Mandag tager FHK og GOG hul på Håndboldligaen 2019/20. Fredericia AVISEN har i den forbindelse talt med GOG’s sportschef, Torsten Laen, der selv har haft sine kampe mod FHK gennem tiden, og han tror, at FHK er kommet i Ligaen for at blive.

Torsten Laen har prøvet rigtig meget som håndboldspiller selv. Frem til 2007 spillede han en stor rolle på GOG’s stærke hold, der kontinuerligt var at finde i toppen af Ligaen, og så gik turen på udenlandseventyr hos først spanske Ciudad Real i to sæsoner og herefter tog Laen fire sæsoner i den tyske hovedstadsklub Füchse Berlin.

Efterfølgende spillede Torsten Laen tre sæsoner i det daværende KIF Kolding København inden Laen indstillede karrieren i sommeren 2018 i GOG, hvor han efterfølgende er blevet sportschef.

I det første år som sportschef kunne Torsten Laen se holdet snuppe DM-sølv. Det betyder, at GOG allerede har tyvstartet sæsonen med både en pokalkamp mod Team Sydhavsøerne og senest har holdet fra Sydfyn spillet Super Cup mod Aalborg, men sæsonen skydes for alvor i gang på mandag i gang mod FHK.

“Jeg tror, at alle glæder sig. Vi vandt pokalkampen mod Sydhavsøerne, så det var en bedre oplevelse end mod Aalborg, hvor vi tabte. Vi glæder os til at få flere folk med, og jeg kan huske da jeg selv spillede, at man glæder sig det virkelig går løs,” siger Torsten Laen til Fredericia AVISEN.

GOG har op til sæsonen mistet flere bærende profiler på holdet. Blandt andet Ole Erevik og Niclas Kirkeløkke, og det får også sin betydning for kampen på mandag kombineret med, at GOG er ramt af skader.

“Vi er ikke så sammenspillet endnu, og vi har brug for at få alle spillet sammen. Oprykkerhold er altid specielle, og vi kommer til en kæmpe kulisse, hvor det ligeså meget handler om at have hovedet med,” fortæller Torsten Laen.

I sin første tid i GOG stødte Laen ind i FHK flere gange, og det indebar også verbale kampe mod HK Ultras, som gav ham en del tilråb og kærlige drillerier, og derfor bliver det et sjovt gensyn for sportschefen.

“Det er fedt, at Fredericia er tilbage igen, og det har altid været sjovt at komme i deres hal, og det har været sjovt at være oppe mod Ultras og så pludselig være på den anden side nu. Vi har haft vores kampe, og det er sjovt, at de stadig er der,” siger Laen og afviser, at han har været inde at give råd til den del af GOG-truppen, der ikke er bekendt med den specielle kulisse i Fredericia:

“Jeg tænker, at det tager Nicolej Krickau (cheftræner i GOG, red.) sig af,” siger Laen.

GOG har mistet en del spillere op til sæsonen, men Laen er dog klar i mælet, når spørgsmålet går på favoritværdigheden til opgøret.

“Den skal vi påtage os. Vi har holdet til at retfærdiggøre det, og al ære og respekt for Fredericia, så viser de seneste år, at der er et spring fra 1. division til Ligaen,” siger Torsten Laen og slutter med at komme med sin vurdering af om FHK er kommet i Ligaen for at blive:

“Det tror jeg. For dem handler det meget om det første år, hvor de skal forsøge at ride på den gejst, som de kommer med. Jeg synes, at der er potentiale med deres setup, og jeg håber, at de bliver, da der er gode lokalopgør i vente mod Kolding og mod os fra Fyn,” slutter Torsten Laen.

FHK og GOG mødes mandag aften klokken 20:00 i thansen Arena, hvor der allererede nu er udsolgt af siddepladser.

https://www.facebook.com/menyfredericia/