Forside Erhverv To hotdogs med det hele og en Cocio som skyllemiddel

To hotdogs med det hele og en Cocio som skyllemiddel

DEL
Hotdog
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Fredericia AVISEN opsøger den originale streetfood og tager temperaturen på Axeltorvets Pølsevogn. Det kræver to hotdogs med det hele og en Cocio som sidevogn.

Det er faktisk lang tid siden, at jeg har været i pølsevogn, Det kulinariske gastronomiske billede i Fæstningsbyen er vokset markant og konkurrencen om de sultne maver, er intensiveret.

Mit møde med pølsevognen går så langt tilbage, som jeg kan huske – fra tiden før jeg selv kunne se over disken. Det var ofte på farten med farmand, hvor man lige gjorde stop mellem måltiderne, det var før fedmeforskrækkelse og alt for mange varianter at vælge imellem i vognen.

Jeg gik fra kradser og den røde pølse til den ristede hotdog med det hele. Jeg så Monte Frank komme, som senere blev til den franske hotdog. Jeg så Big Burgeren gøre sit indtog, kyllingenuggets og kebabmix kom forbi, men intet slog den ristede hotdog.

Nu er jeg tilbage på åstedet og i dag skal man lige kigge sig lidt rundt om nogen så at man gik ind, måske trække maven ind så det ikke ser forkert ud.

Jeg møder en smilede Agnes Mortensen, som står bag disken i Axeltorvets pølsevogn. Hun arbejdede også i pølsevognen ved den tidligere ejer, så hun burde kunne svinge en overbevisende hotdog over disken

Agnes Mortensen i gang med at tilberede hotdogs. lFoto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

Jeg bestiller to ristede hotdogs og en stor Cocio. I gamle dage med farmand hed det en Congobajer. Politisk korrekthed og tiden har ændret mange ting, men den ristede hotdog er intakt. Da jeg var barn, hed det også en kradser, når man fik et pølsebrød fyldt med remoulade, ketchup, sennep og ristede løg, i dag bærer det titlen, fyldte brød.

Selvom Agnes er af meget yngre dato end undertegnede, så støder hun stadig på levnene om Congobajeren og kradserne.

“Det er ikke så tit, at kunderne siger det, og når de gør, er det som regel ment i sjov eller sagt med et smil”, siger Agnes.

Hun er særdeles god til den small-talk, det kræver at stå i en pølsevogn, “Det er dog mest stamkunderne om formiddagen, som er mest talelystne, om aftenen kommer folk mere for at hente mad. Men jeg har ikke svært ved at snakke med kunderne, og i forhold til stamkunderne, så ved jeg næsten, hvad de skal have”, smiler Agnes.

Hotdog
Så står sættet klar. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

Agnes har ikke hørt om rødkål på hotdogs, det får man på min hjemegn Djursland, jeg må nøjes med den ganske udmærkede Fredericia-model uden. Det gør heller ikke noget, der ikke er rødkål på, de smager som de skal. Et andet klassisk ritual, jeg har med hotdogs, der lige at skimte nyhederne i papirform, samtidig er det en god buffer, for det man taber fra sit hotdog.

Hotdog
Dagens nyheder som ledsager til hotdogs. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

“Du skal ikke være ked af, hvis du taber noget”, siger Agnes og fortsætter, “der er mange, der taber en del af indholdet i deres hotdog, det er en del af oplevelsen”.

Der går ikke længe før det sidste stykke papir skubbes mod hagen og jeg kan se enden på de to hotdogs. Enhver der har spist hotdogs, ved også at en Cocio glider hurtigt ned uanset, om den er lille eller stor.

Selvom Axeltorvets Pølsevogn har mange andre lækre ting, koncentrerede jeg mig kun om hotdogs i dag.

Kan man sige, der er en typisk hotdogspiser?

“Nej, det er alle typer, der spiser hotdogs, måske er det mest mændene og håndværkerne om formiddagen og til middag. Men ellers er det alle også kvinderne, som lige skal have en hotdog, og det er også børnene”, siger Agnes.

Det skal dog siges, at det lykkedes ikke at svine, hverken avisen eller gulvet til. Begge mine hotdogs smagte både godt og ledte tankerne hen mod barndommen. Det var et vellykket middagsbesøg i pølsevognen på Axeltorv.https://pro-print.dk/