Lionel Messi holdt søndag middag pressemøde, hvor han i en følsom tilstand bekræftede, at han ikke fortsætter i FC Barcelona. Efter at have spillet hele karrieren i den katalanske storklub er det nu forbi.

Hvad skal der ske med Messi? Det spørgsmål er blevet stillet utal af gange i det seneste lange stykke tid. 

Med en kontrakt, der udløb den 30. juni har Messi været klubløs siden, og allerede sidste sommer startede de spekulationer om, hvad der skulle ske. Alt lige fra forlængelser til snak om MLS, Manchester City og Paris Saint-Germain.

Efter endt sæson i Barcelona drog Messi til Copa America, hvor fokus var på at vinde et trofæ med Argentina, og den mission lykkedes. I kulissen kørte der et spil mellem Messis agent og Barcelona, som var i intense forhandlinger. De blev ifølge Barcelonas udsagn enige, men det kunne ikke lade sig gøre grundet de finansielle regler, som klubberne i den spanske La Liga er underlagt.

Søndag havde hovedpersonen selv indkaldt til pressemødet i kølvandet på den turbulens og uvished, der har floreret. Det var en følelsesladet Messi, der mødte pressen, hvor han fortalte om den proces, der har været.

– Det var som om, mit blod blev koldt. Det var trist og svært. Lige indtil nu har jeg stadig prøvet at bearbejde det hele. Når jeg kommer hjem, kommer jeg også til at have det dårligt, sagde Lionel Messi på pressemødet.

Messi har spillet i Barcelona siden han var 13 år, da han blev optaget på klubbens fodboldskole, La Masia. Da Messi var diagnosticeret med væksthormon-mangel så han ikke kunne vokse, og lægerne mente ikke, at han kunne vokse, da familien ikke havde råd til medicinen. Det blev der lavet om på, da den nu 169 cm høje Lionel Messi skiftede til Barcelona.

I 2005 blev Messi den yngste målscorer nogensinde for Barcelona, og siden har karrieren taget fart. I 520 kampe for Barcelonas førstehold er det blevet til 474 mål, og har vundet Ballon d’Or seks gange. Klubmæssigt har Messi vundet La Liga ti gange, og den spanske pokalturnering, Copa del Rey, har han vundet syv gange, mens det er blevet til fire Champions League-titler, tre triumfer i Super Cuppen, samt tre gange vinder af VM for klubhold.

Derfor er der tale om en spiller, der har været en stor faktor i Barcelona siden hans ankomst til klubben, men nu er en epoke slut, og der skal skrives ny historie for den argentinske troldmand, Lionel Messi, der ellers gjorde sit til, at enderne skulle mødes med Barcelona.

– Jeg tilbød at skære min løn ned til det halve. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Det her har bare ikke været muligt, sagde Messi på pressemødet.

Jungletrommerne peger i retning mod Paris, men hvad der sker med Messis karriere er uvist. Han bekræfter dog, at Paris er en af flere muligheder.

– Det er ærligt talt en af mulighederne. Jeg har intet bekræftet endnu. Jeg har fået mange opkald fra mange klubber, men lige nu er der intet på plads. Men vi taler om mange ting, forklarede Lionel Messi.

Dermed står det hen i uvisse, hvad fremtiden byder for Lionel Messi. Sikkert er det, at han har skrevet et stort kapitel i Barcelonas historie, som han har haft stor betydning for.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her