Dæk- og teknologigiganten 10 har udviklet et nyt system til biler, der kombinerer touchskærm og et tofingersystem. Den nye teknologi gør, at kommunikationen mellem bilen og chaufføren bliver hurtigere og mere intuitiv, hvilket sikrer en højere sikkerhed under kørslen.

Distraktioner dræber. I årene 2011-2015 mistede 283 mennesker livet på grund af uopmærksomhed i trafikken. Og i en tredjedel af alle bilulykker er uopmærksomhed en afgørende faktor.

Nu har dæk- og teknologivirksomheden Continental udviklet en løsning, der skal nedsætte risikoen for, at chaufføren bliver distraheret under kørslen. Det er en kombination af touchskærm og gestikulationsteknologi, der skal sikre, at man hurtigt og intuitivt kan betjene bilens funktioner som telefonopkald, navigation og musikafspiller – uden at flytte fokus fra trafikken omkring bilen.

-Et større område af instrumentbrættet er berøringsfølsomt, og man aktiverer touchskærmen ved at berøre området let med to fingre. Derefter kan man med de to fingre ’tegne’ specifikke, definerede symboler på inputdisplayet, hvilket udløser et udvalg af funktioner, siger Georg Nielsen, der er administrerende direktør hos Continental Dæk Danmark A/S.

Test viser, at Continentals to-finger-løsning kan reducere tidsforbruget til funktioner som opkald og navigation med omkring en tredjedel.

Betjening uden at flytte fokus
En anden væsentlig fordel er, at man i Continentals løsning kan ’tegne’ kommandoerne alle steder på den berøringsfølsomme overflade. I modsætning til konventionelle touch-skærme, hvor man præcist skal ramme de ’knapper’, der er angivet på skærmen.

Eksempelvis kan en cirkel hvor som helst på instrumentbrættet betyde, at klimaanlægget bliver tændt, mens to fingre i en opadgående retning får navigationen til at vise vej til hjemadressen.

-Den enkelte chauffør kan tilpasse funktionerne til egne behov. Det er nemlig vigtigt, at de enkelte tegn er intuitive for den enkelte, så de bliver husket. Og samtidig skal bevægelserne være så simple, at de kan udføres uden at fjerne fokus fra vejen, siger Georg Nielsen.

Zero ulykker på vejene
Continentals danske direktør henviser til, hvordan de nye teknologier hænger sammen med det mangeårige fokus på at nedsætte antallet af ulykker i trafikken.

Blandt andet har Continental den aktuelle verdensomspændende kampagne ’Vision Zero’, der stiler mod ’zero’ ulykker på vejene.