Forside Erhverv Torben Ploug: Spar Nord Fonden giver tilbage til lokalsamfundet

Torben Ploug: Spar Nord Fonden giver tilbage til lokalsamfundet

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Direktør i SparNord Fredericia, Torben Ploug, elsker at give tilbage til lokalsamfundet. Sammen med Spar Nord Fonden uddeler han flere gange om året checks til lokale foreninger og arrangementer.

På Fredericia AVISEN bringer vi ofte de gode nyheder, når Spar Nord Fonden uddeler penge til byens foreninger. Denne gang tager vi skridtet bagved og taler med en af de glade gavegivere, nemlig direktør for Spar Nord Fredericia, Torben Ploug.

Vi havde aftalt at møde i Spar Nord Fredericias lokaler lige ved Ryes Plads. Skydedørene går op, og jeg bliver mødte med et smil. Jeg spørger efter Torben, og allerede inden kaffemaskinen har lavet en kop kaffe tager han imod mig. Vi sætter os til rette i et af mødelokalerne, og derfra går snakken lystigt. Jeg har fulgt en del med i de forskellige projekter der er doneret penge til, så vi kommer langt omkring.

“Det handler om at give noget tilbage, tilbage til lokalsamfundet hvor vores kunder bor. Selvfølgelig er vi en forretning der skal tjene penge, men samtidig sætter vi en dyd i at være synlige og give noget tilbage”, forklarer Torben Ploug.

Senest har Spar Nord Fonden givet støtte til Fredericia Kunstforening, og det er en beslutning Torben Ploug er meget glad for – for der mangler fokus på kunst i Fredericia.

“Vi synes ikke, at kunstforeningen havde den synlighed, som de er berettiget til. De laver mange fede arrangementer og har store kunstnere ude, men der er ikke mange der ved det. Nu har vi givet støtte, så de kan blive mere synlige – og selvfølgelig også tiltrække nogle af de store kunstnere her til Fredericia”, fortæller Torben.

Samarbejdet med Fredericia Kunstforening ophører dog ikke der. Sammen har de lavet et arrangement d. 19. februar, hvor der kommer en økonom forbi og fortæller om økonomi, ligesom museumsdirektøren fortæller om Fredericia Kunstforening. Aftenen krydres med en let anretning, og Torben forventer stor opbakning. “Det er en måde at få nogle ud forbi Fredericia Kunstforening, som ikke nødvendigvis plejer at komme der”, fortæller han.

Det er ikke altid det regulære, der får støtte

Når man søger Spar Nord Fonden om penge, så er der flere måder at få dem. Nogle af pengene bliver uddelt fra centralt hold, men en stor del af dem bliver uddelt af Torben Ploug og hans bankråd. Det er altså helt almindelige, lokalt forankrede mennesker der deler ud. Men det er ikke altid de mest regulære ting der får støtte – tværtimod. Torben synes, at at skæve ofte er det fedeste.

“Vi giver støtte til mange ting, rigtig mange ting – og heldigvis for det. Det er især de skæve ting der er fede. Eksempelvis gav vi 6. Juligarden en tuba eller støttede Bredstrup-Pjedsted med en sommerfest. Det er meget spredt, men det er kun med til at gøre det sjovere”, fortæller Torben Ploug, direktør i Spar Nord Fredericia.

“I virkeligheden så vil jeg hellere give fem gange femtusinde kroner ud, frem for at støtte et projekt med halvtredstusinde. Vi skal komme bredt ud, og det gør vi heldigvis også. Det er faktisk oftest de små beløb der gavner mest. En ny tuba betyder alverden for 6. Juligarden, eksempelvis”, fortsætter han.

“Men vi giver da også flere store donationer, så det er ikke fordi vi ikke vil hjælpe der. Vi har faktisk fået lavet en ny platform hos Spar Nord Fonden, hvor man kan lave crowdfunding. Vi smider nogle af pengene i, og så får folk også en platform at samle de sidste penge sammen på. Det forventer vi os meget af”, lyder det fra Torben Ploug.

Ikke nødvendigvis kun penge

Oftest leverer Spar Nord Fonden deres støtte gennem penge, men somme tider investerer de også tid og kræfter i et projekt. Her i Fredericia er det eksempelvis Fredericia Esport, hvor Torben Ploug er en del af bestyrelsen – også selvom han ikke aner noget som helst om esport.

“Jeg plejer at sige, at jeg ikke aner en dyt om esport, men jeg kunne mærke, at folkene bag virkelig brænder for det her. Og så kan jeg jo noget andet, som de ikke nødvendigvis er så skarpe på”, siger Torben.

“Min rolle er, at bidrage med økonomisk viden, og for at sikre at vi ikke falder i nogen af de fælder andre har gjort. Jeg er lidt ham den sure bankmand ovre i hjørnet, der holder styr på pengene”, lyder det med et grin.

Vi snakker videre om løst og fast, om de seneste års udvikling indenfor bankverdenen. Torben er engageret og vidende om sit fag, det er en fornøjelse at tale med ham. Han udstråler en ro og sikkerhed, men det er måske også to vigtige træk for en bankmand. Vi takker af og siger på gensyn – for Spar Nord Fonden har i sinde at fortsætte deres donationer i Fredericia.

https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere