Forside Erhverv Treldevejens Grill – en slags rullende pølsevogn

Treldevejens Grill – en slags rullende pølsevogn

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Fredericia AVISEN besøger Treldevejens Grill, som har stor succes med deres traditionelle danske retter, som køres ud af vognen til stor glæde hos blandt andet byens pensionister.

Anja Christensen er 36 år og har haft Treldevejens Grill i tre år. Hun står i dag bag disken, hvor hun har linet en stor række pølser op, som allerede er klar til spisning ved 11. tiden, hvor jeg besøger grillen.

“Ja, vi har et stort rykind omkring middag, men om fredagen er der fuld knald på hele dagen. Vi har for eksempel Egil Rasmussen, som kommer her og henter mad hver fredag”, siger Anja.

Efter Treldevejens Grill er begyndt at få leveret hjemmelavede pølsebrød fra Byens Brød i Erritsø, så er hotdog’en blevet meget populær. Anja synes, at jeg skal smage på en hotdog, og jeg kan godt forstå, at den er populær, brødet giver noget ekstra og omfavner næsten hele pølsens længde.

Hotdog med lækkert brød fra Byens Brød. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Der er mange pensionister, der gør brug af dagens middag og Treldevejens Grill mærker en større efterspørgsel på de traditionelle retter som leveres ud af huset.

Mens Anja er ved at gøre klar til det, man måske kan kalde håndværkerrykind omkring frokostpausen, så er der puslen ved komfuret i baglokalet. Det er Anjas far, Jørgen Holm Christensen, som er ved at forberede dagens ret, som er Biksemad. De fleste kender nok Jørgen som Jørgen “Sømand”.

“Vi bringer cirka 600 middage ud om måneden, det er den gode gammeldags mad som biksemad, flæskesteg, oksesteg, farseret porre, hakkebøf, karbonader og frikadeller”, siger Jørgen Sømand.

Jørgen “Sømand” laver biksemad. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Sådan en dag, hvor der er biksemad på menuen kommer der cirka 55 bestillinger, det var noget anderledes, da de startede, der kom måske fem retter ud af huset. Dengang blev der lavet dagens ret på to blus, men efterspørgslen gennem tiden har gjort, at det lille køkken i baglokalet er blevet bygget om hele fem gange. Flæskestegen hver anden søndag er klar favorit, der får Jørgen sved på panden, når der skal laves op til 100 portioner.

Sådan en portion glæder mange. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Treldevejens Pølsevogn sætter pris på gode råvarer, de laver frisk kamsteg hver dag. Så man kan få en frisk flæskestegssandwich, men nogle foretrækker stadig den friturestegte, som de også serverer. Bøfsandwichen de laver, er med hjemmelavet brunsovs. Flæskestegen er så populær, at der bruges 200 kg svinekam om måneden, der bruges også mange landæg og nye lækre kartofler.

“Jeg synes også, at vi skal fremhæve vores burgere, vi har rigtig gode bøffer. Bøfferne bliver grillet og det giver en super god smag. Vores største bøf er på 300 gram”, siger Anja.

Siddeplads til 16 personer. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Der er plads til at 16 personer kan sidde ned og spise, det er en stor fordel ifølge Jørgen: “Altså en burger den er mere lækker, når den bliver serveret på tallerken med det samme”.

Treldevejens Grill

“Jeg har altid arbejdet i pølsevogn, når jeg har taget uddannelse, så har jeg haft job i en pølsevogn ved siden af. Men det er sjovt nu at have sin egen pølsevogn, det med at have travlt, elsker jeg. Jeg kan godt lide kundekontakten og at snakke med folk”, siger Anja

Anja foran Treldevejens Grill Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Anja roser sine kunder for at være meget tålmodige, når der er kø helt ud ad døren. En burger på 300 gram tager cirka også 20 minutter at lave, men gæsterne synes, at den er værd at vente på .

Læs mere om Treldevejens Grill her.

https://fairbillet.dk/t252/Kvindeaften%20med%20Raz%20fra%20RAZspa
Foredrag med skønhedsguruen Raz fra RAZspa, der lige nu også er aktuel i Beauty Bosserne.
DEL