TREFOR El-net A/S, der dækker det meste af Trekantområdet og dele af Vestfyn, har nogle af landets billigste priser på levering af el og er gennem de seneste år kommet ud som et af elbranchens mest effektive selskaber i Energitilsynets årlige benchmark. Nu kan elnetkunderne glæde sig til en stor besparelse i omegnen af 75 mio. kroner i 2016, gennem en direkte prisnedsættelse.

TREFOR El-net har besluttet at lade abonnementsbetalingen ved elforbrug bortfalde pr. 1. januar 2016. Det svarer til en årlig besparelse på cirka 500 kroner for privatkunder, mens besparelsen for erhvervskunder vil afhænge af virksomhedens abonnementsstørrelse.

Udover bortfald af abonnementsbetaling kan TREFOR El-nets kunder, i lighed med kunder hos TREFOR Varme og TREFOR Vand, ydermere se frem til, at betalingsgebyret på godt 5 kr. pr. faktura ved betaling via Nets forsvinder.

”Den betydelige prisnedsættelse kommer både vores erhvervskunder og private kunder til gode. Vi sikrer, at alle vores elforbrugende elnetkunder får en meget billig elregning, og vi vil fortsat arbejde målrettet på at være en af elbranchens mest effektive netvirksomheder målt på økonomisk effektivitet og leveringssikkerhed,” siger Charles Nielsen, direktør for el, vand og varme i TREFOR.

Prisnedsættelsen gælder i første omgang for hele 2016.