I onsdags var Tøjhuset i ekstase, da to unge danske kunstnere viste topform, både musikalsk og vokalt. En aften, hvor man glemte alt om tid og sted. Jada var hovednavn, men blev flot introduceret via supporten fra Ida Laurbergs melankolske pop.

To piger, der ikke er bange for mavetrøjer. To piger med attitude. En teenage-diva og en 20’er diva. Prisvindende Jada på niveau med internationale stjerner og en sound a la Beyoncé Knowles sluttede aftenen af med et sceneshow, en kraftpræstation uden sidestykke og et lys og lydunivers, der tog pusten fra de fleste; også undertegnede måtte tænkte; WOW flere gange.

Ida Laurberg i Tøjhuset. 29. januar 2020 (Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen/Fredericia AVISEN)

Men først til den 19-årige Ida Laurberg, der allerede med sin melankolske pop har taget danskerne med storm med hits, der storstreames på YouTube. Musikken er skræddersyet til den digitale tidsalder, hvilket man flere gange fik prøver på, når hun med hjælp fra teknikken skabte et spændende lydunivers, der flere gange var lige så hypnotiserende som Medusa.

Ida Laurberg leverede en fremragende fortælling, der på dyster og anderledes vis får det gennemsnitligt unge publikum til at bevæge sig til tonerne, imens de mere erfarne sjæle nyder, hvad de ser og hører. Bandet er samspillet, bassen banker tungt af sted, mens trommerne sikrer bunden. Teksterne er meget modne, fortæller om livet og tiden, men også døden. De store tanker i livet synges ud med stor indlevelse. Hun klappes af scenen, da hun godt 30 minutter senere gør plads til dagens hovednavn, Jada.

Efter en kort pause, hvor instrumenter og scene transformeres er ventetiden forbi. Her står hun – Danmarks hotteste navn i disse måneder, Jada. Hun går på scenen som en diva, og indtager den som havde hun stået der altid. Hun fortæller historierne bag sine tekster, tester publikum med nye numre og leverer som Ida Laurberg et interessant og skønt lydunivers, der får Homers Iliadens Havfruesang til at ligne en øvesession.

På dansk grund leverer hun et potentiale, der kan meget mere end vores elskede nation. En sanger, der kan, hvis hun har heldet, slå igennem på den internationale scene. Passionen stråler ud af hende, og attituden leveres gennem ordene, hun synger med dedikation og styrke.

Folk bevæger sig igen og fra balkonen læner dagens koncertgænger sig ud for at se mere af den 27-årige danske sanger, der leverer det hele. Mystikken, hjertesorgen, voksenlivet, identitet, soul, RnB, elektronisk pop – og hun ejer butikken denne aften, som var det en filmoptagelse til en dansk udgave af Coyote Ugly.

De to kunstnere gav de fredericianske musikfans en stor oplevelse og en magisk aften i Gothersgades spillehus, Tøjhuset.

Leave a Reply