Politiet har modtaget anmeldelse om to tilfælde af cash-trapping i banker i Fredericia. Det oplyser politiassistent Jesper Nielsen fra lokalpolitiet i Fredericia til Fredericia Avisen.

Det drejer sig om bankerne Middelfart Sparekasse og Spar Nord i Prinsessegade, der har været udsat for det man kalder “Cash Trapping”, hvor man sætte noget i klemme i hæveautomatens pengeudkast, så pengene tilbageholdes i skinnen, når der hæves fra automaten.

– Ved Spar Nord lykkedes det ikke at få penge ud af det, da man faktisk ødelagde hæveautomatens pengeudkast. Men i Middelfart Sparkasse fik gerningsmanden 1400 kroner, oplyser politiassistent Jesper Nielsen.

Der er blevet pillet ved hæveautomaterne i tidsrummet mellem onsdag aften til torsdag morgen. Politiet har fået udleveret overvågningsbilleder fra bankerne.