På Egeskovvej i Fredericia ved Crossbridge Energy er der blevet fældet træer. Årsagen er simpel, de var i risiko for at vælte.

Flere har formentlig bidt mærke i, at der er blevet fældet en masse træer foran Crossbridges grund, og årsagen er simpel. Det oplyser raffinaderiet spressechef, Torben Øllegaard Sørensen

– Det er Popler, som kommunen vurderer er blevet så gamle, at de var i risiko for at vælte. De blev plantet i 1991, og da de blev fældet, viste de tegn på råd og skader indvendigt. De bliver nu udlagt som insekthoteller, dels på det nye grønne område, som kommunen etablerer overfor de store tanke på samme side som genbrugspladsen. Dels på vores areal. Faktisk er det op mod 20 af træerne, der nu kommer til at gøre nytte på den måde, siger pressechefen og fortsætter:

– Der vil blive plantet nyt, som kommunens eksperter arbejder på en plan for, og det skal hænge sammen med det grønne areal. Raffinaderiet var i sin tid med til at finansiere poppelalleen, men den er altså faldet for tidens tand nu. Fældningen, genplantningen osv. er sket i godt samarbejde mellem kommunen, FDO og os.