EventC stormede frem som arrangør, B2B-partnerskabsvirksomhed og konsulentvirksomhed i Fredericia. Store arrangementer stod på listen i 2020, men så kom Coronakrisen. Men hos selskabets direktør ser man fremad med stor optimisme, fordi fredericianerne er glade for kultur og oplevelser.

Det er blevet mandag efter endnu et pressemøde med eksperter og politikere. Hver eneste møde kan have fatal betydning for virksomheder og borgere i det ganske land, og et sted bløder det ekstra meget i disse tider: Kulturen. Men hvordan er hverdagen hos et af de mennesker, der arbejder for at tilbyde kultur og underholdning? Hos EventC har man stadig travlt og der nytænkes efter de mange ændringer de seneste måneder.

“Det er helt klart anderledes. Lige nu forsøger vi at navigere rundt i de forskellige aspekter ud fra de anbefalinger, der kommer. Men de ændres også løbende. Dertil kommer, at vi naturligvis lavpraktisk har brugt meget tid på at give billetkøberne besked om nye datoer for vores forskellige shows. Billetkøberne er positive og glade for, at vi flytter tingene. Mange kan ikke identificere sig med at skulle stå eller sidde til et større arrangement lige nu. Derfor har vi flyttet det meste til efteråret 2020 og foråret 2021,” fortæller Ulrich og fortsætter:

“Samtidig er EventC som forretning bundet op på et stort samarbejde med erhvervslivet, og herfra møder vi stor forståelse for, hvad der foregår i øjeblikket, og jeg vil endda sige, at mange er blevet mere optimistiske den sidste uge. Men det er klart, at det er en ny verden, når byens elskede sommerrock skal aflyses, og vi samtidig gerne vil tilbyde noget kultur til byens borgere. Derfor arbejder vi også benhårdt på at kunne præsentere noget nyt i Fredericia indenfor 14 dage Vi har samtidig stor forståelse for, hvordan vores politikere og myndigheder knokler for at så få som muligt bliver ramt på alle fronter i forbindelse med COVID-19.” 

Hvad gør det ved det, at noget udefra har den indflydelse på din forretning?

“Jeg tager det faktisk stille og roligt. Jeg besluttede mig for mange år siden for, at det som der er udefrakommende, det kan jeg ikke gøre noget ved, om det er så er vejret eller som nu Corona, men det er klart, at alle er spændte på, hvad fremtiden bringer for vores branche. Jeg tror heller ikke de mange glade festivalsmennesker havde forestillet sig ikke at skulle mødes til bare en festival i 2020,” siger Ulrich. 

Der må også være mange følelser i dette?

“Ja, det er der da, men jeg har faktisk en tyrkertro på, at alt nok skal gå. Jeg er ukuelig optimist. 2020 kommer vi igennem, og 2021 bringer måske en række udfordringer, men så må vi tage dem derfra. Vi ser på de større arrangementer lige nu, og det kan godt ske, at de først finder sted i 2022. Vi har to ben at stå på: De store arenakoncerter og de mindre koncerter for 700-1000 mennesker i arena, teater eller Ekscerhuset,” fortæller Ulrich Nicolaisen.

Hvad siger kunstnerne? 

“De er dybt berørt og mange er i chok. Jeg talte med Hjalmars folk den anden dag, og de fortæller, at det er hårdt. Alle er rundt på gulvet, ikke at de ikke tænker positivt, men når man står med et lysende talent på vej op ad rangstien, der skulle på sommer- og efterårsturne, så er det klart, at det rammer, at alt sættes i stå. Det gælder faktisk hele branchen: Lysfolk, lydfolk, teknikere – alle er påvirkede. Derudover er mange i branchen selvstændige en-mands-virksomheder, der arbejder freelance, så det rammer mange. Men det er jo i hele samfundet, at folk er ramt,” fortæller Ulrich Nicolaisen. 

Hvordan er en hverdag for dig i dag? 

“Jeg følger naturligvis med i, hvad der sker i samfundet, og så læser jeg, hvad vores brancheorganisation; Dansk Live har af nyheder, derudover hvad vi skal følge op på, rykke og arbejde med. Så har jeg også en tæt dialog med Tøjhusets leder, Sune Rasmussen. Vi har jo et Fredericia uden et teater, og vi skal have strikket noget sammen, så der sker noget i byen,” siger EventCs direktør. 

Hvad med billetsalget? Køber folk billetter igen?

“Ikke som før. Vi sælger vel fem billetter om ugen pt. Vi plejede at sælge hundredvis. Lige nu skal vi have afviklet de arrangementer, vi har sat i søen, hvor der er kontrakter, garantier og andet, derfor er det også kærkomment, når vores gæster beholder deres billetter, så hjælper de os til, vi er på den anden side.”

Hos EventC kan ser man dog også frem til at skulle forkæle B2B-kunderne til Rock Under Broen.

“Det er altid en god oplevelse, og vi håber, at vi får mulighed for at vise vores gæster alle de ting, vi elsker at lave. Vi har efterhånden opbygget et godt netværk af dygtige folk, der sammen med vores koncepter får det hele til at gå op i en højere enhed. Det er blandt årsagerne til, at vi også igen i år er totalt udsolgt til VIP-arrangementet i forbindelse med den folkekære musikbegivenhed,” slutter Ulrich Nicolaisen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer