Fredericia Avisen kunne i går fortælle, at Jensens Bøfhus er lukket permanent i Fredericia. I dag meddelte grundlæggeren af bøfkæden til avisen, at det skyldes udsigten til en større renovering. Den opfattelse deler udlejeren dog ikke:

”Vi har haft Jensens Bøfhus som en god lejer gennem 20 år. Det har fungeret rigtig godt, vi er kede af, at de flytter. Jeg køber dog ikke deres forklaring om renovering. Den er lidt overdrevet,” siger advokat Søren Frandsen, der ejer bygningen sammen med en anden af byens advokater, Torben Møller.

Ny restaurant søges

Opsigelsen kom fra Jensens Bøfhus i slutningen af april måned, og siden har bygningsejerne været i dialog med et muligt emne.

”Vi valgte af hensyn til personalet på Jensens Bøfhus ikke at annoncere eller skrive noget offentligt. Men nu kan vi gå i gang med at få bygningen genudlejet. Vi har haft et emne, der har vist interessere, så vi tror naturligvis på, at der kommer en ny restaurant ind”, udtaler Søren Frandsen til Fredericia Avisen.