Efter en ekstrem tæt finale, hvor et enkelt gram afgjorde det hele, er Tonni Jørgensen fra Egeskov ved Fredericia kåret som vinder af Louis Nielsens Danmarksmesterskab i Tunge Briller 2015.

96 gram løb hans sværvægtsbrille op i, og det udløser en førstepræmie på 96 gram 14 karat guld eller 14.087 kroner.

Den nykårede mester fik overrakt såvel gavecheck som DM-trofæ af Louis Nielsens chefoptiker i Fredericia, Michael Biegala, og Tonni Jørgensen var naturligvis mere end lykkelig for sejren.

– Jeg havde ikke lige regnet med, at mine gamle briller skulle blive guld værd, siger Tonni Jørgensen med et smil.

Han læste om Louis Nielsens DM i Tunge Briller 2015 i den lokale avis og besluttede sig for at grave sine gamle briller frem fra gemmeskuffen og melde sig til konkurrencen.

– Vi smed dem på køkkenvægten, som sagde 96 gram, og jeg havde læst, at vinder-brillen sidste år vejede 86 gram, så jeg tænkte, at min brille nok ikke var helt tosset til denne konkurrence. Derefter gik jeg ind til Louis Nielsen i Gothersgade og blev tilmeldt, fortæller Tonni Jørgensen.

Den nybagte Danmarksmester har været afhængig af briller, siden han var omkring otte år gammel. Mesterskabsbrillen er en cirka 10-15 år gammel model, og styrken i den var omkring +6. Siden er styrken steget en del, så han nu er på den anden side af +8. De høje styrker forklarer også til dels vægten på den gamle brille, som havde ret tykke glas.

– Med de høje styrker kan jeg naturligvis ikke se ret meget uden briller, siger Tonni Jørgensen.

I forbindelse med deltagelsen i DM har Tonni Jørgensen også vundet et par nye briller – og dem har chefoptiker Michael Biegala naturligvis lavet med ekstra tynde og lette glas for at holde vægten længst muligt nede.