Lokalpolitiet i Haderslev og Efterforskningsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt onsdag den 29. marts 2017 klokken 17.05 tre personer ved Forbindelsesvejen i Christiansfeld og sigtede dem for besiddelse af cirka 10,4 kilo hash med henblik på, at det ulovlige stof skulle sælges videre.

Klokken 21.24 undveg en af de anholdte, en 22-årig mand, i forbindelse med en ransagning på vedkommendes bopæl i det centrale Haderslev. Han sprang ud af et vindue i lejligheden i 4,5 meters højde, hvorefter han flygtede i en ukendt retning. Og vedkommende er nu eftersøgt.

De to øvrige anholdte – samt den 22-årige in absentia – blev torsdag den 30. marts ved et grundlovsforhør ved Byretten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger. Personerne er sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 191.

Politiet håber desuden at få oplysninger fra borgerne i forbindelse med, at en eller flere ukendte gerningsmænd onsdag klokken cirka 22.30 begik hærværk ved at smide en mursten gennem en siderude på en patruljevogn, der stod parkeret i det centrale Haderslev i forbindelse med ransagningen.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre. Og af hensyn til efterforskningen har politiet i øjeblikket ikke yderligere kommentarer til sagen om anholdelserne.