FC Fredericia kan i dag meddele, at man har hentet Ove Pedersen ind som ny cheftræner.

60-årige Ove Pedersen har tidligere haft cheftræneransvaret i Esbjerg, AGF, FC Vestsjælland samt senest OB, som han overtog sidste efterår og reddede fri fra en truende nedrykning, oplyser FC Fredericia i en pressemeddelelse.

.Om ansættelsen af den nye cheftræner, siger direktør, Stig Pedersen:

– Efter vi sikrede os endnu en sæson i 1. division, har vi arbejdet stenhårdt for at finde den rette cheftræner til FC Fredericia. Jeg er derfor rigtig glad og stolt på klubbens vegne over, at det er lykkedes at tiltrække en så stor kapacitet og en træner med så fornemt et CV til klubben det kommende år, siger Stig Pedersen og fortsætter:

– Vi står over for en stor udfordring med større udskiftning i truppen, og vi føler os overbeviste om, at Ove Pedersen sammen med den øvrige sportslige ledelse kan sætte en stærk trup sammen, så vi i den kommende sæson forsat er særdeles konkurrencedygtige.

Parterne har skrevet under på en aftale, der gælder for den kommende sæson, og som vil tage højde for eventuelle fremtidige udenlandske karrieremuligheder for Ove Pedersen. Og den nye cheftræner ser frem til at starte op i FC Fredericia.

– Jeg har et rigtig godt kendskab til FC Fredericia, og jeg kender FC Fredericia som en god klub med et godt fuldtids-setup. Jeg har aldrig lagt skjul på, at 1. division også er tiltalende for mig, og jeg ser frem til de opgaver, der venter for os i den kommende sæson. For selvom vi står over for en større udskiftning i truppen, så er jeg fuld af fortrøstning over for, at vi nok skal komme styrket ud til den nye sæson, lyder det fra Ove Pedersen.

Ove Pedersen har første arbejdsdag i Fredericia tirsdag 30. juni, hvor spillertruppen vender tilbage fra sommerferie. Han vil ved sin side have have Morten Dahm Kjærgaard som assisterende træner.