Nationalmuseet viser lige nu sin store særudstilling om De Hvide Busser, der reddede 17.000 fanger ud af tyske koncentrationslejre i krigens sidste uger. På billedet øverst ses befriede danske politibetjente fra Frøslevlejren, der passerer Fredericia med tog på vej til Sverige d. 22. april 1945 under Bernadotte-aktionen, også kendt som De Hvide Busser.

Den store særudstilling på Nationalmuseet er også en del af Fredericias historie, da en del fredericianere blev sendt i tyske koncentrationslejre under 2. verdenskrig. Det gik blandt andet ud over politibetjente i Fredericia, der blev sendt til tyske koncentrationslejre, da tyskerne den 19 september 1944 bestormede politistationen i Vendersgade.

I Anden Verdenskrigs sidste uger kørte konvojer af hvide busser med påmalede røde kors i pendulfart mellem Danmark og koncentrationslejre i Tyskland. Om bord var frigivne fanger fra de tyske koncentrationslejre.

Da Tyskland kapitulerede i maj 1945, var 17.000 kz-fanger i sidste øjeblik reddet ud og bragt i sikkerhed i Danmark og i Sverige.

Særudstillingen ”De Hvide Busser” fortæller den dramatiske og bevægende historie om en af de største redningsaktioner på dansk grund.Udstillingen er støttet økonomisk af af Sportgoodsfonden.

Filmisk scenografi
Udstillingen fortæller de frivillige chaufførers, sygeplejerskers og lægers historie. Med livet som indsats reddede de deres medmennesker fra lidelse og død. Det er en historie om heltemod og voldsomme oplevelser, der undertiden gav ar på sjælen. Det er en historie om barmhjertighed, opofrelse og medborgerskab i en af verdens mest dystre stunder. Men det er også historien om meget svære moralske dilemmaer.

I en Dogville-inspireret filmisk scenografi bevæger gæsten sig rundt i udstillingens 15 forskellige scener. Fortællingen begynder i en helt almindelig dagligstue anno 1944. Derfra fører en dør direkte ind i en kørende kreaturvogn på vej til en tysk koncentrationslejr og derfra videre ind i lejren.

Museumsgæsten bliver én af de 6100 danske modstandsfolk, politifolk, grænsegendarmer, jøder og andre som endte i tysk koncentrationslejr, hvor mennesker berøves deres værdighed, deres identitet og i sidste ende livet.

Derfra fører udstillingen videre til den lille gnist af håb, som de såkaldte ”Røde Kors-pakker” tændte hos fangerne. Pakkerne blev organiseret og afsendt af de danske myndigheder og indeholdt fødevarer, tobak og tøj. De udgjorde en ufattelig rigdom i kz-lejrenes afstumpede verden, hvor stort set alt manglede, og pakkerne reddede livet for utallige danske fanger.

Herefter fokuserer udstillingen på hovedmålet for de danske myndigheder, nemlig at få kz-fangerne bragt hjem. Denne bestræbelse løb i marts 1945 sammen med et tilsvarende svensk initiativ til at evakuere danske og norske fanger. I spidsen for det svenske initiativ stod Greve Folke Bernadotte, som var vicepræsident for svensk Røde Kors. Den samlede evakuering med Røde Kors hvidmalede busser er blevet kaldt for ’Bernadotte-aktionen’, men i Danmark er aktionen kendt under navnet: ’De Hvide Busser’.

Mærket for livet
I udstillingen følger gæsten planlægningen af aktionen, de frivillige deltagere og selve transporten hjem med de hvide busser. Kun ganske få af de originale busser er bevaret i dag, men Nationalmuseet ejer en. Den er til daglig udstillet i Frøslevlejrens Museum, men nu kan den ses i København. Bussen giver et levende indtryk af de forhold, der var under turen hjem fra Tyskland.

Rejsen fra koncentrationslejren til sikkerheden i Danmark var en lang og farlig tur. Den gik til karantænestationer i Padborg og Kruså ved den dansk-tyske grænse, som udstillingen gengiver i en scene. Her blev de frigivne fanger undersøgt og behandlet for sygdomme, inden turen over det neutrale Sverige endte hjemme i dagligstuen, hvor det hele begyndte. Men ikke alle nåede hjem. Af de cirka. 6100 internerede modstandsfolk, politibetjente, grænsegendarmer og jøder, nåede omtrent 600 aldrig hjem i live.

Stuen, de kommer hjem til i udstillingen, er den samme, som de havde forladt for at blive sendt i koncentrationslejr, eller for at komme fangerne til undsætning. Men hverken de hjemvendte fanger eller deres frivillige redningsmænd var de samme, da de kom hjem. Mange havde forandret sig. Begivenhederne og oplevelserne havde mærket mange for livet.

Et gennemgående træk i beretningerne fra de evakuerede kz-fanger og deres pårørende er den dybe taknemmelighed over redningen. I udstillingen kan man se små gaver og breve fra de reddede til deres redningsmænd.

Moralske dilemmaer
Og her kunne udstillingen slutte som en renskuret heltehistorie. Men virkeligheden er sjældent så sort-hvid. Historien rummer dybere og mere dystre lag, og udstillingen udfordrer publikum med en række moralske dilemmaer og valg, som kan forekomme næsten ubegribelige.

Redningsaktionen var først og fremmest rettet mod at redde danske og norske fanger. Men hvad med fanger fra andre lande? Sagen bliver sat helt på spidsen i forbindelse med oprettelsen af et særligt afsnit i koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg. Her skulle de nordiske fanger fra hele Tyskland samles med henblik på videre transport til det neutrale Sverige. Men den tyske lejrkommandant krævede, at dødssyge fanger fra andre lande skulle fjernes, før der var plads til de nordiske. Ikke nok med det: Han krævede, at de hvide busser sørgede for at transportere de dødssyge fanger til en anden lejr, hvor forholdene viste sig at være endnu værre. Var det i orden? Og var det i det hele taget i orden at indgå aftaler med det forbryderiske naziregime for at redde sine egne?

Særudstillingen er åben frem til den  3. januar 2016.