Jeanette Kjeldsen, Fredericia, salgselev hos byens Louis Nielsen-butik, ved alt, hvad der er værd at vide om polaroid-solbriller. Det har hun netop bevist ved at bestå sin fagprøve med topkarakteren 12.

– Jeg er superstolt af min dygtige elev, og jeg er så heldig, at hun gerne vil blive i butikken, når hun er udlært til august. Jeanette Kjeldsen er vokset med opgaven og har mange stamkunder, som er vilde med hende, siger chefoptiker Michael Biegala.

Jeanette Kjeldsen er 30 år mor til tre børn, som også har skullet passes, mens hun har læst til eksamen.

– Det er da overskudsagtigt, både at beslutte sig for at tage en uddannelse i en voksen alder og så gennemføre med så flot et resultat, siger Michael Biegala, der honorerede præstationen med en flaske champagne.