Idrættens topmøde i Fredericia bød på en præsentation af en stor undersøgelse, oplæg fra eksperter og dialog mellem kommunens mange foreninger. Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Peder Tind, glæder sig over fremmødet og er klar til at opruste i forvaltningen.

Rekruttering af frivillige, Faciliteter, herunder udnyttelse af eksisterende faciliteter samt anvendelse af outdoor faciliteter, Frafald blandt de 14-20-årige, Samspil mellem aktørerne og Hvordan kan Fredericia Idrætsråd støtte idrætslivet bedst muligt fremover? var de fem temaer på idrættens topmøde i Fredericia.

Fredericia Kommune har et rigt foreningsliv og i særdeleshed et rigt idrætsliv, men der vil altid være udfordringer. Nogle af disse er blevet diskuteret på topmødet. Tidligere har formand for Fredericia Idrætsråd, Tony Brazil, ønsket en foreningskonsulent – og en sådan er Kultur- og Fritidsudvalget nu klar til at afsætte midler til.

– Det var en fantastisk dag. Det var en dag med 70 deltagere fra 35 forskellige foreninger. Det er mig bekendt den første af sin slags. Det var en meget stor succes. Der var en fornemmelse af, at folk virkelig har noget på hjertet. Alle ville blande sig i den debat om hvordan idrætslivet i Fredericia skal se ud. Det er udvalget jo bare meget tilfredse med, siger Peder Tind og fortsætter:

– Vi håber, at idrætsrådet også fremadrettet vil holde lignende arrangementer og topmøder igen, for det giver noget til os alle sammen at lytte til hinandens perspektiver. Så det var en rigtig god dag, hvor vi i udvalget bad forvaltningen om at undersøge muligheden for en idrætskonsulent. Vi mangler ressourcer og hænder til netop at understøtte foreningslivet og hele vores breddeidræt.

– Én ting er hvis vi gerne vil sætte ting i gang. Men hvem skal sætte det i gang? Det er relevant at følge op på den undersøgelse der er lavet af Fredericia. Skal vi trække af på den og have gode forløb, hvem skal gøre det? Der synes vi, at vi mangler ressourcer i vores forvaltning til at kunne gøre det. Vi har et stort potentiale i Fredericia, så der ligger spændende dagsordener, som vi gerne vil have skal lykkes, siger Peder Tind.

– Vil vi mere breddeidræt og mere sundhed, så skal vi alle sammen med. Der er det rigtig godt, at vi som kommune gerne vil opruste. Vi har høje ambitioner og spændende potentialer. Dem oplever jeg, at rigtig mange er klar på at indfri. Jeg sagde fra starten af, at et af mine mål er at opgradere området, så vi får flere ressourcer til at støtte breddeidræt og foreningslivet i Fredericia. Det er vi forhåbentlig på vej med nu, lyder det afslutningsvist fra Peder Tind, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.