Fredericia døgnrapport 04.12.2017

Politiet vurderer at weekenden er forløbet rimeligt og fornuftigt i forhold til at mange mennesker har været i byen. Ikke mindst taget i betragtning af den store julefrokostdag fredag. Men på trods af det store antal mennesker i byen har det tilsvarende ikke kastet mange sager af sig.

Indbrud i villa


En villa beliggende på Frederik den III’s Vej har været udsat for indbrud i tidsrummet mellem mandag klokken 10.00 og fredag klokken 15.40. Her har tyven skaffet sig adgang ved at tiltvinge sig adgang gennem villaens kælder. Der blev stjålet 2 kasser cider og en flaske spiritus.

Forsøg på indbrud

Fredag mellem klokken 13.15 og klokken 17.30 forsøgte tyve at trænge gennem henholdsvis soveværelse- og badeværelsesvindue til en villa beliggende på Trelde Næsvej. Deres foretagende lykkedes dog ikke, og de har måttet forlade stedet uden udbytte.

Indbrud på Merkurvænget

Fra en villa på Merkurvænget er der blevet stjålet et kontantbeløb i henholdsvis euros og danske sedler samtidigt med at familien fik deres hjem gennemrodet. Indbruddet er sket i tidsrummet fra lørdag klokken 14.30 til søndag klokken 15.30. Tyvene er kommet ind ved at bryde et vestvendt vindue op.

Indbrud i kolonihavehus

Et kolonihavehus på kobbelvænget har haft indbrud i tidsrummet mellem tirsdag den 28.11 og torsdag den 30.11, men blev først anmeldt fredag. Her blev udbyttet en værktøjskasse inklusiv værktøj, boremaskine mv.

Trafikulykke på Vejle Landevej

Det er fortsat uvist hvor slemt tilredte ægteparret fra Silkeborg er efter fredagens voldsomme trafikulykke i krydset mellem Vejlevej og Bredstrup Kirkevej. Her måtte en 69-årig mand og 61-årig kvinde begge køres til Kolding sygehus med brækkede knogler efter at være reddet ud af deres brændende bil. Ulykken blev forårsaget af en 19-årig mand fra Fredericia der overser ægteparrets bil da han vil svinge til venstre ud på Vejle Landevej. Begge biler endte i grøften ved det voldsomme sammenstød hvorfor Landevejen en overgang var spærret i begge retninger mens politi og brandvæsen bistod oprydningen. Alle tre implicerede personer blev bragt til Kolding sygehus, men her kunne man konstatere at den 19-årige var uskadt. Derimod er der endnu ikke nye oplysninger om ægteparrets tilstand.