Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en midlertidig trepartsaftale om en lønkompensationsordning for fyringstruede lønmodtagere. 3Fs forbundsformand roser aftalen, der betyder, at tusindvis af lønmodtagere, der ellers ville være fyret, kan beholde deres job, indtil COVID-19-krisen er i bedring.

”I dag har den danske model vist sin styrke. Regeringen og arbejdsmarkedets parter står skulder ved skulder og sikrer, at tusindvis af lønmodtagere beholder deres job og en indtægt, de kan leve af, i de næste måneder, der bliver meget svære. Set med lønmodtagernes øjne er det en fuldstændig afgørende aftale, som parterne er kommet frem til,” siger Per Christensen, forbundsformand for 3F.

Aftalen gælder for lønmodtagere på de private virksomheder, der er særligt hårdt ramt økonomisk som følge af COVID-19-krisen. Her bliver der tale om virksomheder, der ellers står overfor at skulle varsle afskedigelser af minimum 30 procent af deres medarbejdere eller flere end 50 ansatte.

For fuldtidsansatte vil den statslige lønkompensation månedligt udgøre 75 procent af de samlede lønudgifter til de omfattede medarbejderes løn. Dog maksimalt 23.000 kroner om måneden.

For timelønnede kan lønkompensationen udgøre 90 procent, men maksimalt 26.000 kroner per måned for en fuldtidsansat, der bliver omfattet af ordningen.

Som en del af aftalen skal den enkelte lønmodtager, som virksomheden får lønkompensation for, anvende fem ferie- eller afspadseringsdage i tilknytning til kompensationsperioden. Virksomhederne kan ikke modtage lønkompensation for disse dage. Har man ikke opsparet ferie, afspadsering mv. skal der afholdes tjenestefri uden løn eller bruges dage fra det nye ferieår.

”Aftalen vil betyde, at rigtig mange lønmodtagere bliver reddet fra at ryge ud i en dyb økonomisk ruin. Og den vil betyde, at de gode danske virksomheder, der kæmper for at holde hjulene i gang, får hjælp til at fastholde deres ansatte, så vi hurtigst muligt kan få Danmark på fode igen, når COVID-19-krisen på et tidspunkt vender,” siger Per Christensen.

Han understreger, at aftalen ikke løse alle problemer.

”Denne aftale er god for både lønmodtagere og arbejdsgivere, og jeg håber virkelig, at de berørte arbejdsgivere gør brug af den, så vi undgår, at lønmodtagere afskediges. Men der vil stadig være udfordringer – både for lønmodtagere og virksomheder. Dem håber jeg vi – ligesom her i denne historiske aftale – kan løse i samarbejde,” siger Per Christensen.

Den midlertidige kompensationsordning vil gælde fra 9. marts til 9. juni 2020.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer