Forside Erhverv Ugens Flyttetanker: Bygget i 2004, men arkitektonisk helt moderne

Ugens Flyttetanker: Bygget i 2004, men arkitektonisk helt moderne

DEL

Fredericia AVISENs serie om Ugens Flyttetanker er tilbage fra Taulov hvor vi så på en villa med fredet natur. Denne gang er vi tilbage langs Lillebælt, destinationen er Antonio Costas Vej.

Endnu engang kalder et vej navn som ikke klinger i min hukommelse, det spanske navn Antonio Costas viser sig at være en undersøgelse værd. Den historie tager vi til sidst i artiklen, nu handler det om et smukt arkitekttegnet hus som fremstår skarpt og indflytningsklar.

Allerede da jeg kører ned af vejen mod Antonio Costas Vej i Snoghøj, kan jeg mærke der venter mig noget specielt. Vejen slår et sjældent sving når det kommer til de snorlige veje få kilometer væk i Fæstningsbyen og så ligger der et hus efter min smag.

Indkørsel til huset som har udsigt til Lillebælt.

Jeg er lidt vil med huset fra start, det ligger på en dejlig grund med masser af privatliv. Foran huset er en stor fuldmuret garage med automatiske porte og plads til to biler. Fra garagen går man ind i et stort rum med plads til både hobby og opbevaring. Huset er arkitekttegnet og i mine øjne ret godt tænkt, hele loftet på garagen er til opbevaring gennem lofttrappe, det er blot en af detaljerne der gør det brugbart for en stor familie, som har brugt for plads.

Huset er fuldmuret i gule sten, jeg har tendens til at ikke finde gule sten særligt spændende, da de ofte ikke spiller sammen med vinduesrammer, sprosser eller malet træværk. Men i den kombination som huset er tænkt med grå vinduesrammer og det mørke tag, træder de gule sten frem på en måde som jeg vild med. Det er i mine øjne tidsløst og sammen med den grønne plæne, beplantning og blå himmel ser det bare knivskarpt ud. Der er ligeledes murværk ved terrasserne som også spiller smukt ind i den arkitektoniske plan. Huset blev bygget i 2004 og har fået et flot overdækket samlingssted i stil med byggeriet.

Lækker næsten sydlandsk luksusferie stemning i Snoghøj

Det kan lyde skørt at jeg stadig omtaler huset udefra men jeg synes altså grunden og designet af dette hus har så meget at byde på. Men nu når jeg har brugt så lang tid på det udenfor så lad os straks gå ind.

Køkkenet i lyse materialer med lille spise eller hyggeplads i midten.

Huset er også stilet indvendigt, alle stenvægge malet hvide og har gennemgående flotte fliser med guldvarme i næsten hele underetagen. Der er to værelser i hver sin ende af huset som har parketgulv, visuelt næsten som sko hvis huset havde tænkt at rejse sig. Køkken og spisestue er ud i et, rummet har retning mod det store flotte vinduesparti som for alvor åbner rummet og sender lyset ind.

Trappe til overetage, nedgang til kælder og udsigt mod Lillebælt.

Det er et rum man har lyst til at opholde sig i, men samtidig også et sted hvor huset åbner sig op. Man har herfra kontakt til begge fløje, over og underetage. For enden mod vinduespartiet er der åbent op til første sal hvilket gør følelsen af at man er sammen uanset hvor i huset man er større.

Overetagens lys og med masser af smukke og inspirerende vinkler mod kip.

Der er masser af plads i det hus her og nok at se på, loftkonstruktionen er i sig selv et mesterværk. Det er også her fra overetagen at Lillebælt for alvor åbner sig op.

Der er hele tre terrasser i overetagen, hvis man ikke kan finde solen her er solen der ikke.

Der er tre terrasser med udgang fra overetagen, det virker ikke som overload på nogen måde, det virker naturligt og æstetisk godt designet. Det er faktisk et af de første huse jeg har set i denne serie hvor billederne fra mægler er mindre sigende end oplevelsen af huset i virkeligheden.

Fra soveværelset kunne man for eksempel vågne op med en kop kaffe til synet af Lillebælt.

Dette billede er heller ikke fyldestgørende for den udsigt der er, men jeg har faktisk forelskede mig i dette helstøbte design som huset har, så for mig er udsigten blevet irrelevant.

Lille krog til kontor eller gaming.

Udover denne lille krog ved den opmurede væg, så kan man her i loftet se en lækker detalje. Jerndragen der holder taget kommer lige kort frem og derfra de mange prisme lignende vinkler.

Kælderen har også de gemmegående fliser som også følger trappen ned

Kælderen kalder på mange ideer, lige fra en vinkælder med plads til at sidde og diskutere verdenssituationen, motionsrum eller noget helt andet.

Gode solide værelser.

Der er som sagt masser af plads i dette dejlighus, jeg ville ikke ændre en eneste ting hvis jeg skulle flytte ind her. Jeg vil appellere til selv at gå på opdagelse hos mægleren og selv se mere på huset og dets mange flotte vinkler samt plantegning.

Terrassen har så mange forskellige anvendleser

Da prisen er uden for min liga vil jeg i stedet som lovet komme med en anekdote om Antonio Costas som vejen er opkaldt efter.

På den gode historiske side www.fredericiashistorie.dk kan man læse følgende om Antonio Costas som blev begravet så dårligt at dele af hans krop ikke var dækket helt, den 11. august 1808.

“Det spanske rytterregiment Algarbe lå i Horsens, og her fra drog 2 eskadroner af regimentet Princesa, under ritmester Antonio Costas kommando den 10. august om aftenen af sted mod Snoghøj for at komme over til Fyn og videre til Nyborg. Ved ankomsten til overfartsstedet ved Snoghøj næste dags morgen, fandt de det besat af danske og franske tropper, som ville forhindre spaniolernes flugt. Alle både var fjernet på nær et par usle joller, som det lykkedes nogle enkelte at slippe til Middelfart i, hvor de dog omgående blev taget til fange.
Costa søgte langs stranden mod Lyngs Odde, men her var heller ingen både at finde og snart måtte de se sig omringede af de danske-franske tropper.
Da Antonio Costa indså, at situationen var håbløs og slaget var tabt, red han frem foran fronten og hen mod den franske oberst, som han bad vise mildhed mod hans folk, da de kun havde handlet efter hans ordre. Han tog derpå sin kårde og ville overrække den til obersten som tegn på overgivelse, men oberst Biaunié svarede: “Behold de deres våben, vi er jo stadig venner og allierede”.
Antonio Costa tog derpå sit ur og sin pung og rakte det til sin oppasser, vendte sig mod sine folk og med ordene: »Skylden er min. Hils Spanien fra Antonio Costa«, trak han sin rytterpistol og skød sig gennem tindingen”