestille æggekage med bacon, men det er ikke det, vi falder for på en regnvejrsdag.

Skovmøllen i Femmøller. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Skovmøllen ligger i Femmøller ikke så langt fra Ebeltoft og det er køreturen værd, specielt om sommeren vokser befolkningen på de populære turistmål og her kan man få en lokal oplevelse.

En del af den gamle skovmølle. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Foran Skovmøllen er et flot gadekær med nysgerrige ænder, her kan man normalt sidde og nyde sin mad, men vejret er ikke med os og vi må trække indendørs. Menukortet er lidt henvendt mod dem, der godt kan lide bøf og det kan jeg. Jeg vil ikke skrive menukortet her, men der er noget for en hver smag. Vi bestilte pariserbøf med alt der hører til, til kun 119 kroner kuverten.

For at disse Ugens Flyttetanker ikke skal blive for lange, må jeg runde af, vi brugte resten af dagene i haven med bål og madlavning, når vejret var til det. Ellers var tempoet det samme med kryds og tværs og puslespil. Nogle gange har man brug for en kort ferie, vi brugte fire dage på Djursland. Det var en billig oplevelse, men den ro man får med tilbage er guld værd.

Tag en tur til Djursland.

https://fairbillet.dk/Store/Basket/BuyTicket?EventId=249&TicketCategoryId=845d
DEL