Trampolinspringeren Victor Mulberg går til dagligt i 9. klasse på Ullerup Bæk Skolen, afdeling Nørre Allé, hvor han går i en talentklasse. Snart står den på et internationalt stævne i Sofia, men på sigt håber han at kvalificere sig til senior-VM.

Victor blev fredag den 11. november overrasket i klassen. Han viste godt, at han var blevet tildelt midler af Fredericia Idrætsfond, hvor han sammen klubben, Strib Trampolin, havde søgt om midler til deltagelse i et internationalt stævne i Sofia. 

Pludselig troppede idrætschef i Fredericia Kommune, Keld Vestergaard, op i Victors klasse. Ingen viste noget udover læreren, der på forhånd var informeret om besøget. I klassen fik Victor Mulberg overrakt checken på 10.000 kroner.

At det nu er kommet så vidt med Victor og trampolin, at han skal deltage i stævner i udlandet, stod ikke skrevet i kortene. Faktisk viste Victor ikke, at man kunne gå til trampolin.

– Jeg elskede at hoppe på trampolin derhjemme, og havde gået til babygymnastik, men så fandt jeg ud af, at man kunne gå til trampolin og prøvede det, siger Victor.

Hurtigt stod det klart, at Victor havde talent for det.

– Jeg opdagede det efter en sæson, hvor jeg fik at vide af en træner, at jeg rykkede op på et af de mere avancerede hold , siger han.

Nu går Victor på Ullerup Bæk Skolen på afdeling Nørre Allé. Han søgte ind på linjen på eget initiativ, da han havde hørt om miljøet og så forhørte Fredericia Eliteidræt sig hos specialforbundet, som er Danmarks Gymnastik Forbund. De sagde god for Victors sportslige niveau, og så blev han optaget.  Det betyder, at han deltager i to ugentlige morgentræninger. 

– Det startede jeg med i 8. klasse. Jeg søgte ind, da det ville øge min fysiske styrke, og så synes jeg det er fedt pga. fællesskabet med, at alle har høje ambitioner, siger han.

Det er første gang, at Victor skal deltage i et så stort stævne som det i Sofia. Stævnet fungerer som kvalifikation til EM.

– Jeg har ikke været så meget i udlandet, men jeg har været til de nordiske mesterskaber, siger Victor.

I og med, at det er første gang han deltager i så stort et stævne, så ved Victor ikke helt, hvad han skal forvente rent sportsligt.

– Jeg vil skyde på, at jeg er i den bedste halvdel, da de danske krav er højere end de fleste dernede, men det er svært at sige, forklarer Victor og peger på Portugal, England og Australien som topnationerne.

Foreløbig kan Victor forsøge at sigte mod EM, men på sigt er han klar i mælet, når spørgsmålet går på, hvad han drømmer om.

– Jeg håber at komme til senior-VM, og komme med og få en finaleplads, siger Victor.