FC Fredericia leverede hele vejen rundt en god præstation mod FC Helsingør, der søndag tabte 4-0 på Monjasa Park. Dog sprang særligt to spillere i øjenene for fredericianerne.

Mål ændrer fodboldkampe. Det kom i høj grad til udtryk i opgøret mellem FC Fredericia og FC Helsingør. FC Fredericia scorede på deres første store chance, mens FC Helsingør til gengæld havde brændt en friløber kort tid forinden. 

Var Helsingør kommet foran var det blevet en hel anden kamp, men i stedet kom Fredericia til at ride på en bølge af selvtillid, der gjorde, at de gik til pause foran 2-0 efter et drømmehug af Nicolaj Ritter efter 35 minutter. 

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I anden halvelgs begyndelse satte Helsingør et tungt pres ind, og ligesom det var tilfældet ved friløberen, måtte Oscar Hedvall igen diske op med en stor redning. Det skete, da Elijah Just trak ind i banen og fyrede kanonen af med venstrebenet. Bolden havde retning mod det lange hjørne, men Hedvall fik slået forsøget ud til hjørnespark. 

Angrebsmæssigt var FC Fredericia fortsat effektive, og efter en dribletur sparkede Kristian Kirkegaard bolden i mål 3-0 inden, at han med 20 minutters tid igen sendte bolden ind i feltet til Patrick Egelund, der var helt fri og scorede til slutresultatet 4-0.

Se her vores karakterer fra opgøret:

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

adp-as.dk

Oscar Hedvall (10): Havde det ikke været for Hedvall, var det bleve en helt anden kamp. Den høje lejesvend fra Silkeborg viste igen sit værd for FC Fredericia.

Oliver Olsen (4): I den times tid han havde i benene lukkede han fint af defensivt. Var ikke markant i det offensive.

Erik Nissen (4): Kom på afveje et par gange i første halvleg, men udover det var han solid.

Christian Ege (7): Sikker i sine indgreb, og havde også en lille fod med i opspillet til 1-0-målet, da han startede omstillingen, som førte til målet.

Valance Nambishi (7): Kom i vejen for meget på midten, og havde ikke så mange boldtab, som han havde i kampen forinden mod AC Horsens.

Mathias Kristensen (7): Et af minusserne for FC Fredericia efter Horsens-kampen var at holde fast i bolden. Med en god præstation af Kristensen blev der ændret på det mod Helsingør.

Kristian Kirkegaard (12 – Man of the Match): To mål og en assists taler sit eget tydelige sprog. Igen var Kirkegaard kampafgørende, og viste, at han er en af de mest farlige spillere offensivt i NordicBet Ligaen.

Peter Makrillos (7): Australieren har en god pasningsfod, der er sikker, og det viste han mod Helsingør. Havde dog en kedelig tendens til at ømme sig overdrevet, når han blev tacklet og røg i græsset.

Patrick Egelund (7): Var en del af offensiven, der gjorde det godt. Havde flere gode skud på mål, og det ene blev sendt i kassen.

Anders Holvad (7): Godt nok scorede han ikke, men han gjorde en masse andet rigtigt. Assisterede Kirkegaard ved det første mål, og var god til at trække ned i banen og deltage i det opbyggende spil.

Alexander Jensen (4): Gjorde det fornuftigt, da han kom ind.

Jeppe Gertsen (UB): Spillede ikke nok.

Peter Ullum (UB): Spillede ikke nok.

Samson Iyede (UB): Spillede ikke nok.

Christian Tue (UB): Spillede ikke nok.