Hvordan udnytter Vejle sine styrkepositioner på energi- og fødevareområdet på et interessant vækstmarked som Tjekkiet. Det var temaet, da Tjekkiets ambassadør i Danmark, Jiri Brodsky, besøgte Vejle.

Pure and Better Energy, Danpo og Varde Ovne havde onsdag mulighed for at vise sig frem for den tjekkiske ambassadør i Danmark, Jiri Brodsky. Ambassadøren var i Vejle som led i en rundtur i det østjyske.

Formålet var at gøre opmærksom på Tjekkiet som et attraktivt eksportmarked, og ambassadøren blev modtaget af Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen.

Tjekkiet, der siden 2002 har været medlem af EU, har de seneste år leveret fine vækstrater, og EU’s statistiske kontor Eurostat og Europa-Kommissionens prognoser peger på, at væksten i Tjekkiet de næste år vil holde sig stabilt omkring 2,5 procent.

De tre virksomheder er allerede tilstede på det tjekkiske marked, og efter at have hørt deres præsentationer, opfordrede ambassadøren til, at de satsede yderligere på de tjekkiske forbrugere.

Borgmester Jens Ejner Christensen var glad for ambassadørens besøg og ser positivt på mulighederne for, at vejlensiske virksomheder kan øge deres eksport til Tjekkiet.

– Tjekkiet er et stabilt land med gode vækstudsigter og med en middelklasse, der gradvist bliver mere købedygtig og kvalitetsbevidst. Vores styrkepositioner inden for energi- og fødevareproduktion passer rigtig godt til det tjekkiske marked, udtaler Jens Ejner Christensen i en pressemeddelelse fra Vejle Kommune.

(Foto: Vejle Kommune )