Lørdag den 23. februar er Erritsø GIF Rugby vært for et indendørs Touch Rugby stævne med hold fra Jylland og Fyn. Der spilles i Erritsø Idrætscenters hal 1 – med kampstart kl. 12.00.

Touch Rugby kan spilles både udendørs og indendørs. Det et spil, der – som navnet angiver – ikke indeholder tacklinger som normalt i rugby. I stedet berører man sin modstander med en eller begge hænder, hvorefter boldbæreren skal passe bolden til en medspiller. Ellers overgår den til modstanderne.

Touch Rugby kræver hurtighed, overblik, samspil, og er desuden god konditionstræning. Denne variant af rugby er i fremgang verden over, nok fordi den ikke kræver stor forudgående forståelse for reglerne og ikke er så fysisk hårdt betonet. Der kan spilles med et mix af mænd og kvinder på samme hold.

Populært i hovedstadsområdet

I de senere år er denne variant af rugby også blevet populær i Storkøbenhavn. Den lokale rugbyklub i Erritsø satser nu på, at de mange aktive idrætsudøvere i Fredericia og omegn også får øjnene op for Touch Rugby.

Indendørs spilles Touch Rugby på en normal håndboldbane. Oftest spilles med fire spillere pr. hold på banen ad gangen, med flyvende udskiftning.

FAST-4 Touch Rugby stævnet i EIC lørdag

Disse fem hold deltager i det indendørs Touch Rugby stævne lørdag: Aalborg RK Lynet, ARK Misfits (Aarhus), Rugby Club Odense, Erritsø Oldboys, og Erritsø Ynglinge / Seniorer.

Der spilles 10 minutter pr. kamp med 5 minutters pause imellem hvert opgør. Alle hold mødes i kamp én gang – med efterfølgende broncekamp og finale. Pokal til vinderen af stævnet overrækkes umiddelbart efter finalen, der forventes færdigspillet omkring kl. 15.

www.eventc.dk
Skal du med til nogle fede koncerter? Klik her og se mere.