Hvert år til 6. Juli-Dagene i Fredericia strømmer musikglade mennesker til Minde- og Festkoncert i Trinitatis Kirke for at blive taget med på en musikalsk rejse til tiden omkring det sejrrige udfald fra Fredericia 1849. Nu kan andre få glæde af musikken, når koncerten drager på turné rundt om i landet.

”Koncerterne skal være med til at synliggøre 6. Juli-Dagene og Fredericias helt særlige historie i resten af landet. Og så vil vi selvfølgelig også give publikum uden for voldene muligheden for en helt særlig musikalsk oplevelse, som mange fredericianere hvert år glæder sig til”, siger Lars Ejby, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, i en pressemeddelelse.

Turnéen er støttet af Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Dansk Musikerforbund, Fredericia Kommune og Region Syddanmarks Kulturpulje.

En musikalsk rejse til tiden omkring 1849
Gennem dansk musik, sange og salmer kan publikum opleve essensen af krigen i 1849 – sorgen over de mange sårede og faldne og glæden over sejren og den genvundne frihed. Følelser, som alle udsendte soldater og pårørende i dag kan genkende og som gør, at koncerten har en aktualitet. Koncertens hovedværk er kantaten ”Gemmer Hvert Et Ord” – skrevet og komponeret i 1998-99 af musikerægteparret Ulla og Anders Koppel til 150-året for udfaldet.

Musikken opføres af medlemmer af Slesvigske Musikkorps, Trinitatis Kirkes Pigekor med Herrestemmer fra Christianskirkens Drenge- og Mandskor, Hedvig Dobias som dirigent og
Niels Erik Aggesen på orgel.

Turnéprogram

Koncerten kan opleves i:

Trinitatis Kirke, Fredericia søndag d. 12. marts kl. 16
Christianskirken, Sønderborg, onsdag d. 15. marts kl. 19.30
Løgumkloster kirke, torsdag d. 16. marts kl. 19.30
Kastelskirken, København, søndag d. 19. marts kl. 14
Haderslev Domkirke, tirsdag d. 21. marts kl. 19.30

Koncertprogram

Lasse T. Eriksen: Koncertouverture ”I Danmark er jeg født” for blæserkvintet og orgel (2009)
Anders Koppel: ”Gemmer Hvert Et Ord” (1999)
J.P.E. Hartmann: Andante i B-Dur for blæserkvintet og orgel
P. Heise/N.F.S.Grundtvig: Guds fred med vore døde
N.W. Gade/B.S. Ingemann: Morgensang fra ”Elverskud”
C.E.F.Weyse: Præludier for orgel
Lars B. Olsen: Weyses Guldalderaften
Niels Erik Aggesen: Fantasi over ”Kongernes Konge” for kvintet, kor og orgel

6. Juli-Dagene og minde- og festkoncerten
Til 6. Juli-Dagene i Fredericia, hvor byen markerer udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849, har Trinitatis Kirke gennem mange år dannet rammen om en traditionel Minde- og Festkoncert.

Koncertens hovedværk er kantaten ”Gemmer Hvert Et Ord” – skrevet og komponeret i 1998-99 af musikerægteparret Ulla og Anders Koppel til 150-året for udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849.

På baggrund af breve fra soldater og deres familier har Ulla Koppel skrevet teksten, mens Anders Koppel har komponeret musikken. Det er et imponerende og gribende værk, hvor et af treårskrigens hovedslag – udfaldet fra Fredericia den 6. juli, udtrykkes på en ny og vedkommende måde.

Kantaten er udgivet på CD med Den Kgl. Livgardes Musikkorps, Trinitatis Kirkes Pigekor, Christianskirkens Drenge- og Mandskor, Niels Erik Aggesen, orgel og Frans Rasmussen, dirigent.