Når en borger klager over en kommunal afgørelse på socialområdet, er det Ankestyrelsen, der behandler klagen. Når Ankestyrelsen har behandlet klagen, er der følgende muligheder:

Ankestyrelsen kan afgøre at:

  • Stadfæste: Styrelsen er enig i kommunens afgørelse. Der sker ingen ændringer i afgørelsen.
  • Hjemvise: Hvis der for eksempel mangler væsentlige oplysninger i en sag, og styrelsen ikke selv kan indhente dem, sender styrelsen sagen tilbage til myndigheden. Det hedder at hjemvise en sag og betyder, at myndigheden skal genoptage sagen og afgøre den på ny.
  • Ændre/Ophæve: Styrelsen er helt eller delvist uenig i afgørelsen og ændrer den eller ophæver den.

I 91 % af klagesagerne på børneområdet i Fredericia i 2019 har Ankestyrelsen vurderet, at kommunen har truffet afgørelserne på et utilstrækkeligt grundlag, og Ankestyrelsen har derfor hjemvist (sendt dem retur) til forvaltningen til fornyet behandling, hvilket er stærkt bekymrende og burde medføre, at politikerne forlanger en gennemgribende undersøgelse af sagsbehandlingen på området, således at det kan blive afklaret, hvad der ligger til grund for de  mangelfulde sagsbehandlinger.

Der bør belyses, om der er for få sagsbehandlere på området? Formentlig er der endog pårørende, som ikke har ressourcer til at klage over en afgørelse, hvilket bør give anledning til bekymring for, om udsatte børn får den hjælp og støtte, som de er berettiget til, og som skal sikre dem en god og tryg opvækst.

Politikerne bør være dybt bekymrede og optagede af at få udfordringerne frem i lyset og problemerne løst. Der skal en stor og målrettet indsats til for at højne standarden, således at man ikke igen næste år skal konstatere, at sagsbehandlingen på børneområdet er mangelfuld. Budgetlægningen for 2021 er allerede i gang – jeg opfordrer til, at politikerne afsætter midler til en styrket indsats på området, for 91% hjemvisninger kan Fredericia ikke være bekendt! Bag hver sag står en familie med udfordringer og et barn, som har krav på en god start i livet.

(Kilde: social og indenrigsministeriets hjemmeside)

Sune Nørgaard Jakobsen

Byrådskandidat SF Fredericia

Debatindlægget er skrevet af skibenten, og udtrykker udelukkende dennes holdning.

Leave a Reply