Fredericia Kommune har, som mange andre kommuner, valgt at lukke genbrugspladsen ned for private. Det kommer som følge af en generel anbefaling fra myndighedernes side, om at mindske smitterisikoen. Det har fået mange til at ytre en stor kritik af beslutningen. Særligt fra mange af de haveejere, der nu ikke kan komme af med haveaffaldet. 

Der har været stor undren, både på sociale medier og i min mailindbakke de seneste dage. Ikke over lukningen af skoler, institutioner og lignende, men over at man har valgt at lukke ned for genbrugspladsen. Blandt andet skriver en læser følgende:

Jeg har så stor forståelse og respekt for alle de tiltag der er taget for at begrænse smitten. Dog mener jeg man kunne finde en løsning med begrænset åbningstid og derefter mulighed for at personalet kunne arbejde på pladsen hvor der ikke åbent”.

Borgmester Jacob Bjerregaard sagde i mandagens statusopdatering, at det handler om myndighedernes anbefalinger. “Generelt følger vi i Fredericia Kommune de retningslinjer der kommer centralt fra. Det betyder også, at i og med at resten af landets kommuner, stort set, har lukket deres genbrugspladser ned, så gør vi det også – for det er anbefalingen”, slog Bjerregaard fast.

(Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

Det er samme melding der kommer fra hans kollega, formand for Teknik- og Miljøudvalget, Christian Bro. “Vi følger de vejledninger der kommer fra Kommunernes Landsforening. Uanset hvad man synes om dem, så er det de retningslinjer vi går ud fra”, fortæller Bro.

“Men det handler i bund og grund om, at der er meget stor forskel på hvordan genbrugshåndteringen foregår fra kommune til kommune. I Fredericia har vi helt sikkert en realistisk mulighed for at hold åbent uden de store smittefarer, men det er ikke tilfældet alle steder”, forklarer Bro og fortsætter:

“Men i fremtiden, bare en 2-3 år ud, så er situationen en anden. Vores måde at gøre tingene på bliver mere ensrettet, og spørger du mig, så tror jeg ikke der havde været et problem i fremtiden, men det hjælper jo ikke meget nu”.

“En anden bekymring er også, at hvis vi som den eneste kommune trodser anbefalingerne og åbner op, så vil vi blive overrendt af borgere fra andre kommuner i landet, der gerne vil af med haveaffald og andet. Det er heller ikke en holdbar situation. Så lige nu holder vi fast, og så må vi se om KL kan finde en anden løsning på et tidspunkt”, lyder det fra udvalgsformanden.

http://jyskserviceaps.dk/fliserens/
Annonce

Erhvervslivet kan komme af med affald

Selvom genbrugspladsen er lukket for private, så har man set sig nødsaget til at åbne for erhvervslivet. Det handler i bund og grund om at holde hjulene i gang, kunne vi mandag forstå på Borgmesteren.

Det er også tilfældet, lyder det fra Dansk Erhverv, der hilser åbningen af deponiet for erhvervslivet yderst velkomment.

“Bygge- og anlægsbranchen er en af de brancher, hvor en del af virksomhederne stadig kan opretholde aktiviteten og bevare arbejdspladserne, når medarbejdere og virksomheder tager de nødvendige forholdsregler for at forhindre coronasmitte. Åbne genbrugspladser betyder, at mange håndværksvirksomheder kan fortsætte arbejdet. Derfor er vi taknemmelige over, at kommunerne har genåbnet pladserne for erhvervsaffald”, siger miljøchef i Dansk Byggeri Simon Stig-Gylling.

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anonnym
Anonnym
7 måneder siden

Tænk hvis vi ikke havde større problem, end at komme af med affald til genbrugspladsen. Der er sikkert plads på ens grund, til at lægge fra på. Sofaen og alt andet må da blive stående hjemme – evt i garagen🇩🇰😏