Situationen omkring potentiel smittespredning med coronavirus er også blevet et problem for de lokale arrangører. Tøjhusets leder Sune Rasmussen fortæller at bestyrelsen i FredericiaLive har drøftet situationen og følger vejledningen fra regeringen. Det betyder at man gennemfører arrangementer i den tætpakkede bygning.

Forleden kunne man læse på Tøjhusets Facebook-side at de vil opstille håndsprit ved døren, men ellers gennemfører man arrangementerne som planlagt.

“FredericiaLive, som er arrangør af størstedelen af arrangementerne i Tøjhuset, har drøftet situationen i bestyrelsen. Som allerede meldt ud følges opfordringen fra regeringen og sundhedsstyrelsens vejledning. Det samme billede gør sig gældende i hele landet, og foreningen håber naturligvis at situationen snart bliver stabil”, siger Sune Rasmussen.

Regeringen og Sundhedsstyrelsen valgte i fredags at komme med en generel anbefaling om at aflyse arrangementer med over 1000 deltagere. Denne udmelding har skabt reaktioner over hele landet, hvor arrangører ikke kan finde ud af, om de skal gøre det ene eller andet. I den sidste ende skal arrangørerne nemlig selv betale for aflysningerne, da der ikke er tale om et forbud.

Tøjhuset er et tætpakket spillested. Bekymrer det dig at Tøjhuset kan fungere som smittested for coronavirus?

“FredericiaLive mener generelt at den overordnede sundhed selvfølgelig er altafgørende. Ved at opfordre fremfor at lave forbud, placerer man reelt ansvaret hos arrangøren, der i mange tilfælde vil være kontraktuelt forpligtet til at gennemføre arrangementet. Det kan have stor betydning for en arrangørs økonomi”.

Vi har også spurgt om man mener håndsprit er nok i forbindelse med de tætpakkede arrangementer. I torsdags har en diskoteksgæst i København været smittet med coronavirus, hvorefter alle der har været på diskoteket nu opfordres til at gå i karantæne. Men som det også fremgår af Tøjhusets svar til avisen, så er økonomien af stor betydning.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer