Efteråret er en travl tid for konkurrencesvømmerne i Erritsø Svømmeklub.

Som opvarmning til efterårssæsonen var Erritsø Svømmeklubs konkurrencehold på træningslejr i Torremolinos i efterårsferien. 30 svømmere tog turen til Sydspanien for at træne til efterårets stævner. Her blev svømmet mange kilometer, justeret teknik, men der var også tid til at nyde solen og stranden.

Træningslejren er delvist betalt af de sponsorer, der bidrager til klubbens årlige sponsorstævne i januar, hvor svømmerne svømmer penge ind fra deres sponsorer samt tjener penge gennem klubbens lotteri med flotte sponsorpræmier. Næste sponsorstævne løber af stablen lørdag d. 20.1.18.

Sidst i november blev det årlige klubmesterskab afholdt. Her blev Louise Jensen (Middelfart) klubmester for pigerne og Lukas Jeppesen (Erritsø) for herrerne.

Erritsø svømmeklub kan også prale af svømmer Mie Trothe (EGIF og Fredericia Eliteidræt) som for nyligt er vendt hjem fra NM i parasvømning på Island med hele 5 medaljer, bl.a. sølv i 100 fly.

Klubben har i det hele taget et rigtigt godt trænerteam som har været gode til at sikre en rød tråd fra undervisningsafdelingen og op igennem konkurrence holdene.

Det handler dog ikke kun om svømning og resultater på konkurrenceholdene. Der er nemlig et super godt socialt miljø i klubben på tværs af holdene og der er altid god opbakning fra de øvrige svømmere, når en klubkammerat er i vandet.