Fredericia Byråd har valgt at fortsætte arbejdet med et Helhedsplansudvalg. Der er dog sket en markant udvidelse af udvalget, der nu ikke kun indeholder politiske medlemmer, men også en række medlemmer fra civilsamfundet. Det er både foreningslivet, politiet, boligforeningerne og erhvervslivet. Det vækker glæde hos formanden for udvalget, Turan Savas.

“For mig betyder det rigtig meget, for det politiske fokus og indsatserne for vores sociale boligområder betyder bare meget for de ansatte og beboerne. Det betyder noget,  at der er et politisk fokus på indsatserne”, fortæller Turan Savas til Fredericia AVISEN.

“I starten var der et større fokus på helhedsplanen, der var hovedfokus. Den skulle løbes i gang, og mandskabsmæssigt skulle det være på plads. For indsatserne skulle målene også være afklaret. Når nu det hele er på plads, så skal vi komme i arbejdstøjet. Der skal produceres noget. Det er også derfor det er vigtigt, at der er flere eksterne aktører med. Jeg er glad for at boligorganisationerne sidder med ved bordet. Det samme gør civilsamfundet. Der har vi været så heldige at få Hinnerup Kirkes præst, Karina Dahlmann, der laver rigtig godt integrationsarbejde”, siger Turan og fortsætter:

“Udover det, så har vi fået erhvervslivet med. Det er et stort skulderklap, at de vil være med til at bidrage til de indsatser vi laver. Via deres hjælp skal vi få beboerne herude, der mangler et arbejde, ud at arbejde. Det er også rigtig fint, at vi har en tæt kontakt til politiet, der også vil sidde med til møderne. De sidste, som også er de vigtigste, det er at vi inddrager beboerne. Derfor har vi ikke sat et navn på hvem det skal være. Vi vil gerne holde vores møder i forskellige områder. Når vi kommer derud vil vi gerne inviterer en af beboerne fra området. For en specifik beboer ved ikke alt om alle vores boligområder, så derfor har vi brugt denne model. Det bliver rigtig godt, at vi kommer i dialog og hører hvad borgerne synes om indsatserne”.

Der ligger også et lidt større fokus end tidligere på at se udover de to store boligområder, Korskærparken og Sønderparken. Hvorfor det?

“Vi har måske ikke gjort så meget opmærksom på, at vi i udvalget har kigget på hele Fredericia. Udvalget har kigget på alle vores boligområder, også Skanseparken, Blonds Allé og Møllebo Allé i Erritsø. Vores første indsats var at få forløbet i gang. Nu da det hele er i gang, så må vi se på hvad der sker andre steder. Hvilke udfordringer har de? Hvilke problematikker skal vi være opmærksomme på? Det er det arbejde vi nu er i gang med at beskrive. Hvad har virket? Hvilke successer har vi haft? Det er så de værktøjer vi skal bruge andre steder, hvis det bliver aktuelt”, lyder det fra Turan Savas, formand for Helhedsplansudvalget.

Du har selv arbejdet meget med integration i din tid i politik. Hvad betyder det for dig, at du kan stå i spidsen for det her udvalg?

“Det vigtigste for mig er, at Fredericias navn ikke skal være på ghettolisten. Det gør mig ked af det. For det andet så har vi skønne boligområder her i byen. Jeg håber at der er mange af vores pendlere der vil vælge at bosætte sig i de her områder. Sidst men ikke mindst er det vigtigt for mig, at vi kan hjælpe vores borgere i uddannelse og beskæftigelse”, lyder det afslutningsvist fra Turan Savas.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer