Dag to på Christiansfeld Festival stod i folkemusikkens og messingblæsningens tegn. I løbet af eftermiddagen gav en gruppe studerende fra Folkemusikkonservatoriet en udendørs koncert foran Brødremenighedens Hotel, og publikum fik prøver på folkemusik fra alle egne af Danmark.

I de tidlige aftentimer indtog selvsamme gruppe studerende Søstrehusets korsal sammen med den svenske violinist Jeanette Eriksson, der leverede en intens solopræstation efterfulgt af en smuk kollaboration med de studerende.

Aftenen blev rundet af de farvestrålende messingblæsere fra German Brass. De forkælede publikum med alt fra en storslået version af temaet fra Disneys Pirates of the Caribbean til noget så mystisk som opskriften på den tyske pendant til rosenkål.

De havde på forhånd ikke oplyst deres sætliste, og de spillede derfor frit fra deres brede bagkatalog og tog publikum med på en musikalsk rejse, der blandt andet rundede Costa Rica, Brasilien, Tyskland og Rusland.

Publikum kvitterede med stående ovationer og tvang de veloplagte musikere til at spille tre ekstranumre. Efter koncerten var den prisbelønnede trompetist Matthias Höfs en populær herre blandt tilskuerne og især blandt unge håbefulde blæsetalenter, der kæmpede for at få lov at trykke ham i hånden. Han havde kun rosende ord til overs for festivalen.

”Vi får sjældent chancen for at spille i Danmark, men det er en fornøjelse at være her og især at spille i Christiansfeld og i denne smukke kirke. Akustikken er fantastisk herinde,” sagde han.

– Der er stadig billetter til weekendens koncerter. Kontakt Thomas Späth på 91536167 for yderligere information, oplyser Kolding Kommune.